En viral tur på elløbehjul satte denne præst fra Denver i rampelyset, men hans mission rækker langt ud over de sociale medier.
Da pastor Witold Kaczmarzyk tidligere på året ankom til sognet Christ on the Mountain i Lakewood i Colorado, overtog han et sogn, som mange i ærkebispedømmet Denver ikke kendte. Han kom med en opgave fra sin ærkebiskop: at puste nyt liv i menigheden.
Kaczmarzyks løsning omfattede et elløbehjul, lidt humor og en vilje til at træde ud af sin komfortzone ved at bruge de sociale medier – alt sammen i håbet om at hjælpe flere mennesker til at møde Jesus Kristus.
Kaczmarzyk er født og opvokset i Ostrow Wielkopolski i Polen, hvor han boede sammen med sine forældre og sin yngre bror, indtil han var 25 år. Derefter flyttede han til USA for at begynde på præsteseminariet.
Han husker, at han første gang tænkte på at blive præst, da han var seks år. Efterhånden som han voksede op, indså han dog, at præstelivet indebar, at han måtte give afkald på at få sin egen familie. Efter gymnasiet begyndte han at studere i Warszawa med planer om at blive kernefysiker.
»Jeg gik på noget i retning af et polsk MIT [Massachusetts Institute of Technology] i Warszawa. Det var faktisk det, jeg kaldte mit Damaskus: Ligesom Paulus var på vej til Damaskus, var jeg på vej med toget til Warszawa for at forfølge mine drømme, og det var dér, Gud greb fat i mig,« fortalte han EWTN News.
Da Kaczmarzyk ankom til universitetet, mødte han flere mennesker, som begyndte at opmuntre ham til at bede, læse Bibelen og engagere sig mere i sin tro.
»Langsomt kom ønsket fra barndommen igen op til overfladen,« sagde han. »Det føltes lidt mærkeligt, fordi min kærlighed til fysikken og videnskaben blev mindre, mens min kærlighed til Gud voksede dag for dag.«
Efter seks måneder forlod Kaczmarzyk universitetet og begyndte på præsteseminariet. I begyndelsen følte han sig kaldet til at blive missionærpræst og ønskede »at være som apostlene«.
»Jeg ville ikke bare være den kedelige præst i et sogn i Polen. Det er ikke mig. Jeg ville til Afrika, Asien, andre kulturer, sprog [og] farer,« sagde han. »Jeg fortalte mine forældre, at jeg ville være missionær … Mine forældre troede, at jeg var skør. Selv min far sagde: ›Du risikerer at blive dræbt,‹ og jeg svarede: ›Det er endnu bedre. Så bliver jeg martyr; det er en hurtig vej til himlen – skriv mig op.‹«
Kaczmarzyk endte ikke med at blive missionærpræst, men efter to år på det diøcesane præsteseminarium i Polen ønskede han stadig at rejse et andet sted hen. Efter at have søgt på nettet efter polske præsteseminarier uden for Polen skiftede han til Sts. Cyril and Methodius Seminary i Orchard Lake i Michigan. Derefter blev han inviteret af ærkebispedømmet Denver til at blive en af dets stiftspræster, og i 2019 blev han præsteviet.
Ny opgave åbner nye muligheder
Kaczmarzyks nye tjeneste i sognet Christ on the Mountain er hans første som sognepræst. Tidligere havde han været kapellan i flere andre sogne i ærkebispedømmet. Da han modtog opgaven fra ærkebiskop Samuel Aquila, den tidligere ærkebiskop af Denver, fik han besked på at hjælpe mennesker tilbage til Kirken og vække deres glød for Kristus.
»Hver morgen kl. 6 har jeg min hellige time i bøn. Jeg sidder bare med min kaffekop og i pyjamas foran det Allerhelligste Sakramente i præstegården og siger: ›Jesus, jeg har brug for din hjælp, for jeg ved ikke rigtig … Når jeg sammenligner mit sogn med fem brød og to fisk, syner det ikke af meget, men du kan gøre noget med det,‹« mindedes han.
