En skomagers hengivenhed til Jesu Hellige Hjerte: Tusinder er blevet helbredt med vidnesbyrd om »Notre Dames mirakelmand«

Broder Columba O’Neill bag kommunitetshuset omkring 1923

Broder Columba O’Neill fra Kongregationen af det hellige Kors har med sin hengivenhed og bøn forandret utallige menneskers liv.

I 1918 skubbede E.P. Schwartz sin fireårige datter Jean i en lille vogn gennem University of Notre Dames campus nær South Bend i Indiana.

To år tidligere havde polio lammet og krummet den lille piges venstre ben, så hun ikke kunne støtte på det. Når hun kom forbi børn, der legede, må hun have været ked af at vide, at hun ikke kunne være med.

Selv om mange læger havde sagt til Schwartz, at Jean ville forblive invalid, havde han taget hende med fra familiens hjem i Lansing i Michigan til Notre Dame for at bede broder Columba O’Neill fra Kongregationen af det hellige Kors om forbøn. Foruden at være skomager var han kendt for helbredelser, som var resultatet af hans bøn til Jesu Hellige Hjerte og Marias Uplettede Hjerte.

Broder Columba – nu kaldet Guds tjener, og som selv havde lidt af et medfødt handicap i foden – klappede hende blot på hovedet og sagde: »Den lille pige skal nok klare sig.« Det fortalte Jean Schwartz Donohue i den erindringsbog, hun skrev til sin familie. Skomageren anbefalede også, at hun opsøgte en kiropraktor for at få benet strakt, så det blev lige så langt som det andet.

På vejen hjem lagde Schwartz mærke til, at datterens ben ikke længere var krummet, fortalte Barbara Fulkerson fra Michigan City i Indiana, en af Donohues ti børn. »Hvad han end gjorde, fik det benet til at løsne sig, så det hang ligesom det andet,« sagde hun til National Catholic Register og tilføjede, at hendes mor kun haltede en smule bagefter.

Fulkerson fortalte, at hendes mor fortsatte med at gennemføre en universitetsuddannelse, fik en karriere og stiftede familie.

Jean Schwartz Donohues helbredelse er en af de tusindvis, som Kongregationen af det hellige Kors tilskriver den ydmyge skomagers forbøn. Hans hengivenhed og tålmodige bøn til Jesu Hellige Hjerte for de syge gav ham i begyndelsen af det 20. århundrede tilnavnet »Notre Dames mirakelmand«.

Efter fundet af tusindvis af breve, der dokumenterer broder Columbas rækkevidde og virke – heraf 1 400, som omtaler særlige nådebevisninger modtaget gennem hans bøn – imødekom biskop Kevin Rhoades fra bispedømmet Fort Wayne-South Bend i Indiana kongregationens anmodning om at gå videre med broder Columbas helligkåringssag og åbnede bispedømmets undersøgelse af hans sag i 2022. (åbnede den bispedømmelige undersøgelse af hans sag i 2022)

Broder Columba omkring 1915
Broder Columba, ca. 1915. Foto: University of Notre Dame.

»I sandhed et bønnens menneske«

Guds tjener broder Columba O’Neill kan blive det tredje medlem af Kongregationen af det hellige Kors, der inden for de seneste 20 år bliver salig- eller helligkåret. De to andre er kongregationens grundlægger, den salige fader Basil Moreau, som blev saligkåret i 2007, og den hellige André Bessette, en canadisk broder i Kongregationen af det hellige Kors, som blev helligkåret i 2010, og hvis forbøn ligeledes tilskrives tusindvis af helbredelser.

»Broder Columbas medbrødre i Kongregationen af det hellige Kors og andre, der kendte ham, var vidner til hans eksemplariske ordensliv i fattigdom, kyskhed og lydighed, hans ydmyghed, hans grænseløse tillid til Jesu Hellige Hjerte, hans hengivenhed for Marias Uplettede Hjerte samt hans kærlighed og medfølelse med alle, der kom til ham med deres behov,« skrev biskop Rhoades, som har ansvaret for den kirkelige betjening af Notre Dame, i en artikel, som NCR (National Catholic Register) genoptrykte forud for de amerikanske biskoppers indvielse af USA til Jesu Hellige Hjerte den 11. juni.

I en episode af Register Radio fra juni uddybede biskop Rhoades desuden broder Columbas vidnesbyrd.

