Mexico markerer 500-året for børnemartyrerne

Afbildninger af børnemartyrerne Antonio, Juan og Cristóbal fra Tlaxcala i Mexico

De første martyrer i Amerika var ikke missionærpræster, men tre drenge fra Mexicos oprindelige befolkning, som for 500 år siden arbejdede for at udbrede den tro, de var blevet oplært i og havde taget til sig.

Med en påmindelse om, at deres blod »banede vejen for troen på kontinentet«, indledte bispedømmet Tlaxcala i Mexico markeringen af 500-året for de hellige Cristóbal, Antonio og Juans martyrium. De er kendt som børnemartyrerne fra Tlaxcala og betragtes som Amerikas protomartyrer.

På deres liturgiske mindedag den 23. september indledte bispedømmet Tlaxcala jubelåret for hellighed og mission med en messe. Jubilæet afsluttes den 23. september 2027.

Cristóbal led martyrdøden i 1527, omkring 12 år gammel, efter at hans egen far havde straffet ham for at ødelægge afgudsbilleder. Antonio og Juan gav deres liv to år senere, i 1529, mens de deltog i en evangeliseringsmission.

De blev saligkåret den 6. maj 1990 i Vor Frue af Guadalupe-basilikaen i Mexico City og helligkåret af pave Frans den 15. oktober 2017 på Peterspladsen i Vatikanet.

De forkyndte evangeliet som børn: »De ventede ikke, til de var voksne«

I sin prædiken ved messen den 23. september fremhævede biskop Julio César Salcedo Aquino af Tlaxcala, at fejringen skal sætte fokus på de tre unge martyrers vidnesbyrd som et eksempel på hellighed og forny »missionsiveren«.

Biskoppen påpegede, at Cristóbal, Antonio og Juan, selv om de var børn, »levede helt og fuldt efter Kristi ord«.

»Guds beskyttelse betyder ikke, at man er forskånet for fysiske trængsler eller forfølgelse«, men derimod, at man får nåde til at »holde fast ved troen«, bemærkede han.

I den forbindelse mindede Salcedo om, at Cristóbal »ikke frygtede trusler fra sin egen familie«, mens Antonio og Juan »bevarede glæden ved missionen, selv om de kendte den fare, de befandt sig i«.

»Amerikas protomartyrer ventede ikke, til de var voksne eller havde en officiel titel, før de begyndte at evangelisere«, sagde han. De var blevet undervist af franciskanerbrødre, tilføjede han: »De blev deres folks første kateketer [og dermed] delte de deres troserfaring.«

Biskoppen påpegede, at dette engagement i evangeliseringen til sidst førte til, at de gav deres liv. »De blev slået med køller og brændt, fordi de vidnede om evangeliets sandhed.« At de frivilligt udgød deres blod for Kristus, »var et dybt bevægende eksempel for de oprindelige befolkningsgrupper og banede vejen for troen på kontinentet«, tilføjede han.

Salcedo påpegede, at »børn, teenagere og unge mennesker, som udsættes for så mange sekularistiske ideologier, har brug for forbilleder i fromhed samt apostolisk og missionarisk gavmildhed med rod i evangeliets værdier«.

Det Apostoliske Pønitentiariat har bevilget fuld aflad i jubelåret ved helligdommen for børnemartyrerne i byen Atlihuetzia.

For at opnå den fulde aflad skal de troende opfylde de sædvanlige betingelser: skriftemål, kommunion, bøn for pavens intentioner og løsrivelse fra enhver synd, også tilgivelig synd.

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort af ACI Prensa, den spansksprogede søstertjeneste til EWTN News. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.

Af Diego López Colín · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live