KOMMENTAR: Fra vedvarende messe-deltagelse til førtidsplanlægning af begravelsen. Katolikker kan allerede nu træffe foranstaltninger for at sikre, at der bliver bedt for deres sjæle efter døden.
»Kan din familie beslutte, at du ikke skal have en begravelsesmesse, selv om du udtrykkeligt har ønsket det?«
Svaret fra en katolsk foredragsholder, der arbejdede hos en bedemand, lød: »Desværre ja.«
For et par generationer siden var det utænkeligt, at en troende katolik ikke fik en begravelsesmesse. Taleren fortalte, at hun har set tilfælde, hvor selv katolikker, der gik til kommunion hver dag, ikke fik en begravelsesmesse, fordi børnene ikke respekterede deres forældres ønsker – selv når den afdøde havde planlagt sin egen begravelse.
Begravelsesceremonier ved graven eller sammenkomster til »fejring af livet« er begyndt at erstatte begravelser, men det er begravelsesmessen, der yder den udødelige sjæl åndelig omsorg og forbinder sorgen med håbet om opstandelsen. Kirken går ikke ud fra, at en sjæl er i himlen; helvede og skærsilden er virkelige. Der findes mange klare bibelsteder om skærsilden, og ifølge Catechism of the Catholic Church (1030–1032) gennemgår de, der dør i Guds nåde, men stadig er bundet til synd eller har utilgivne tilgivelige synder, en endelig renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at komme i himlen. Bønner og messer kan hjælpe os, hvis vi endnu ikke er i himlen.
Færre katolikker får en begravelsesmesse på grund af præstemangel og enkelte afslag, men et stigende antal familier vælger den fra, fordi de ikke ønsker besværet eller udgiften, ikke forstår dens betydning eller har forladt Kirken og måske er fjendtligt indstillet over for den. (færre katolikker, der får en begravelsesmesse)
Den katolske begravelsesmesse er imidlertid den centrale tradition, når de troende skal stedes til hvile. Order of Christian Funerals beskriver den således:
Når en kristen dør – en kristen, hvis trosliv begyndte i dåbens vand og blev styrket ved eukaristiens bord – går Kirken i forbøn for den afdøde, fordi den fast tror, at døden ikke er afslutningen og heller ikke bryder de bånd, der blev knyttet i livet. Kirken drager også omsorg for de sørgende og trøster dem i begravelsesritualerne med Guds trøstende ord og eukaristiens sakramente.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din familie vil respektere dit ønske om en begravelsesmesse, eller hvis du blot vil sikre dig endnu flere bønner og messer efter din død, er her nogle forslag.
1. Indgå en aftale med venner. Du kan aftale med venner og familie, at der skal fejres en mindemesse i et katolsk sogn for din sjæls hvile. Sogne beder typisk om et fast stipendium på omkring 10–20 dollar. Hvis du er med i en vennekreds eller en gruppe som en bogklub, kan I overveje at love hinanden, at I alle vil sørge for, at der bliver fejret messer for den pågældende, hver gang en af jer dør.
2. Vær medlem af en katolsk sammenslutning, der beder for sine afdøde medlemmer. Catholic Daughters of the Americas har eksempelvis en præst som kapellan for hver lokalafdeling. Det er skik, at præsten mindes det afdøde medlem ved en særlig mindemesse. Knights of Columbus har programmet »Remembering Our Faithful Departed«, som opfordrer lokalrådene til at ære og bede for de afdøde i deres råd, familier og sognefællesskab. Medlemskab af sådanne katolske sammenslutninger giver mulighed for at tjene Kirken, mens man lever, og for selv at blive bedt for efter sin død.
3. Lad dig indskrive til evige messer. Ved en sådan indskrivning optages en person – levende eller afdød – varigt, så vedkommende mindes i de daglige bønner og messer hos en katolsk orden, eksempelvis kapucinerne, franciskanerne, salesianerne eller trinitarierne. Du giver en beskeden donation, og ordensfællesskabet indskriver modtagerens navn i sit åndelige register. De indskrevne får løbende del i eukaristiens nådegaver og den pågældende ordens gode gerninger resten af livet og derefter, indtil de når himlen.
4. Lad dig indskrive til gregorianske messer. Gregorianske messer er 30 messer, der fejres på 30 på hinanden følgende dage for én afdød sjæls hvile i skærsilden. De kan kun fejres for afdøde, men du kan på forhånd træffe aftale om dem for dig selv. Kontakt en religiøs organisation, et præsteseminarium eller en helligdom – eksempelvis Salesianerne af Don Bosco eller nationalhelligdommen for den guddommelige barmhjertighed – for at aftale messeintentionen og afsætte et offerbeløb. Du modtager et certifikat, som skal opbevares sammen med dine vigtige papirer, med instruktioner om, at din familie skal sende det til præsterne umiddelbart efter din død.
Denne praksis har rødder i det sjette århundrede hos pave St. Gregor den Store. I The Dialogues of Saint Gregory the Great skriver han, at han havde befalet, at der skulle fejres 30 messer i træk for en nyligt afdød munk ved navn Justus. Da messerne var afsluttet, viste Justus sig angiveligt for en medbroder for at meddele, at han var blevet udfriet fra skærsilden.
5. Planlæg og betal på forhånd. Hvis du er i tvivl om, hvad dine børn vil gøre, så gør det klart for dem, at du ønsker en begravelsesmesse. Kontakt en lokal bedemand for at indgå og betale en forhåndsaftale om din begravelse. Familiemedlemmer kan ikke uden videre ændre en aftale, du allerede har betalt for. Hvis du tror, at dine børn ikke vil respektere dine ønsker, så udpeg en betroet ven eller en neutral tredjepart – i overensstemmelse med lovgivningen der hvor du bor – til at tale din sag efter din død. Fortæl derefter din sognepræst om dine ønsker til begravelsen og de aftaler, du har indgået.
De velsignelser, vi modtager gennem bønner og messer, har stor kraft. Vi kan finde trøst i at have truffet nogle forberedelser til tiden efter vores død. Derefter kan vi gå videre med livet og tage imod alt det, Gud har til os her og nu.
Af Patti Maguire Armstrong · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
