KOMMENTAR: En diakon er ikke blot en gavmild frivillig med en officiel titel. Ved ordinationen bliver han sakramentalt formet efter Kristus som tjener.
På lidt mere end et halvt århundrede er en ordineret tjeneste, der stort set var forsvundet som et permanent kald i den latinske Kirke, blevet en velkendt del af det katolske kirkeliv i USA.
En nyere landsdækkende undersøgelse fra Center for Applied Research in the Apostolate (CARA) anslår, at der er omkring 21 500 permanente diakoner i USA. De gør ganske vist tjeneste ved alteret, men også på hospitaler og i fængsler, på skoler og arbejdspladser samt i hjem og nabolag. Mange er ægtemænd, fædre og bedstefædre. Deres liv bringer dem i kontakt med mennesker, som måske sjældent eller aldrig kommer i en kirke.
Denne brede tilstedeværelse i vor tid er bemærkelsesværdig. Selve diakonatet er gammelt, men genindførelsen i dette omfang kalder på mere end en statistisk konstatering. Hvad mon Gud siger til Kirken gennem disse tusinder af ordinerede tjenere, der lever midt i menneskelivets almindelige glæder, kampe og sår?
For katolikker, der først og fremmest kender diakonen som den mand, der forkynder evangeliet under messen, fører spørgsmålet videre til et andet: Hvad er en diakons egentlige opgave? Svaret er ikke blot, at han hjælper præsten. En diakon ordineres til et selvstændigt trin i ordinationens sakramente, en tjeneste, der gør Kristus som tjener synlig gennem Ordet, liturgien og næstekærligheden. For at forstå, hvorfor det har betydning, kan vi vende tilbage til en begivenhed i Apostlenes Gerninger.
I Apostlenes Gerninger 6,1–6 vokser den unge Kirke, men ikke uden vanskeligheder. De græsktalende troende klager over, at deres enker bliver forsømt ved den daglige uddeling af hjælp. Det, der begynder som et praktisk problem, blotlægger et sår i fællesskabet: Nogle af de mest sårbare lemmer på Kristi Legeme bliver overset. De tolv apostle forsamler menigheden og beder den vælge syv mænd, som har et godt omdømme og er fyldt med Ånden og visdom. Derefter betror apostlene dem opgaven ved bøn og håndspålæggelse.
De tolv forklarer, at de ikke bør tilsidesætte Guds ord for at »gøre tjeneste ved bordene« Umiddelbart kan udtrykket synes at pege på en enkel arbejdsdeling: Apostlene prædiker, og de syv uddeler mad. De forsømte enker havde virkelig brug for materiel omsorg, og Kirkens svar kunne ikke nøjes med at være rent åndeligt eller retorisk. Alligevel forhindrer selve fortællingen os i at gøre »tjeneste ved bordene« til en snæver opgavebeskrivelse.
Tænk på Stefanus og Filip, to af de syv. Stefanus bliver ikke stående bag en udleveringsdisk. Fyldt af Helligånden forkynder han Kristus, udlægger Israels historie og aflægger vidnesbyrd helt ind i martyrdøden (ApG 6–7). Filip rejser til Samaria, forkynder evangeliet og forklarer senere Skriften for en etiopisk rejsende, før han døber ham (ApG 8). Deres tjeneste folder sig ud som forkyndelse, evangelisering, sakramental tjeneste og et vidnesbyrd, der kræver store ofre.
Bordet er således et udgangspunkt, ikke en grænse. Vi bør ikke ukritisk læse den senere sakramentale ordning med diakoner tilbage i Apostlenes Gerninger: Lukas kalder ikke de syv for »diakoner«. Ikke desto mindre har Kirken længe set et stærkt billede i denne passage på en tjeneste, der udspringer af fællesskabets behov og udfolder sig i Åndens kraft.
Dette billede kaster lys over det moderne permanente diakonat. Det Andet Vatikankoncil genindførte diakonatet som et permanent trin i den ordinerede tjeneste i den latinske Kirke og beskrev diakoner som ordineret »ikke til præsteskabet, men til tjenesten« (Lumen Gentium, 29). Diakoner forkynder evangeliet, kan prædike og døbe, være vidne ved vielser, bistå ved eukaristien, lede visse liturgiske handlinger og udøve næstekærlighedens gerninger. Men diakonatets betydning er større end summen af disse opgaver.
Her møder vi en vigtig skelnen. Mange af de opgaver, diakoner varetager, udføres også af engagerede katolske lægfolk. Det, der adskiller diakonen, er imidlertid ikke blot, hvad han gør, men hvem han er blevet gennem ordinationen. Gennem ordinationens sakramente indtræder han i den gejstlige stand og modtager et uudsletteligt åndeligt præg, som former ham efter Kristus som tjener.
Denne sakramentale ligedannelse knytter diakonen dybt og mystisk til Kristus i hans selvhengivende tjeneste – ikke for diakonens egen skyld, men til gavn for Kirken. Hans kald er derfor mere end en bestemt opgave eller et bestemt ansvar. Han er kaldet til at gøre Kristus nærværende som tjener på en særlig sakramental måde, så hele fællesskabet kan erkende og tage imod sit eget kald til tjeneste.
