I en bog gennemgår Rinaldo Marmara historien om Kirkens ejendomme i Tyrkiet.
Da et ødelæggende jordskælv ramte Tyrkiet i 2023, opstod spørgsmålet straks om, hvordan og til hvem den humanitære hjælp skulle sendes. Den katolske Kirke har nemlig ikke status som juridisk person, og derfor er det vanskeligt selv at foretage noget så enkelt som en bankoverførsel gennem Istituto delle Opere di Religione.
Spørgsmålet om Kirkens status som juridisk person har længe været et problem i Tyrkiet. Nu foreligger en undersøgelse af Rinaldo Marmara, udgivet på fransk, som gennemgår historien og peger på en mulig udvej. Bogen er udkommet på fransk med titlen Personnalité Juridique de l’Église Latine Catholique de Turquie og tegner gennem en omfattende historisk gennemgang et billede af den nuværende situation, før den retter blikket mod nutiden og foreslår en mulig løsning for den aktuelle situation.
Marmara forklarer ACI Stampa, hvorfor han har skrevet bogen.
Hvorfor er spørgsmålet om den latinske katolske Kirke i Tyrkiet så afgørende?
Det juridiske spørgsmål vedrørende den latinske katolske Kirke i Tyrkiet har historiske rødder, og hvis man ikke forstår historien, kan man heller ikke forstå, hvorfor vi befinder os i denne situation. Da sultan Mehmed II, kaldet Fatih, i 1453 erobrede det, der i dag er Istanbul, forstod han den katolske Kirkes særlige karakter og adskilte den fra Det Osmanniske Riges »millet« (nationer). Fatih havde således forstået det særlige ved det osmanniske latinske samfund, som gennem sit kirkelige hierarki var underordnet Den Hellige Stol. Det osmanniske latinske samfund blev derfor fra begyndelsen ikke anerkendt som et millet og fik ingen juridisk status.
Hvorfor?
Historikere har diskuteret årsagen indgående. Det er blevet hævdet, at man på denne måde videreførte et fjendskab mellem katolikker og ortodokse, fordi kun de sidstnævnte blev anerkendt. Den egentlige årsag er imidlertid, at det latinske katolske samfund ikke kunne indpasses i Det Osmanniske Riges ikke-muslimske samfund (det ortodokse og det armenske), der havde national karakter, var autonome og underlagt en religiøs leder, som var osmannisk undersåt, valgt lokalt og desuden skulle godkendes af regeringen. En anerkendelse af det latinske katolske samfund som millet (nation) ville have skabt en form for kolonisering, og det var utænkeligt.
Hvordan ser situationen ud i dag?
I 1915 stadfæstede monsignore Angelo Dolci Fatihs afvisning af anerkendelse af det osmanniske latinske samfund som en nation og modsatte sig kraftigt planen om at oprette et latinsk patriarkat i Konstantinopel. Patriarken ville ligesom lederne af de øvrige patriarkater være underlagt Det Osmanniske Rige. Det var utænkeligt for den latinske katolske kirke, som ikke kunne acceptere en direkte indblanding i sin åndelige myndighed med henblik på en ny kirkelig organisering. Det osmanniske tilbud var kort sagt uholdbart. Årsagen var, at den katolske kirke ikke kunne blive en lokal eller national kirke [i dag en forening eller fond] som de ortodokse og armenske kirker.
Hvad bør Kirken gøre i dag?
Ethvert initiativ til i dag at oprette en forening eller fond for den latinske katolske Kirke ville være en skæbnesvanger historisk fejltagelse. Det ville berøve netop denne Kirke dens særlige universelle karakter og samtidig skabe en dissident enhed – en lokal kirke – tiltænkt et ganske bestemt formål …
Selv om vi udelukker en generel status som juridisk person, der ville bringe de andre trossamfund i en vanskelig situation, fordi de kun er juridisk anerkendt gennem deres stiftelser, går vi ind for et konkordat – i form af en aftale eller blot en status quo – mellem Den Hellige Stol og Republikken Tyrkiet. Det skulle alene sikre juridisk beskyttelse af de omkring 70 tilbageværende latinsk-katolske religiøse institutioner over hele landet og give mulighed for at vedligeholde dem, så deres historiske fremtræden bevares intakt.
Og hvad med Marias Hus i Efesos?
Vi er generelt imod ethvert initiativ til at oprette en forening eller fond i den latinske katolske kirkes navn, som skal fungere som juridisk person. Marias Hus i Efesos er en anden sag. Det er en uafhængig lægforening, der er oprettet efter tyrkisk ret og forvalter en bestemt bygning. Det skete efter ønske fra ærkebiskoppen af Smyrna, Giuseppe Descuffi, der var lazarist. Søster Marie de Mandat-Grancey fra Barmhjertighedens Døtre købte den grund, hvor Marias Hus blev opdaget som følge af Catherine Emmerichs åbenbaringer.
Bestyrelsen for Foreningen for Jomfru Marias Hus i Efesos har netop udnævnt mig til formand for forberedelseskommissionen for 1600-årsdagen for koncilet i Efesos (431–2031).
Formålet er gennem forskellige initiativer og aktiviteter at fremhæve Jomfru Marias Hus i forbindelse med valget af værtssted for dette tredje økumeniske koncil.
Jomfru Marias Hus ligger på Nattergalebjerget nær Efesos og bør betragtes som et sted for interreligiøse møder, hvor Vor Frue af Efesos ville blive påkaldt som Enhedens Moder, Moder for de troende i alle religioner … så profetien i anledning af dette jubilæum kan gå i opfyldelse: »Alle folkeslag skal kalde mig salig!«
Af Andrea Gagliarducci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