»Folk kunne se, at han var et sandt bønnens menneske. Han var venlig mod alle,« sagde biskoppen. »Når folk kom for at få repareret deres sko, gav han dem et badge med Jesu Hellige Hjerte. Nogle af dem, der kom, var syge eller havde forskellige lidelser, både åndelige og fysiske. Så begyndte der at komme mange beretninger om helbredelser, mange nådebevisninger, mange helbredelser … hvor mennesker vidner om nådebevisninger og endda mirakler gennem Jesu Hellige Hjerte.«

Broder Columbas mindst 130 år gamle statue af Jesu Hellige Hjerte
Broder Columbas statue af Jesu Hellige Hjerte er mindst 130 år gammel. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

Broder Columbas liv og eftermæle tiltrak fornyet opmærksomhed, efter at man i 2020 fandt kasser med breve og genstande i arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins. Det fortæller broder Philip Smith fra Kongregationen af det hellige Kors, som er arkivar og amerikansk koordinator for broder Columbas helligkåringssag. Omkring 7 000 af de fundne breve er dateret, mens yderligere 3 000 enten er delvist dateret eller udateret, sagde han til NCR.

Fader Richard Gribble fra det hellige Kors har skrevet en biografi om broder Columba med titlen The Miracle Man of Notre Dame: The Life and Legacy of Br. Columba O’Neill, CSC. Den udkommer efter planen i september og vil blive indsendt til Vatikanet i forbindelse med hans helligkåringssag.

Broder Columba »var blot en helt almindelig mand, som ingen ville have skænket mange tanker, heller ikke inden for Kongregationen af det hellige Kors, hvis det ikke havde været for denne hengivenhed [til Jesu Hellige Hjerte]«, sagde fader Gribble, der er forstander for Notre Dames Our Lady of Fatima House og professor emeritus ved Stonehill College i North Easton i Massachusetts, til NCR. »På en eller anden måde var han tydeligvis berørt af Gud – han var i stand til at helbrede så mange mennesker, der tror meget inderligt på hans forbøn for dem.«

Et enkelt liv

Broder Columba blev født som John O’Neill i 1848 som barn af fattige, men fromme irske indvandrere i kulminebyen Mackeysburg i Pennsylvania, den samme region, hvor biskop Rhoades voksede op.

Han var det femte barn i en søskendeflok på seks og havde klumpfod, en medfødt misdannelse af foden. En operation senere i livet var med til at afhjælpe handicappet.

På grund af sine fødder kunne John ikke arbejde i minen sammen med sin familie. I stedet blev han opfordret til at uddanne sig til skomager, muligvis som lærling hos en lokal skomager, fortalte fader Gribble. Flere år senere rejste John vestpå sammen med en anden skomager, først til Denver og derefter til Californien.

Når det var muligt, deltog den høje, kraftige og rødhårede John O’Neill i den daglige messe og tilbragte flere timer i bøn. Han mærkede et kald til ordenslivet, sagde fader Gribble og tilføjede, at John blev interesseret, da han hørte, at Kongregationen af det hellige Kors havde en skole med undervisning i manuelt arbejde ved Notre Dame.

»Det var en kombination: Her var et ordensfællesskab, som samtidig havde brug for hans kunnen som skomager,« sagde fader Gribble. »For ham var det nærmest den ideelle løsning.«

Dedikeret til Jesu Hellige Hjerte

John O’Neill kom til Kongregationen af Det Hellige Kors ved Notre Dame i 1874. Da han trådte ind i postulatet, blev han tildelt ordensnavnet »Columba«.

Han arbejdede i otte år på St. Joseph’s Orphan Asylum i Lafayette i Indiana, fortalte fader Gribble. Derefter vendte han tilbage til Notre Dame for at fremstille sko i skomagerværkstedet på campus.

Ikon af broder Columba med sko og Jesu Hellige Hjerte
Ikon af broder Columba: Sko og Jesu Hellige Hjerte. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

I 1893 sluttede broder Columba sig til Broderskabet for Jesu Hellige Hjerte og forpligtede sig til at udbrede denne tilbedelse, fortalte broder Philip.

I pauserne fra skomagerarbejdet fremstillede han badges med Jesu Hellige Hjerte. Tilsyneladende satte han indkøbte særkater med billedet af Jesu Hellige Hjerte fast på stofstykker. Han klippede også papirbilleder af Marias Uplettede Hjerte ud. Broder Columba gav mærkerne til dem, han mødte i værkstedet og på campus, eller som skrev til ham.

Eksempler på broder Columbas mærker med Jesu Hellige Hjerte
Eksempler på de mærker med Jesu Hellige Hjerte, som broder Columba gav til mennesker ved University of Notre Dame. Foto: University of Notre Dame.

Frem til sin død i 1923 fremstillede og uddelte broder Columba omkring 30 000 mærker med Jesu Hellige Hjerte og 10 000 mærker med Marias Uplettede Hjerte, fremgår det af en artikel fra Notre Dame.

Mærket med Jesu Hellige Hjerte opstod, efter at Kristus åbenbarede sit Hellige Hjerte for den hellige Margareta Maria Alacoque, en nonne fra Visitationsordenen, i en række åbenbaringer fra december 1673 til juni 1675 i Paray-le-Monial i Frankrig.

