María Elena Rocha fortæller, hvordan hendes tro og tillid til Gud fortsat bærer hende, selv om hun mistede sin mand og sine to sønner under sidste sommers jordskælv i Venezuela.
Den 24. juni 2026 var María Elena Rocha i Caracas. Den onsdag var en helligdag i Venezuela, og hun besluttede at begive sig ud på en pilgrimsvandring sammen med to venner for at besøge steder med tilknytning til Venezuelas første helgener: den hellige Carmen Rendiles og den hellige José Gregorio Hernández.
Hendes hengivenhed fik den timelange rejse ad omveje fra hendes hjem i La Guaira til hovedstaden til at føles kortere. María Elena boede med sin familie i ejendommen Caribbean Golf I i La Guaira: hendes mand Wilson og deres sønner, 25-årige Ricardo og 22-årige Enrique. Alle tre havde valgt at blive hjemme den dag.
I Caracas forløb dagen som normalt. María Elena og hendes venner besøgte Colegio Belén, hvor Moder Carmens jordiske rester hviler. Bagefter tog de til José Gregorio Hernández’ husmuseum og afsluttede pilgrimsvandringen med en messe i sognet Vor Frue af La Candelaria, hvor også de jordiske rester af »de fattiges læge« hviler.
Jordskælv og uvished
Kl. 18.04 stod María Elena og hendes venner i kø for at købe is. Mørkegrå skyer over Caracas varslede et uvejr, men brølet skulle ikke komme fra himlen, men fra jorden. I samme øjeblik rystede jorden ekstremt voldsomt, og panikken tog over. Det lykkedes de tre at komme ud af det indkøbscenter, de befandt sig i.
Kort efter brød elnettet sammen, og både internet- og telefonforbindelserne forsvandt. Først to timer senere lykkedes det gruppen at hente bilen, hvor den stod parkeret, og begynde hjemturen – en tur, der denne gang syntes at vare evigt.
María Elena fortalte EWTN News Español, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste, at det, hun mødte i La Guaira, lignede noget fra en gyserfilm. Langt ud på natten blev mørket kun brudt af brande. Hele bygninger var styrtet sammen. Folk ledte desperat i murbrokkerne, mens andre stjal og plyndrede. Der lød skrig og klageråb, og folk græd.
Hjemturen var vanskelig, ikke alene fordi vejen var beskadiget, men også på grund af det chok, synet fremkaldte. Hver tilbagelagt meter og hvert syn af lidelse og ødelæggelse var endnu et slag mod det håb, María Elena stadig klamrede sig til: håbet om at blive genforenet med sine kære. Den sidste vej hjem måtte hun gå til fods.
María Elena møder en ufattelig smerte
Det var næsten midnat, da María Elena så, at der, hvor ejendommen Caribbean Golf I tidligere havde stået, nu kun lå en enorm bunke murbrokker. Den 49-årige kvinde fortalte, at hun trods tragedien paradoksalt nok følte en dyb indre fred. Midt i forvirringen fik hun at vide, at et af hendes børn var i live, men fanget i murbrokkerne. Med stort besvær banede María Elena sig vej frem til stedet.
Det var Enrique, hendes yngste søn. Han var alvorligt kvæstet, men kunne tale med sin mor. De første timer efter jordskælvene var kaotiske i La Guaira; redningsarbejdet måtte udføres med håndkraft, fordi det nødvendige udstyr til en hurtig indsats ikke var til rådighed. Det blev en meget lang nat, hvor Enrique bad María Elena om ikke at forlade ham. »Bare rolig, min søn, jeg vil aldrig lade dig være alene,« sagde hun til ham.
Så blev det morgen og siden eftermiddag. Fanget og med stærke smerter kunne Enrique ikke holde ud længere. María Elena, som hele tiden var tæt på ham, fortalte, at hun hørte hans sidste åndedrag: »Han ventede på mig, før han drog sit sidste suk.« Enrique døde dér ved siden af sin far og sin storebror. Først flere dage senere lykkedes det redningsfolkene at bjærge deres lig, hvorefter María Elena kunne give dem en kristen begravelse.
»Min tro blev stærkere,« sagde María Elena. Hendes vej har dog ikke været let. Den har været præget af smerte, bebrejdelser og til tider endda vrede mod Gud. María Elena stod alene tilbage og søgte ofte efter svar.
