Søndagsprædiken fra Mattæus 18, 21-35: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive?"
24. ALMINDELIGE SØNDAG. MATTHÆUS 18, 21–35
”HERRE, HVOR MANGE GANGE SKAL JEG TILGIVE?”
Kære brødre og søstre,
I dag stiller Peter Jesus et spørgsmål, som vi alle sikkert har stillet os selv på et eller andet tidspunkt i vores liv: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive?” Og Peter foreslår endda et svar: ”Så mange som syv gange?”
For Peter lyder syv gange allerede som meget. Og set ud fra et menneskeligt synspunkt er det også meget. Man kan tilgive én gang. Man kan tilgive to gange. Måske kan man bide tænderne sammen og tilgive en tredje gang. Men når nogen bliver ved med at såre dig, svigter din tillid, ydmyger dig, lyver om dig eller bliver ved med at ramme netop det sted, hvor du er mest såret, siger noget inde i os til sidst: Nu er det nok.
Og Jesus svarer: »Jeg siger jer: ikke syv gange, men syvoghalvfjerds gange.«
Med andre ord: Hold op med at tælle. Hold op med at føre regnskab over andres synder.
Og det er netop det, dagens evangelium handler om.
En tjener skylder sin konge et ufatteligt stort beløb. Gælden er så enorm, at han realistisk set aldrig vil kunne betale den tilbage. Så falder han ned på knæ og beder: »Vær tålmodig med mig, så vil jeg betale dig det hele tilbage.«
Og så sker der noget ekstraordinært.
Kongen giver ham ikke mere tid. Han udarbejder ikke en afdragsordning. Han eftergiver hele gælden.
Manden går derfra som en fri mand.
Han burde være den lykkeligste mand i verden. Han burde huske, at han selv for kun et øjeblik siden lå på knæ og tiggede om nåde. I stedet finder han en anden mand, der skylder ham et langt mindre beløb, griber fat i ham om halsen og siger: »Betal det tilbage, du skylder.«
Det er her, tragedien begynder.
Ikke fordi den anden mand ikke havde nogen gæld. Det havde han.
Ikke fordi uretfærdigheden var indbildt. Den var reel.
Tragedien er, at en mand, der havde modtaget en ekstraordinær barmhjertighed, aldrig lærte at blive barmhjertig selv.
Og dette evangelium er ubehageligt, fordi det ikke rigtig handler om en anden.
Det handler om os.
Vi træder frem for Gud præcis som den første tjener. »Herre, vær mig nådig. Herre, tilgiv mig. Herre, giv mig en ny chance.«
Vi går til skrifte. Vi knæler foran Gud med de ting, vi skammer os over. Præsten udtaler absolutionens ord, og Gud tilgiver os virkelig. Han bruger ikke de næste ti år på at minde os om, hvad vi gjorde. Han siger ikke: »Jeg tilgiver dig, men jeg vil aldrig lade dig glemme det.«
Gud tilgiver virkelig.
Og så forlader vi kirken og møder en, der skylder os noget.
En ægtemand. En hustru. Et barn. En forælder. En bror. En søster. En ven. En kollega. Måske endda en præst. En, der for mange år siden sagde noget, der sårede os dybt.
Og pludselig husker vi det hele.
»Jeg husker, hvad du gjorde.«
»Jeg husker, hvad du sagde.«
»Jeg husker, hvordan du behandlede mig.«
Vi kan have en utrolig god hukommelse for andres synder og en bemærkelsesværdig kort hukommelse for vores egne.
Den hellige Johannes Paul II sagde engang: »Der er ingen fred uden retfærdighed, ingen retfærdighed uden tilgivelse.«
Det er ikke et sentimentalt religiøst slogan. Det er en sandhed om ægteskaber, familier, venskaber, samfund, nationer – og om det menneskelige hjerte.
En person, der nægter at tilgive, kan bære rundt på et andet menneske som en fange i årevis. Men til sidst sker der noget forfærdeligt: man opdager, at fængslet er blevet ens eget hjerte.
Men der er noget, vi skal forstå helt klart.
Tilgivelse betyder ikke at lade, som om intet er sket.
Kristendommen beder os ikke om at kalde det onde for godt.
Hvis nogen har såret dig, er såret reelt. Hvis nogen har svigtet din tillid, betyder tilgivelse ikke, at du blindt skal stole på den person igen i morgen. Hvis nogen mishandler dig, betyder tilgivelse ikke, at du skal lade mishandlingen fortsætte.