Vi taler ofte om diakonens trefoldige tjeneste for Ordet, liturgien og næstekærligheden. Det er fristende at forestille sig tre adskilte områder. I virkeligheden er de udtryk for én diakonia, én tjeneste for Kristus og hans Kirke.
Når diakonen forkynder evangeliet, tjener han Ordet, der kalder Kirken til omvendelse. Ved alteret bistår han i den gudstjeneste, hvorigennem Kristus forsamler og nærer sit folk. I verden hjælper han Kirken med at se og møde Kristus i dem, der lider eller er blevet glemt.
Diakonens vigtigste bidrag til Kirken findes dog måske ikke i de enkelte tjenester, han udfører, men i det vidnesbyrd, han aflægger. Gennem ordinationen er han kaldet til at være et særligt fremtrædende vidne om Kristus som tjener og dermed synliggøre den selvhengivende kærlighed, der ligger i hjertet af Kirkens identitet og mission. Hans kald består ikke blot i at tjene andre, men også i gennem sin tjeneste at inspirere, styrke og give både gejstlige og lægfolket mod til mere helhjertet at tage deres eget kald til tjeneste på sig.
Diakonen erstatter ikke andres tjeneste; han er med til at vække den. I den forstand er diakonatet ikke blot endnu en tjeneste i Kirken, men en sakramental påmindelse om, hvad hele Kirken er kaldet til at blive i Kristus.
Denne enhed bliver tydeligere, når vi vender tilbage til kravene til de syv. Apostlene efterspørger ikke først dygtige organisatorer. De søger mænd, der er fyldt med Ånd og visdom. Før Lukas fortæller os, hvad disse mænd skal gøre, fortæller han os, hvilken slags mænd de skal være. Det, de er, går forud for det, de gør. Kort sagt må den ydre tjeneste udspringe af et indre liv, der er formet af Gud.
Her ligger kernen i den diakonale spiritualitet. En diakon er ikke blot en gavmild frivillig med en officiel titel. Ved ordinationen bliver han sakramentalt formet efter Kristus som tjener. Hans tjeneste skal til stadighed næres af bøn, Skriften, eukaristien og Kirkens daglige lovsang. Ellers kan selv beundringsværdig virksomhed ende som ren religiøs travlhed. Diakonen kan ikke på troværdig vis være et tegn på Kristi tjeneste, hvis han forsømmer fællesskabet med Kristus selv.
Af dette fællesskab udspringer en særlig opmærksomhed. Ligesom apostlene, der blev stillet over for de forsømte enker, må diakonen lære at lægge mærke til, hvor mennesker mangler ved bordet: den isolerede ældre nabo, familien, der tynges af sygdom, den fængslede, den, der føler sig uvelkommen i sognet, og de fattige, hvis lidelse er blevet usynlig. Hans kald gør ham ikke til den eneste kristne med ansvar for disse mennesker. Hans ordinerede tjeneste bør derimod vække hele Kirken til den tjeneste, som dåben allerede forpligter alle til.
Det er med til at forklare, hvorfor de permanente diakoners tilstedeværelse midt i hverdagslivet er så betydningsfuld. Mange arbejder, opdrager børn og deler hverdagsvilkår med dem, de tjener. Deres nærhed til verden er ikke blot en tilfældig omstændighed ved deres kald; den kan blive et sted for møde og vidnesbyrd. Diakonen står ved alteret, men det er ikke meningen, at han skal blive der. Han bringer verdens sår ind i Kirkens bøn og bærer Kirkens mission med sig tilbage ud i verden.
Hvad mon Gud da siger til Kirken gennem den bemærkelsesværdige genindførelse af det permanente diakonat? Selv om vi ikke kan foregive at kende hele svaret, giver Apostlenes Gerninger 6 og Stefanus’ og Filips vidnesbyrd os en vigtig indsigt. Kirkens fællesskab med Kristus er aldrig bestemt til at forblive indadvendt.
Vores møde med ham må føre os ud til andre i tjeneste. Denne tjeneste får imidlertid konkret form i den enkeltes særlige kald og livsstand. For en hustru og mor kan det betyde at lade sin mands og sine børns behov gå forud for sine egne. For en præst kan det betyde tålmodigt at følges med et sognebarn, der har det svært, selv når det afbryder en i forvejen krævende dag.
Gennem sit sakramentale vidnesbyrd om Kristus som tjener minder diakonen både gejstlige og lægfolket om, at tjeneste er afgørende for Kirkens identitet og mission, selv om den kommer forskelligt til udtryk alt efter den enkeltes kald. Hans liv mellem alteret og verden skal inspirere, styrke og give hele Kirken mod til at bringe Kristi kærlighed til dem, der venter på at blive set, taget imod og tjent.
Af Deacon Dominic Cerrato · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