Den hellige Margarete Maria udbredte brugen af billedet af Jesu Hellige Hjerte.

Mærket bærer et af Kristi løfter til den hellige Margareta Maria: at han vil være et sikkert tilflugtssted for dem gennem livet og frem for alt i døden.

Mærket, også kaldet et detente (fr. afspænding), er blevet båret eller medbragt af mange, blandt andet under krige og epidemier. I 1870 godkendte pave Pius IX hengivenheden til Jesu Hellige Hjerte og mærket. Broder Columba opfordrede folk til at have det i en lomme eller taske, og i dag er det almindeligt at sætte billedet på et mobilcover.

Den første dokumenterede helbredelse som følge af broder Columbas bøn fandt sted i 1910, forklarede broder Philip. Columba vejledte dem, der besøgte ham eller skrev til ham for at søge helbredelse, til at bede en novene. Den bad han også selv for hver enkelt af dem, til tider op mod 70 novener om dagen, ifølge broder Philip.

Postkort af Jesu Hellige Hjertes helligdom ved Notre Dame i 1916
Postkort af helligdommen viet til Jesu Hellige Hjerte, Notre Dame, 1916. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

Broder Columbas tro var barnelignende, sagde broder Philip. »Han troede virkelig på, at hengivenheden til Jesu Hellige Hjerte var meget kraftfuld,« sagde han. »Og det var hans hengivenhed. Han sagde til folk: ›I skal tro på, at det vil ske, og tage imod mærket.‹«

Trods sine begrænsede skrivefærdigheder besvarede broder Columba hvert eneste brev, han modtog – helt op til flere hundrede på én dag – fortalte broder Philip.

Han underskrev sine breve med »In Kind Love«, som også er titlen på en dokumentarfilm om hans liv. Filmen kan ses på YouTube og er produceret af NewGroup Media, Holy Cross-brødrenes Midwest-provins og Kongregationen af det hellige Kors (præsternes og brødrenes provins i USA).

Han tog aldrig betaling for mærkerne eller besøgene, men folk gav ham offergaver, fortalte broder Philip. Han tilføjede, at broder Columba gennem sine år i kongregationen modtog donationer svarende til anslået 5–6 millioner dollar i nutidsværdi.

I 1917 fik broder Columba den spanske syge, fortalte fader Gribble. Senere anfald af sygdommen gjorde ham svag og gav ham hoste og åndedrætsbesvær, men han fortsatte med at tage imod besøgende indtil kort før sin død den 20. november 1923.

Columbas gravsten på Holy Cross-kirkegården
Columbas gravsten på Holy Cross-kirkegården ved University of Notre Dame. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

Tusinder af mennesker kom dengang – og gør det stadig – for at vise ham deres respekt ved graven, mindedes broder Philip.

Selv om mange helbredelser blev tilskrevet broder Columbas bønner i hans levetid, kræver hans saligkåring et mirakel fra nyere tid, sagde broder Philip. Der berettes fortsat om nådebevisninger modtaget gennem hans forbøn, men hidtil har ingen opfyldt kriterierne fra Dikasteriet for Helligkåringer, tilføjede han.

Besøgende beder fortsat foran broder Columbas statue af Jesu Hellige Hjerte og ved hans grav på Notre Dames campus, og de skaffer sig stadig mærker med Jesu Hellige Hjerte, fortalte broder Philip. Han tilføjede, at han har uddelt næsten 3 000 mærker i løbet af de seneste to år. (Du kan få mærker til dig selv og din familie her.)

Broder Columba ved University of Notre Dame i juni 1923
Broder Columba, University of Notre Dame, juni 1923. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

»Broder Columba ville sandsynligvis sige, at troen gav hans bøn kraft,« sagde broder Philip. »Og hvis min tro er stærk, vil min bøn være stærk, og måske vil Guds nåde være stærk for mig.«

Tro og bøn fra en dedikeret skomagers kan have forandret verden, sagde Fulkerson, »i hvert fald for tusindvis af mennesker, for alle disse tusinder fik efterkommere, som fik efterkommere, som fik efterkommere – og det var for mere end 100 år siden.«

»Broder Columba,« sagde biskop Rhoades, »havde ganske enkelt en enestående tillid til Jesu Hellige Hjerte og Marias Uplettede Hjerte.«

Broder Columba i Kokomo i Indiana omkring 1920
Broder Columba, Kokomo, Indiana, ca. 1920. Foto: Gengivet med tilladelse fra arkivet for Holy Cross-brødrenes Midwest-provins.

INDRAPPORTÉR EN NÅDEBEVISNING

Hvis du beder denne bøn og oplever lindring, kontakt venligst broder Philip Smith fra Kongregationen af det hellige Kors på [email protected] eller (574) 631-8972.

Af Susan Klemond · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live