23. Almindelige søndag. Mattæus 18, 15–20. Søndagsprædiken af P. Piotr W. Wiśniowski
Kære brødre og søstre,
dagens evangelium berører noget, som vi alle sandsynligvis har kæmpet med på et eller andet tidspunkt: Hvad gør vi, når en anden person gør noget forkert? Når nogen har såret os, skuffet os, forrådt os, eller når vi ser den person gøre noget, der ødelægger vedkommendes eget liv eller sårer andre?
Jesus giver os et bemærkelsesværdigt direkte svar: »Hvis din bror synder mod dig, så gå hen til ham og påpeg hans fejl, når I er alene.«
Læg mærke til disse ord: Gå hen til ham.
Ikke til din nabo. Ikke til din ven. Ikke på de sociale medier. Fortæl ikke alle omkring dig, hvor forfærdelig en person han er. Gå hen til ham først.
Dette er måske en af de mest oversete lærdomme i evangeliet. Det er så let at tale om nogen og så svært at tale med nogen. Nogen gør noget forkert, og inden den pågældende overhovedet hører om det fra os, ved halve verden det allerede. Familier splittes i lejre. Rygter begynder at cirkulere på arbejdspladsen. I menighederne fortæller den ene den anden, hvad en tredje person angiveligt har gjort. Og nu har vi de sociale medier, hvor nogen kan blive dømt, fordømt og offentligt ydmyget, før nogen overhovedet har gidet at spørge, hvad der egentlig skete.
Jesus siger: Mød først den anden ansigt til ansigt.
Hvorfor? Fordi Jesus ikke er interesseret i at vinde en diskussion. Han er interesseret i at vinde en person tilbage. Han siger: »Hvis han lytter til dig, har du vundet din bror.«
Læg mærke til, hvad han ikke siger. Han siger ikke: Du har bevist, at du havde ret. Han siger ikke: Du har sat ham på plads. Han siger ikke: Du har vundet den moralske kamp.
Han siger: »Du har vundet din bror tilbage.«
Det ændrer alt.
Kristen irettesættelse må aldrig blive hævn forklædt som omsorg. Den må ikke være en anledning til at afsløre nogens svaghed, bringe vedkommende i forlegenhed eller demonstrere vores egen moralske overlegenhed. Hvis jeg henvender mig til en anden person blot for at såre vedkommende, ydmyge vedkommende eller bevise, at jeg er bedre, så er jeg – selvom jeg teknisk set har ret – måske stadig meget langt fra evangeliet.
Den hellige Augustin udtrykte det enkelt: »Elsk, og gør, hvad du vil.« Disse ord misforstås undertiden. Augustin sagde ikke: »Gør, hvad du har lyst til.« Han mente, at når ægte kærlighed er i centrum, kan selv irettesættelse, uenighed og konfrontation udspringe af kærlighed. Nogle gange omfavner kærligheden. Nogle gange tilgiver kærligheden. Men nogle gange må kærligheden se en anden person i øjnene og sige: Stop. Det, du gør, er forkert.
Og det bringer os til noget andet, vi har brug for at høre.
Kristendommen betyder ikke, at man skal lade som om, at alt er i orden.
Jesus siger ikke: »Hvis din bror synder, så ignorér det, så du ikke sårer hans følelser.« Han siger præcis det modsatte: »Gå hen og påpeg hans fejl.«
Det har enorm betydning i dag, fordi vi i stigende grad forveksler kærlighed med ubetinget godkendelse af alt, hvad en person vælger at gøre. Men man kan elske nogen og alligevel nægte at godkende det, de gør. Man kan tilgive nogen og alligevel sætte grænser. Man kan være barmhjertig og alligevel sige et bestemt nej. Man kan fortælle nogen en smertefuld sandhed uden at hade dem.
En forælder, der ser et barn på vej ned ad en destruktiv sti, elsker ikke det barn mere ved at forholde sig tavs. En ven, der ser en ven ødelægge sit liv, er ikke en ægte ven ved at lade som om, der ikke er noget galt, bare for at undgå en ubehagelig samtale.
Nogle gange er en af de største kærlighedshandlinger ganske enkelt at sige: Jeg holder af dig. Jeg er bekymret for dig. Det, du gør, fører dig et sted hen, hvor du ikke ønsker at ende.
Men Jesus ved også, at én samtale ikke altid vil være nok. Derfor siger han til os, at hvis personen ikke vil lytte, skal man tage en eller to andre med sig. Og hvis vedkommende stadig nægter at lytte, skal man bringe sagen for menigheden.