Dette blev Kaczmarzyks daglige bøn. Så faldt han over sognets Facebookside.
»Den havde kun omkring 200 følgere. Ingen i min stab kendte adgangskoden,« sagde han. »De sagde: ›Pastor, der var en pige, som oprettede den, men hun er væk, og ingen kender adgangskoden.‹ Så sagde jeg: ›Lad os kalde det Projekt Lazarus og se, hvad der sker. Lige nu er siden død, og jeg må bede Jesus om at vække den til live igen.‹«
Kaczmarzyk tænkte, at han kunne bruge de sociale medier til at komme i kontakt med sine sognebørn og måske tiltrække flere mennesker til sognet, og han begyndte derfor at lægge opslag ud. Men først da han lagde et billede op af sig selv på et elløbehjul på vej til messen, tog siden for alvor fart.
Kaczmarzyk forklarede, at præstegården ligger en halv mile (omkring 800 meter) fra kirken. I stedet for at køre i bil ville han spare benzinpenge, så han købte det billigste elløbehjul, han kunne finde på Amazon, og begyndte at køre på det til søndagsmessen – selv iført soutane.
En dag efter messen tog et sognebarn et billede af Kaczmarzyk på elløbehjulet og sendte det til ham. Derefter lavede han et enkelt Facebookopslag med billedet. Næste morgen var hans indbakke fuld af positive beskeder, og han havde endda fået e-mails fra lokale nyhedskanaler i Denver, som ville tale med ham.
»Jeg tænkte: Hvorfor er vi så begejstrede for en præst på et elløbehjul? Jeg siger altid til folk, at vi har 2 000 års historie og så mange helgener … Jeg kører bare på mit elløbehjul, og det er mere populært end Thomas Aquinas? Jeg tænkte: ›Hvad har I gang i, folkens?‹«
Derefter begyndte Kaczmarzyk at forstå de sociale mediers potentiale til at nå flere mennesker med evangeliets budskab. Han fortsatte med at dele billeder og videoer på sognets Facebookside og på sine egne profiler på Instagram og TikTok.
Kaczmarzyk er også kendt for at bruge humor i sine prædikener. I sit tidligere sogn var han endda hovednavn ved et udsolgt komedieshow for sognebørnene sammen med sognets sognepræst.
Nu kombinerer præsten sin humoristiske sans med de sandheder, som Den katolske Kirke lærer, i humoristiske reels og memes med relevans for hverdagen. Han laver også mere alvorligt indhold, blandt andet en videoserie med prædikener på ét minut.
Men bag de humoristiske videoer og den kreative måde at række ud på står en præst, som indrømmer, at det ikke falder ham naturligt at træde frem på den måde.
»Jeg er introvert – helt klassisk,« sagde Kaczmarzyk.
Hans ønske om at bringe mennesker tættere på Kristus har imidlertid tvunget ham ud af hans komfortzone, sagde han. Uanset om han lægger korte videoer på nettet, er vært for komedieshows eller samler sognebørn til uformelle samtaler over en øl, ser han det som en mulighed for at nå mennesker, der ellers måske aldrig ville træde ind ad kirkedøren.
»Sociale medier hjælper, fordi der er så mange mennesker på hver platform – måske mennesker, som ikke længere praktiserer deres tro – og det hjælper, hvis jeg bruger min humor,« sagde han. »Det er ikke hele tiden et alvorligt budskab … Når jeg laver en eller anden sjov sketch, ser folk først og fremmest, at jeg er normal, at jeg er et menneske, og at jeg kan være sjov. Så får de måske lyst til at komme i kirke om søndagen, for det er naturligvis målet: at mennesker vender tilbage til Kirken, til Jesus – ikke til mig.«
Han tilføjede: »Hovedmålet er naturligvis at få mennesker indenfor, så de kommer til Jesus og møder ham gennem sakramenterne, især eukaristien og skriftemålet. Sociale medier er altså et fantastisk redskab, men de er kun et redskab; de er ikke målet med det hele. De er blot redskabet til at få mennesker indenfor, så de kan forelske sig i Gud.«
Af Francesca Pollio Fenton · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
