Den hellige Fader opfordrede til i stilhed at betragte skaberværkets undere og harmoni. Det kan føre til en ægte økologisk omvendelse og en bevidsthed om vores ansvar for skaberværket.
Da Verdensbededagen for omsorg for skaberværket blev markeret den 1. september, opfordrede pave Leo XIV folk til at lægge hverdagens travlhed til side og lytte til »skaberværkets melodiske stemme«, gennem hvilken Gud taler.
Den hellige Fader bemærkede, at dagen også markerer begyndelsen på »Skabelsestiden«, en fem uger lang periode, der er viet »til bøn og engagement i omsorgen for vores ›fælles hjem‹«. Den varer frem til den 4. oktober, festdagen for St. Frans af Assisi, som falder sammen med 800-året for hans død.
»Lad os derfor på denne dag og i de kommende uger sætte nogle få øjeblikke af til at standse op midt i hverdagens hektiske tempo og fordybe os i den dybe harmoni, som vi selv er en del af,« opfordrede paven under messen, der blev fejret i Madonnina-haven i Borgo Laudato Si’ i de pavelige haver ved Castel Gandolfo.

»Lad os slå ›lydløs tilstand‹ til for de mange lyde, som menneskelig aktivitet frembringer, så vi kan høre skaberværkets melodiske stemme, gennem hvilken Gud, ophavet til alt, taler til os,« opfordrede paven.
Med henvisning til sit budskab til den 11. Verdensbededag for omsorg for skaberværket fremhævede paven, at »denne kontemplative øvelse« er et første skridt mod en »ægte økologisk omvendelse, hvor virkningerne af vores møde med Jesus Kristus bliver tydelige i vores forhold til verden omkring os«.
I sin prædiken fremhævede paven desuden, at læsningerne til denne messe – Salme 18, afsnittet fra Visdommens Bog (Vis 13,1–9) og Matthæusevangeliet (Matt 6,24–34) – minder os om skaberværkets storhed og om »Skaberen af så mange undere«, som luften og ilden.

Han bemærkede, at læsningerne gør det muligt for os at forny vores forståelse af, at »hvis Herren ikke undlader at skænke planter og dyr en så strålende skønhed og sørge for alle deres behov, hvor meget større opmærksomhed vil han da ikke skænke sine elskede sønners og døtres behov!«
Den hellige Fader bemærkede også: »Når vi betragter skaberværket og møder dets Skaber, bliver vi bevidste om vores særlige plads i Guds vidunderlige plan og om det ansvar, vi både personligt og i fællesskab bærer for at bevare den oprindelige harmoni. Når vi således bliver bevidste om vores mangler og svigt, kan vi forny vores engagement i at genoprette relationerne mellem alle skabninger i overensstemmelse med deres Skabers vilje.«
»Det er endnu ikke for sent, og Skabelsestiden kalder os til en dybtgående omvendelse,« understregede han.

Efter at have forklaret, at pave Frans lod sig inspirere af St. Frans af Assisi, da han skrev sin encyklika Laudato Si’ fra 2015 om omsorgen for vores fælles hjem, citerede Leo XIV »den fattige fra Assisis« lovprisninger af Gud for blandt andet månen, stjernerne, vinden, jorden, ilden og vandet.
»Lad os sammen med St. Frans forny vores engagement i at udleve og fremme det universelle broderskab, som er uadskilleligt forbundet med opgaven at værne om skaberværket,« opfordrede paven.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Walter Sánchez Silva · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