Se på Guds tålmodighed i dette afsnit. Der er ingen øjeblikkelig afvisning af en person. Ingen øjeblikkelig fordømmelse. Der er endnu et forsøg, og så endnu et. Der er tid. Der er tålmodighed. Der er endnu en mulighed for at vende om.
Men der er også en grænse.
Og det skal vi også sige klart.
Kristen barmhjertighed betyder ikke, at man tillader nogen at såre andre i det uendelige. Der er øjeblikke, hvor vi må sige: Dette kan ikke fortsætte. Der er relationer, hvor der skal sættes grænser. Der er adfærd, der ganske enkelt ikke kan tolereres. Tilgivelse betyder ikke, at man giver nogen tilladelse til at fortsætte med at gøre ondt.
Måske er det her, vi har brug for ægte visdom: at vide, hvornår vi skal fortsætte med tålmodigt at kæmpe for nogen, og hvornår det er tid til at sætte en grænse.
Ikke ud af vrede. Ikke ud af hævn. Men vi bør heller ikke kalde svaghed for »barmhjertighed«.
Derefter afslutter Jesus dagens evangelium med noget utroligt smukt. Efter disse svære ord om synd, irettesættelse, ansvar og forsoning begynder han at tale om bøn:
»Hvis to af jer på jorden er enige om noget, de skal bede om, skal det blive dem givet af min himmelske Fader.«
Og så kommer det storslåede løfte:
»For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«
Måske er der en grund til, at Jesus først taler om forsoning og derefter om at bede sammen. For det er svært at stå ærligt foran Gud sammen, hvis vi ikke er villige til at stå ærligt foran hinanden.
Vi kan komme i kirken. Vi kan folde hænderne. Vi kan sige de samme bønner. Og samtidig kan vi bære på nag i vores hjerter, som vi omhyggeligt har beskyttet i årevis.
Nogle gange går familier i opløsning på grund af ting, som ingen tyve år senere engang kan huske klart. Nogen sagde noget. Nogen dukkede ikke op. Nogen følte sig ignoreret. Nogen blev fornærmet. Så kom stolthed. Så kom tavsheden.
Og årene gik.
Måske giver dagens evangelium en her en meget konkret opfordring:
Gå hen og tal med den person.
Send ikke en lang besked fyldt med beskyldninger. Led ikke efter en anden person, der vil lytte til din side af historien. Sid ikke der og vent på, at den anden tager det første skridt.
Jesus siger: Gå.
Det går måske ikke. Den anden person afviser dig måske. Vedkommende afviser måske den hånd, du rækker frem. Ikke alt afhænger af os.
Men vi kan gøre det, der afhænger af os.
Den hellige Teresa af Calcutta sagde engang: »Hvis du dømmer mennesker, har du ikke tid til at elske dem.«
Det passer smukt til dagens evangelium. Jesus beder os ikke om at være naive. Men han beder os om at se på mennesker på en anden måde. Selv når nogen har syndet. Selv når nogen har svigtet os. Selv når den person har brug for at blive rettet på.
Den person er stadig en, som Gud ønsker at føre hjem.
Om et øjeblik vil vi samles omkring ét alter. Forskellige mennesker. Forskellige liv. Forskellige personligheder. Forskellige sår. Nogle af os kan måske virkelig godt lide hinanden. Andre kan måske have svært ved blot at se på hinanden.
Og alligevel siger Jesus:
»Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.«
Han er her.
Så måske kan vi forlade kirken i dag med et meget enkelt forsæt.
Hvis jeg har et problem med nogen, vil jeg tale med den person, før jeg taler om den person.
Hvis jeg har brug for at rette på nogen, vil jeg gøre det på en måde, der søger at vinde den person tilbage, ikke at ydmyge vedkommende.
Hvis nogen retter på mig, vil jeg, inden jeg bliver defensiv eller fornærmet, spørge mig selv: Kunne der i det mindste være en smule sandhed i det, jeg hører?
Og hvis jeg har båret på en gammel bitterhed i mit hjerte, vil jeg tage et skridt mod forsoning.
For kristendommen begynder ikke altid med at forandre hele verden.
Meget ofte begynder den med to mennesker, der endelig finder modet til at sætte sig over for hinanden, sige sandheden til hinanden, tilgive hinanden og bede sammen.
Og når det sker, siger Kristus:
»Jeg er der midt iblandt dem.«
Amen.
Fader Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark
