Pave Leo genbesøger Kristus Kongens vicekongedømme

Pave Leo mødes med gejstlige, ordensfolk og troende lægfolk i katedralen i Córdoba.

KOMMENTAR: Det har været alt for let at dæmonisere Spaniens virke i Amerika – både det åndelige og det imperiale. Men det er kun en del af historien.

Ifølge Vatikanets rejseplan tilbagelagde pave Leo XIV på sin netop afsluttede rejse til de sydamerikanske lande Uruguay, Argentina og Peru mere end 19.000 miles med fly og helikopter.

Det er svært for det moderne menneske at begribe, at det vældige kontinent, som paven gennemrejste, for størstedelens vedkommende blev regeret fra ét sted af én og samme enhed. Det var det spanske vicekongedømme Peru, som var langt større end vore dages Peru. Fra Lima styrede vicekongedømmet hele det spanske imperium fra det nuværende Panama til Sydamerikas sydspids.

Det er blevet moderne i Vesten, især i USA, at fordømme Spaniens bedrifter i den Nye Verden, hvad enten de var materielle eller åndelige. I de senere år har vi set menneskemængder ødelægge ikke blot statuer af Christopher Columbus, men også flere mindesmærker for St. Junípero Serra i Californien og to statuer af en conquistador i New Mexico. Selvom det ikke er sket i samme omfang som i USA, er lignende statuer blevet væltet eller udsat for hærværk i Colombia, Mexico, Bolivia, Chile og Venezuela af aktivister fra oprindelige folk, venstreorienterede aktivister eller begge grupper.

Hærværket bygger på en særligt mørk fortælling om den spanske og katolske historie i den Nye Verden. Det er den såkaldte »sorte legende«, en fortælling, der først blev udbredt af det katolske Spaniens protestantiske rivaler i det 16. århundrede og siden taget op af oplysningstidens tilhængere i det 18. århundrede. Senere udgaver af denne dæmonisering af det katolske Spaniens virke (eller de spanske katolikkers) dukkede op i USA i det 19. århundrede og endnu senere blandt venstreorienterede aktivister og akademikere i det 20. århundrede. Selv i Spanien lever den sorte legende videre, selv om spanske intellektuelle i den offentlige debat i de senere år har ydet prisværdig modstand mod denne gamle smædekampagne.

Pave Leo omtalte ikke Spanien direkte, men i sin prædiken i Santa Cruz de Succhabamba roste han det »vidunderlige arbejde, der fandt sted for fem århundreder siden i disse bjerge« takket være missionærerne. Emnet kom også indirekte på tale, da han ved fire forskellige lejligheder i Peru talte om St. Toribio af Mogrovejo og bemærkede, at Toribio »lærte de sprog, som de mennesker, han tjente, talte, forkyndte evangeliet i deres kulturelle sammenhæng og skrev en katekismus til dem; den var en af de første i Amerika, der blev skrevet på oprindelige folks sprog«.

Det er bemærkelsesværdigt, at den første trykte grammatik over Perus quechuasprog blev udgivet af Den katolske Kirke i Spanien i 1560. Før 1621 havde spanierne udarbejdet elleve grammatikker over sprog, der blev talt af oprindelige folk – grammatikker, der var ældre end tilsvarende værker for nogle velkendte europæiske sprog.

St. Toribio (som døde i 1606) – sandsynligvis den mindst kendte af Perus store helgener og »den hellige hyrde til hest« – levede samtidig med conquistadorerne og Perus to mere berømte helgener: St. Rosa af Lima og St. Martin de Porres. Der er en smuk symmetri mellem de tre, som viser forskellige sider af den katolske tro i Amerika. Toribio var en spansk adelsmand. Rosa af Lima var criolla, en i den Nye Verden født efterkommer af spaniere. Martin de Porres var en mand af blandet afrikansk og oprindelig herkomst. Alle tre var Guds hellige, og alle tre var forskellige. St. Toribio var Limas anden ærkebiskop og firmede faktisk de to andre helgener i den katolske tro.

Det har været alt for let at dæmonisere Spaniens virke i Amerika – hvad enten det var åndeligt eller imperialt. Det er dybt forkert. Spaniens virke bør dog heller ikke romantiseres.

Side om side med storheden fandtes der også grusomhed, vold og uretfærdighed, trods indsatsen fra mange af Guds hellige mænd, pligttro embedsmænd i imperiets tjeneste og fromme katolske monarker hjemme i Spanien. Alene de enorme afstande og terrænet var en overvældende udfordring. De strækninger, som pave Leo kunne tilbagelægge ad luftvejen, måtte man tidligere gennem århundreder tilbagelægge møjsommeligt til hest, på æselryg eller til fods.

Man mindes de manende ord fra den store katolske historiker Marcelino Menéndez y Pelayo fra det 19. århundrede, der skrev om Spanien som »evangelisator af halvdelen af verden; Spanien, kætternes hammer, Trents lys, Roms sværd, den hellige Ignatius’ vugge … Det er vores storhed og vores enhed; andet har vi ikke«.

I Lima talte pave Leo foran byens store katedral, et hvilested for helgener og et mægtigt bygningsværk, hvis grundsten blev lagt af erobreren Francisco Pizarro – en mand med blod på hænderne. Men katedralen blev beriget af hans datter, Francisca Pizarro Yupanqui, »den første mestiza«, som var barnebarn af den største af inkakejserne og selv en velhavende spansk adelskvinde, der færdedes i de højeste kredse. Pizarro-slægten synes at være uddød, men efterkommerne af en anden af Amerikas oprindelige kejsere tilhører i dag den spanske adel; hertugerne af Moctezuma findes den dag i dag.

Det 489 år gamle våbenskjold for Lima, vicekongedømmets hovedstad, findes også endnu. Lima blev grundlagt af Pizarro som »Kongernes by« – med henvisning til de vise mænd og byens grundlæggelse på festen for Herrens Åbenbarelse – og våbenskjoldet har tre kroner og en Betlehemsstjerne. Seglets latinske bogstaver I og K henviser til andre kongelige: dronning Juana af Castilien og hendes søn, konge-kejser Karl I af Spanien.

En af de store ironier ved de latinamerikanske uafhængighedskrige mod Spanien er, at befrierne ofte kom fra den elite, som bestod af criollo-efterkommere, der var stærkt påvirket af den franske oplysningstids ånd og undertiden antiklerikale. Royalisterne og de konservative, som fortsat var loyale over for Spanien, stod stærkest blandt den oprindelige og katolske del af befolkningen.

Sådanne konflikter er måske mere interessante for historikere end for befolkningerne på den vestlige halvkugles sydlige halvdel.

Men på sin yderst vellykkede apostolske rejse dertil fulgte pave Leo i de dyrebare fodspor efter mange af Guds hellige, som havde betrådt vejen før ham og vundet et imperium for Kristus Kongen.

Af Alberto M. Fernandez · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live