Lokale kirkeledere opfordrede de troende til at reagere med bøn, gavmildhed og solidaritet.
Den colombianske bispekonference udtrykte bekymring for dem, der blev ramt af jordskælvet med en styrke på 7,4, som ramte landet den 10. august. Biskopperne opfordrede »alle de troende til at støtte dem med bøn og solidaritet«.
Jordskælvets episenter lå i underdistriktet San José del Palmar i afdelingen Chocó, og det kunne også mærkes i mindst afdelingerne Antioquia, Caldas, Cauca, Risaralda og Valle del Cauca samt i hovedstaden Bogotá.
I sin første rapport oplyste landets regering, at 111 mennesker var omkommet, og at 87 var kommet til skade. Desuden var 1.575 boliger blevet beskadiget, 37 var blevet ødelagt, 61 bygninger var styrtet sammen, og 6 lufthavne var ramt; en af dem havde fået skader på landingsbanen. Ifølge Associated Press var mindst 180 mennesker tirsdag eftermiddag meldt omkommet og 2.500 kommet til skade, mens tusinder fortsat var savnet.
Stillet over for denne situation bad bispekonferencen om, at Kristus måtte styrke ofrenes hjerter, »giv dem trøst og håb og stå dem bi, der yder lægehjælp og deltager i redningsarbejdet«.
»Lad os med én stemme sende en inderlig bøn for Colombia; lad os omsætte Kristi næstekærlighed i handling over for vores brødre og søstre, især i disse tider med lidelse. Må vores bøn og sammenhold være et tegn på håb,« skrev biskopperne på sociale medier.
Efterfølgende gentog det nationale biskopråd i en meddelelse, der blev offentliggjort på dets hjemmeside, sin opfordring til solidaritet og påpegede, »at ingen kan klare en krise af denne størrelsesorden alene.«
»Colombia opfordres endnu en gang til at erkende, at landet er én familie, og til
at reagere på sine brødres og søstres lidelser med gavmildhed og solidaritet « udtalte bispekonferencen. Prælaterne tilføjede, at de hurtigst muligt ville meddele, hvordan de troende kan yde solidarisk hjælp til de ramte.
Katolske organisationer træder til med hjælp
Forskellige fødevarebanker og andre katolske organisationer har iværksat deres beredskabsprocedurer for at hjælpe de ramte. De indsamler donationer, som hurtigst muligt skal sendes til de berørte lokalsamfund. Det gælder blandt andet fødevarebankerne i ærkebispedømmerne Bogotá og Bucaramanga, der på sociale medier har opfordret til pengebidrag og færdigpakkede fødevarer.
Det colombianske kontor "Hjælp til Kirken i Nød" har også opfordret folk til at give bidrag til støtte for de ramte lokalsamfund, »for når alt synes at falde sammen, så bliver Kirken stående«.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Eduardo Berdejo · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark




