Tidligt fredag d. 6 november rejste pave Leo XIV til Uruguay, Argentina og Peru.
Vatikanstaten – onsdag den 4. november 2026 kl. 6.30.
Tidligt fredag morgen rejsete pave Leo XIV til Uruguay, Argentina og Peru. Siden pavevalget i maj 2025 har der været spekulationer om en sådan rejse, fordi Leo i mange år havde virket som missionær og senere som biskop i Peru. Mens den argentinskfødte pave Frans aldrig besøgte sit hjemland i løbet af sit omkring 13 år lange pontifikat, aflægger Leo nu landet et besøg.
Rejsen slutter først tirsdag den 17. november, selv om hjemrejsen begynder allerede den 16. november.
Først går turen altså fra Rom mod Uruguay kl. 7 om morgenen. Paven lander i hovedstaden Montevideo kl. 16.30 lokal tid. Tidsforskellen til Rom er præcis fire timer, så i Rom er klokken da allerede 20.30. Efter velkomstceremonien taler Leo kl. 17.45 til repræsentanter for staten, civilsamfundet og det diplomatiske korps, inden han mødes med Uruguays præsident, Yamandú Orsi. Dagen slutter kl. 19.10 med vesper i Montevideos katedral sammen med biskopper, præster, diakoner, ordensfolk og seminarister. Efter pavens indre ur vil det da allerede være efter midnat.
Den 7. november tager Leo på et kort besøg i Paysandú, lige ved grænsen til Argentina. Her fejrer han messe kl. 10 og vender derefter tilbage til Montevideo. Her følger om aftenen aftaler med en times mellemrum: først et møde i et sogn kl. 17, dernæst et møde med repræsentanter for uddannelsessektoren kl. 18 og endelig en bønnevigil kl. 19 på Estadio Centenario, et stadion med plads til omkring 60 000 mennesker.
Om søndagen fejrer pave Leo messe i Montevideo kl. 10.30. Om eftermiddagen tager han afsked med Uruguay og flyver til Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Tidsforskellen til Rom er fortsat fire timer. Velkomstceremonien og mødet med præsident Javier Milei finder sted inden et møde kl. 18.30 med repræsentanter for staten, civilsamfundet og det diplomatiske korps.
Dagen den 9. november begynder for paven kl. 9.15 med et besøg på Pequeño Cottolengo Don Orione de Claypole, en institution for mennesker med handicap. Kl. 11.30 fejrer han messe. Om eftermiddagen tager Leo kl. 16.10 til Det Pavelige Katolske Universitet i Argentina for at deltage i et møde, efterfulgt af et møde med repræsentanter for kristne fællesskaber og andre religiøse traditioner. Dagen slutter med vesper i Buenos Aires’ katedral med deltagelse af biskopperne og de »synodale teams« samt en middag med de argentinske biskopper.
Om morgenen den 10. november flyver Leo fra Buenos Aires til Córdoba i hjertet af Argentina. Her fejrer han messe kl. 10 og mødes om eftermiddagen med biskopper, præster, diakoner, ordensfolk og seminarister i byens katedral. Derefter vender han tilbage til Buenos Aires, og dagen slutter med en bønnevigil sammen med unge mennesker.
Den 11. november skal paven tage afsked med Buenos Aires og rejse videre til Peru. Inden afrejsen besøger Leo kl. 8 et fængsel og fejrer messe kl. 10. Han ankommer til Lima, Perus hovedstad, kl. 17.30 lokal tid. Her er tidsforskellen til Rom seks timer, så i Rom vil klokken allerede være 23.30. Som i de to foregående lande, Uruguay og Argentina, står der også i Peru en velkomstceremoni på programmet, dernæst et møde med præsident Keiko Fujimori og til sidst en tale til repræsentanter for staten, civilsamfundet og det diplomatiske korps.
Leo tilbringer hele den 12. november i Lima. Kl. 9.30 mødes han med biskopperne, kl. 10.20 er der bøn sammen med gejstlige, ordensfolk, seminarister og »synodale teams«, og kl. 11.30 taler paven om udfordringerne og håbene for det peruvianske folks fremtid. Om aftenen fejrer Leo en bønnevigil sammen med unge mennesker kl. 18 og spiser til sidst middag med landets biskopper kl. 20.
Den 13. november, en fredag, vender pave Leo i særlig grad tilbage til sine egne rødder, idet han rejser til Chiclayo, hvor han var biskop fra 2015 til 2023. Kl. 10.30 fejrer han messe og besøger derefter et kapel, der er opkaldt efter ærkebiskop Óscar Romero, som blev helligkåret af pave Frans i 2018. Romero regnes for en repræsentant for befrielsesteologien. Kl. 16.30 mødes Leo med biskopper, præster, ordensfolk, seminarister og »synodale teams«. Derefter følger et møde på Universidad Católica Santo Toribio de Mogrovejo. Til sidst spiser han kl. 19 middag med præsterne i bispedømmet Chiclayo, som han selv engang havde ansvaret for.
Den følgende lørdag finder kroningen af en madonnafigur sted kl. 8 i katedralen i Chiclayo. Derefter flyver han med helikopter til Santa Cruz de Succhabamba, en lille by i den nordlige del af landet, for at fejre messe der kl. 11. Herefter vender han tilbage til Chiclayo, hvor et bedemøde kl. 17.30 afslutter dagen.
Den 15. november er en søndag. Leo flyver til Cusco i det peruvianske højland i Andesbjergene. Her holder han kl. 10.30 en tale til befolkningen og beder Angelus, inden han flyver videre til Pucallpa i landets Amazonasområde. I byen mødes Leo kl. 15 med missionærer og repræsentanter for folkeslagene i Amazonasområdet, hvorefter der følger en messe kl. 16.45. Om aftenen vender Leo tilbage til Lima.
Den 16. november besøger pave Leo kl. 8.30 en institution for ældre mennesker, der er blevet ladt alene. Derefter følger en messe kl. 10.30. Afgangen fra Peru er planlagt til kl. 13.45. Flyet vender tilbage til Rom i løbet af natten og ventes at lande om formiddagen den 17. november.
EWTN sender de offentlige programpunkter under pave Leo XIV’s rejse i november direkte på tv og på internettet.
Af CNA Deutsch Nachrichtenredaktion · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark





