Den nye serie om kong Arthur lykkes, fordi den trækker på gamle fortællinger, tager kristendommen alvorligt og husker, at stor fantasy må have noget virkeligt i sin kerne.
Der synes ingen ende at være på produktionen af klichéfyldt og trættende fantasy til tv og film. Fantasy er ellers en gammel og hæderværdig genre, når man ser tilbage på filmiske forløbere som det italienske stumfilmsepos Cabiria fra 1914 (den første film, der nogensinde blev vist i Det Hvide Hus) eller Fritz Langs fremragende Die Nibelungen fra 1924.
I årenes løb har vi fået både godt og dårligt, men mest dårligt. Ray Harryhausens fantasyfilm har stadig en varig charme. John Boormans Excalibur er et fint værk, ligesom Peter Jacksons oprindelige Lord of the Rings-trilogi.
John Milius lavede en god Conan-film, som gjorde Arnold Schwarzenegger til stjerne. Men Jacksons Hobbit-trilogi er en lang og dyr omgang makværk, der tilsyneladende er drevet af »jagten på flere penge«, som Mel Brooks engang sagde. I år har tv budt på tredje sæson af House of the Dragon og vil senere på året byde på tredje sæson af The Lord of the Rings: The Rings of Power, som begge efter min mening er forfærdelige.
Det var med en vis ængstelse, at jeg denne september gav mig i kast med premieren på de syv afsnit af The Pendragon Cycle: Rise of the Merlin på Amazon Prime i USA (serien havde tidligere været et overraskende hit på Amazon Prime i Europa og Storbritannien). Produktionen var slet ikke kommet på min radar, for så meget af denne moderne fantasy flyder bare sammen – især på streamingtjenesterne – til stadig mere intetsigende »indhold«.
At Pendragon blev lavet af et højreorienteret medieselskab med kristne i centrale roller, har utvivlsomt gjort mange mere skeptiske. Jeg tilhører selv den kategori: Jeg er kristen, men ser normalt ikke film, der meget bevidst profilerer sig som »kristne«, og jeg er højreorienteret, men holder mig fra de fleste medier, der selv kalder sig »højreorienterede«.
Jeg kendte kun meget lidt til både Daily Wire og Jeremy Boreing, som skabte værket og var medforfatter og medinstruktør på det som et hjerteprojekt. Alene af titlen vidste jeg naturligvis, at emnet ville være Merlin og Arthur – »Britannienstoffet«, som det kaldes – og at værket var baseret på en romanserie af Stephen R. Lawhead. Både Lawhead og Boreing er evangelikale kristne. Jeg har aldrig læst nogen af disse romaner, selv om jeg syntes ganske godt om en fremragende senere bog af Lawhead, Byzantium, fra 1997.
Jeg blev derfor glædeligt overrasket over, at mine lave forventninger blev langt overgået. The Pendragon Cycle er særdeles vellavet. Skuespillet, produktionen og fotograferingen er fremragende. Optagelsesstederne i Ungarn og Italien er betagende, og effekterne er vellykkede uden at være overdrevne. Her er ingen anakronistiske afrikanske vikinger. Men alt det kan siges om mangt en professionel produktion. To yderligere elementer gjorde serien til en succes.
For det første trak Lawhead og de manuskriptforfattere, der bearbejdede hans værk, på en rig åre af materiale, som er blevet til gennem århundreder – myter, sange, legender, historie og litteratur – og som stadig har vægt i vores bevidsthed. Den patina, som alderen har givet materialet, formidler både oprigtighed og alvor. Det er som med den nylige Odyssey-film: De stærke scener er Homers; dem uden kraft er instruktøren Christopher Nolans.
Pendragons skabere er ærlige og ydmyge nok til at vide, at de står på skuldrene af giganter. De trækker på den middelalderlige krønikeskriver og katolske gejstlige Geoffrey of Monmouth, det walisiske epos The Mabinogion og andre kilder samt på et rigt væv af sammenvævede keltiske, angelsaksiske, romerske og nordiske rødder.
For det andet er det kristendommen, der forankrer og binder serien sammen på en måde, som giver den mening og dybde. Det røber ikke for meget af handlingen at sige, at Merlin både er en mand med magt og en mand med kristen tro. Serien indfanger på fortrinlig vis det omskiftelige samspil mellem konkurrerende trosretninger og etniske grupper i det senromerske og postromerske Britannien med dets forskellige hedninge og munke, der prædiker en fremmed tro fra Østen. »Stol på Jesu [Jesus], han er det eneste håb for mænd som os, hvis vi da har noget håb,« råder en gammel og vis konge.
Kristendommen, der naturligvis var meget reelt til stede og i vækst i den periode, serien skildrer, fremstilles med en naturlighed og en sikker, finfølt hånd, som er alt for sjælden i underholdningsmedierne. Kristendommen skildres som både naturlig og overnaturlig, accepteret og afvist, uden at forfalde til sødladen eller påtrængende belæring. At ramme den balance er en reel bedrift for en filmskaber til enhver tid, især i det Herrens år 2026.
Efter at have set serien stødte jeg på dette citat fra Jeremy Boreing: »The Pendragon Cycle er kulminationen på en ti år lang vision om at skabe kultur, ikke blot kritisere den. Lawheads romaner skildrer en intens, maskulin kristendom i en verden præget af konflikt og mystik. Den er hverken sødladen eller pænpoleret. Kort sagt minder den meget om vores verden.«
Det er dristige ord, og enhver, der er villig til at kæmpe for og skabe kristen kultur i vores faldne tidsalder, fortjener anerkendelse. Vi har brug for flere sådanne mediekrigere, der ikke blot har en oprigtig tro, men også et ægte kunstnerisk talent – mennesker, som har noget at sige og ved, hvordan de vil sige det.
Det er ikke nogen lille bedrift at have en vision, at visionen er god – som denne er – og at kunne føre den ud i livet med tilstrækkelig kunstnerisk kunnen og overbevisning til, at resultatet fungerer som underholdning. The Pendragon Cycle lykkes med netop det. Lawheads serie består af syv bøger, og denne righoldige og givende produktion omfatter kun de to første. I en tid, hvor så meget af ringere kvalitet bliver finansieret i Hollywood, må man håbe, at filmskaberne får mulighed for at føre hele deres vision ud i livet.
Af Alberto M. Fernandez · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