»Jeg kæmpede med Gud. Jeg var fyldt af raseri. ›Hvorfor efterlod du mig her? Er jeg så slem, at jeg er nødt til at blive her?‹ Alligevel overgav jeg al min lidelse til Gud, for at deres sjæle måtte blive helliggjort,« fortalte hun.
Hendes største tilflugtssted har altid været troen. Nu deltager hun regelmæssigt i en bedegruppe i et sogn i Caracas, og det har ifølge hende været til stor gavn. Hun søger at opnå aflad for sin mand og sine børn og fortæller, at hun altid forsøger at være munter og »lade andre se Gud i mig«.
»Trods det store tab, jeg har lidt, har jeg bevaret min sans for humor. Det var en af de ting, jeg bad Gud om, da min søn Enrique døde. I dyb smerte accepterede jeg hans død og betroede ham til Gud, men jeg bad om, at Gud ikke måtte tage glæden fra mig, for jeg havde altid været den, der bragte glæde ind i vores hjem. Det plejede mine børn og min mand at sige,« bemærkede hun.
»Jeg ønsker, at min mand og mine børn skal være stolte af deres hustru og mor. Jeg ved, at hvis jeg er lykkelig, vil de også være lykkelige. Lykke er et valg, og jeg har valgt at betro min lykke til Gud, fordi han ønsker, at vi alle skal være lykkelige,« tilføjede hun.
Den 24. oktober er det fire måneder siden den frygtelige dag. Mere end 6.000 venezuelanere mistede livet på få sekunder; tusinder blev såret, og mange andre er fortsat savnet.
»Trods alt takker jeg Gud for, at jeg i det øjeblik kunne tale med min yngste søn. Jeg er Gud taknemmelig for livet,« siger María Elena, men tilføjer med den humor, hun ikke har mistet: »Selv om jeg også beder ham om snart at hente mig.«
»Jeg beder om, at jeg snart må fuldføre min mission, så jeg kan komme i himlen, for det er det, jeg længes allermest efter i disse dage. Heller ikke tidligere var jeg bange for døden, for det er vores bestemmelse: at dø for at leve, og jeg ønsker at leve med Gud,« sagde hun.
María Elena siger, at hun endnu ikke ved, hvad der skal blive af hendes liv, men understreger, at hun har »overgivet sig« til det, Forsynet måtte beslutte.
Et budskab om lidelsens værdi
Kirken lærer os, at Gud ikke ønsker lidelsen for dens egen skyld, og at han heller ikke er dens direkte årsag.
Forklaringen på, hvordan Gud kan tillade det onde uden at være dets ophav, er dyb, men den giver ikke et fuldstændigt svar på smerten ved det enkelte tab. I troen holder vi fast ved, at Gud kan frembringe noget godt selv af det onde; men det gør ikke uskyldige menneskers død til noget godt, og det retfærdiggør heller ikke tragedier.
En sådan lidelse kan få mening, når den gennemleves i forening med Kristus. Som forholdene i Venezuela efter jordskælvene har vist, kan smerte vække solidaritet og gensidigt ansvar; den kan endda få et samfund til at overveje, hvordan det kan blive bedre. Det er María Elenas overbevisning.
»Vi har lidt i årevis. Prøv bare, så skal du se: Når du overgiver den lidelse til Kristus – alle de små ting, vi går igennem, de øjeblikke af vrede og harme – og ofrer dem til Jesus for et andet menneskes skyld, vil du se, hvordan velsignelserne følger efter,« sagde hun.
»Og én ting til: Tak Gud for alt. Det er utroligt: Når man takker Gud for både det dårlige og det gode, følger velsignelserne efter. Jeg siger ikke, at der ikke fortsat vil opstå problemer; selv har jeg stadig rigeligt at kæmpe med, men når vi er sammen med Gud, bliver vores byrder lettere,« sagde María Elena.
»Jeg er ikke alene, for jeg har Gud; jeg har den allerhelligste Jomfru Maria, som altid har været hos mig, og hvis nærvær jeg har mærket. Og hvem skulle kende denne smerte bedre end hun?« sagde hun.
Denne artikel blev først offentliggjort af EWTN News Español, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Andrés Henríquez · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
