Sand økologisk omvendelse går gennem eukaristien

Pave Leo XIV fejrer messe i Madonnina-haven i Castel Gandolfo.

Et dokument fra Den Internationale Teologiske Kommission fremlægger en kristen vision for menneskehedens forhold til skaberværket.

VATIKANET – »Økologi er resultatet af den måde, hvorpå ligningen for samspillet mellem kosmologi og antropologi løses. Derfor kan en økologisk tilgang, der søger at gå til problemernes rod, ikke undgå at forholde sig til begge disse dimensioner.«

Det er udgangspunktet for den lange og komplekse tekst fra Den Internationale Teologiske Kommission med titlen »Caring for Our Common Home – A Responsible and Fraternal Response to the Triune God«.

Dokumentet blev offentliggjort den 2. september under Skabelsestiden og undersøger »en trinitarisk vision for skabelsen af kosmos, der fremhæver det deraf følgende trinitariske aftryk på skaberværket og aftrykkets konsekvenser«.

Bogen behandler også »grundlaget for og rækkevidden af menneskets rolle i det fælles hjem« samt »en række retningslinjer og vejledende principper for omsorg for det fælles hjem og økologisk omvendelse«.

Den fulde tekst er i øjeblikket kun tilgængelig på italiensk fra Vatikanet, mens Vatikanets officielle nyhedsmedie Vatican News stiller et engelsksproget resumé til rådighed.

Teksten er kompleks, men sammenfatningerne i slutningen af hvert kapitel giver vejledning med vægt på skaberværkets teologiske betydning. »Skabelsens endelige formål udtømmes ikke af den nytte, den måtte have for mennesket og for menneskelivets udvikling,« hedder det i en af sammenfatningerne.

Mennesker »kan ikke gøre krav på retten til vilkårligt at underordne skaberværket [deres] egne formål og reducere dets betydning og værdi til den rent instrumentelle nytte, det kan yde: Dette er fristelsen til absolut antropocentrisme,« hedder det i dokumentet.

Mennesket er skaberværkets tjener og forvalter, og »både menneskets rolle blandt de øvrige skabninger og opfyldelsen af Guds plan finder deres dybeste inspiration i fejringen af eukaristien: Mennesket frembærer skaberværket for Gud i Kristus og beder til gengæld i Kristus om Guds velsignelse over alle ting.«

Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Stampa, EWTN News’ italiensksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.

Af Angela Ambrogetti · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live