Du kan tilgive og stadig sætte grænser.
Du kan tilgive og stadig kræve retfærdighed.
Du kan tilgive og stadig sige: »Du skal ikke såre mig sådan her igen.«
Tilgivelse betyder noget dybere:
Jeg nægter at lade det onde, du gjorde mod mig, forvandle mig til en ond person.
Jeg nægter at leve for hævn.
Jeg nægter at stille dig for retten i mit hoved hver morgen.
Jeg nægter at lade noget, du gjorde for ti år siden, styre, hvad der sker i mit hjerte i dag.
Den hellige Augustin udtrykte det enkelt og kraftfuldt: »Tilgiv, og du vil blive tilgivet.«
Det er kernen i dagens evangelium. Den barmhjertighed, vi modtager fra Gud, skal strømme igennem os. Hvis vi kun ønsker barmhjertighed for os selv, men retfærdighed uden barmhjertighed for alle andre, så har vi stadig ikke forstået, hvad barmhjertighed virkelig betyder.
Og jeg ved, at nogen, der lytter i dag, måske tænker:
»Fader, det er let for dig at sige. Du ved ikke, hvad de gjorde mod mig.«
Du har ret.
Det gør jeg ikke.
Nogle sår får folk til at græde i årevis. Nogle ord kan aldrig glemmes. Nogle svigt deler livet op i et »før« og et »efter«. Og nogle gange kommer de dybeste sår fra de mennesker, vi elskede mest, netop fordi de var dem, vi stolede mest på.
Derfor siger Jesus ikke til os i dag: Glem det.
Han siger til os: Tilgiv.
Og nogle gange begynder tilgivelse ikke med en følelse.
Den begynder med en beslutning.
Nogle gange må du knæle foran Gud og sige:
»Jesus, jeg kan ikke gøre det endnu. Alt i mig kæmper imod det. Såret gør stadig ondt. Når jeg ser den person, kommer det hele tilbage. Men Herre, jeg vil ikke hade. Jeg vil ikke have, at dette sår skal styre mig længere. Så i dag lægger jeg denne person i Dine hænder. Gør i mit hjerte, hvad jeg ikke selv kan gøre.”
Og måske bliver du nødt til at bede de samme ord igen i morgen.
Og i overmorgen, igen.
Måske er det også det, der menes med »syvoghalvfjerds gange«.
Nogle gange handler det ikke om syvoghalvfjerds forskellige forseelser.
Nogle gange handler det om syvoghalvfjerds gange at overgive det samme sår til Gud, fordi det bliver ved med at vende tilbage.
Om et øjeblik vil vi komme hen til dette alter.
Og her begynder alle vores beregninger at se helt anderledes ud.
Kristus døde ikke for mennesker, der ikke havde nogen synder.
Han døde for syndere.
For mig.
For dig.
Fra korset sagde Jesus ikke: »Fader, lad dem betale.«
Han sagde:
»Fader, tilgiv dem.«
Så i dag er der ét spørgsmål, der er værd at tage med hjem fra denne kirke:
Hvem holder jeg stadig fast i struben på?
Måske ikke med mine hænder.
Måske med min erindring.
Med tavshed.
Med foragt.
Med sladder.
Med kulde.
Med den endeløse påmindelse om noget, der skete for fem, ti eller tyve år siden.
Spørg ikke i dag, om den person fortjener din tilgivelse.
Du har heller ikke fortjent Jesu Kristi kors.
Barmhjertighed begynder netop der, hvor beregningen af, hvem der fortjener hvad, endelig slutter.
Herre Jesus, lær os at tilgive.
Ikke billigt. Ikke tåbeligt. Ikke ved at lade som om, at ondskab ikke gør ondt.
Lær os at tilgive, så en anden persons synd ikke længere forgifter vores egne hjerter.
Lær os at huske, hvor meget barmhjertighed vi selv har modtaget fra Dig.
Og når vi endnu en gang fristes til at gribe vores skyldner om halsen, så mind os om, at vi selv for kun et øjeblik siden knælede foran Dig og bad:
»Tilgiv os vores skyld, som også vi tilgiver dem, der har forbrudt sig mod os.«
Amen.
EWTN Kaplan p. Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark
