En ny biografi skildrer, hvordan KGB fængslede kardinal Sigitas Tamkevičius, og hvordan han gennem årtier stod i spidsen for Litauens underjordiske katolske modstand mod sovjetisk forfølgelse.
En ny biografi, der er udgivet i Litauen, fortæller om kardinal Sigitas Tamkevičius SJ, en af de førende katolske skikkelser i modstanden mod Sovjetunionens religionsforfølgelse. Den beskriver indgående hans arbejde som redaktør for undergrundspublikationen Chronicle of the Catholic Church in Lithuania, og hvordan KGB efterfølgende fængslede ham.
Biografien »In the Light of the Altar« er skrevet af journalisten Regina Statkuvienė, udgivet af DONUM-fonden og bygger på nylige interviews, som hun har gennemført med Tamkevičius. Bogen indeholder desuden hans breve og dagbogsoptegnelser samt beretninger om hans barndom, præsteskabet, undergrundsaktiviteter, fængsling, eksil og senere bispetjeneste.
Tamkevičius blev anholdt i 1983 og idømt seks år i en strengt styret arbejdslejr efterfulgt af fire års eksil i Sibirien.
Hans historie giver indblik i, hvad katolikker oplevede, som modsatte sig Sovjetunionens forsøg på at undertrykke det religiøse liv og indføre statsateisme.
Katolsk modstand i det sovjetbesatte Litauen
Chronicle of the Catholic Church in Lithuania (»Lietuvos katalikų bažnyčios kronika« eller »LKB Kronika«), som Tamkevičius grundlagde i 1972, var en undergrundspublikation, der dokumenterede religionsforfølgelse og krænkelser af menneskerettighederne i det sovjetbesatte Litauen.
Kronika registrerede anholdelser og forhør af gejstlige og katolikker fra lægfolket, konfiskation af Kirkens ejendom, begrænsninger af religionsudøvelsen og de sovjetiske myndigheders forsøg på at infiltrere Kirken. Publikationen var en strengt faktuel fortegnelse over krænkelser af menneskerettighederne, ikke et litterært tidsskrift eller en platform for teologiske kommentarer.
Rapporterne blev i hemmelighed skrevet på maskine og kopieret. Eksemplarer blev smuglet til vestlige diplomater og udenlandske journalister i Moskva, mens aktivister ofte mikrofilmede siderne og gemte negativerne i hverdagsgenstande som bogomslag eller lommelygter.
Da materialet nåede Vesten, blev det oversat og spredt internationalt, blandt andet gennem Vatikanradioen og Radio Befri Europa. Dermed udfordrede det direkte Sovjetunionens påstande om, at der fandtes religionsfrihed bag jerntæppet.
I bogens forord beskrev ærkebiskop Petar Rajič, den nuværende præfekt for Det Pavelige Hus og tidligere apostolisk nuntius i Litauen, Tamkevičius som et af de mest fremtrædende vidner om sovjettiden.
»Enhver katolik, der elsker Kirken, bør læse Chronicle of the Catholic Church in Lithuania,« skrev Rajič. Han kaldte publikationen et vidnesbyrd om det litauiske folks åndelige styrke og modstand, forankret i Kristi kors’ sejr og med lærdom for både nutidens katolikker og kommende generationer.
Anholdelse og KGB-forhør
Kronika afslørede ikke alene Sovjetunionens religionsforfølgelse for omverdenen, men styrkede også den underjordiske katolske modstand i Litauen. KGB intensiverede derfor bestræbelserne på at identificere og undertrykke dem, der medvirkede til at udarbejde og distribuere publikationen.
Fordi Tamkevičius åbent prædikede imod statsateismen og udfordrede de sovjetiske begrænsninger af Kirken, blev han betragtet som en markant skikkelse i den katolske modstandsbevægelse.
De sovjetiske myndigheder anholdt til sidst Tamkevičius i maj 1983 og sigtede ham for »antisovjetisk agitation og propaganda«. Efter seks måneders varetægtsfængsling i KGB’s isolationsfængsel i Vilnius blev han i december idømt seks år i en strengt styret arbejdslejr i Uralbjergene efterfulgt af fire års eksil i Sibirien.
Tamkevičius fortalte om det psykiske pres, som KGB’s forhørsledere udsatte ham for under fængslingen. Ved en lejlighed tilbød en forhørsleder ham te og kiks. Han drak teen omkring kl. 14 og blev kort efter voldsomt svimmel.
Hans næste klare erindring var fra flere timer senere, da han hørte forhørslederen vredt udspørge ham om et dokument vedrørende det underjordiske præsteseminarium. Derefter fik han at vide, at klokken allerede var 22. »Først da forstod jeg, at jeg havde mistet bevidstheden, efter at jeg havde drukket teen,« fortalte han.
Tamkevičius mente, at han var blevet bedøvet med et stof for at presse oplysninger ud af ham. Forsøget mislykkedes. »Da jeg så, hvor vred forhørslederen var, forstod jeg, at det ikke var lykkedes ham at få noget ud af mig,« sagde han.
Livet i arbejdslejren
Tamkevičius fortalte, at hans første opgave i arbejdslejren var at skrælle kartofler. »Hver eneste kartoffel skulle tages op af næsten iskoldt vand,« fortalte han. Han frygtede, at dette arbejde i seks år ville gøre ham syg, men efter to uger blev han flyttet til et metalværksted, hvor han samlede metalspåner fra drejebænke og bar dem hen til beholdere.
Fangerne arbejdede otte timer om dagen og havde yderligere otte timer til at sove. Maden var dårlig og bestod hovedsagelig af »tynd suppe og vandig grød«. Senere, efter at Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985, blev Tamkevičius sat til at arbejde i lejrens køkken og måtte stå op kl. 4 om morgenen for at tilberede morgenmad.
Råvarerne var ofte dårligt opbevaret. Fisken kunne ifølge Tamkevičius være stærkt saltet og have været opbevaret i årevis. Han lærte at få det bedst mulige ud af det, der var til rådighed, ved at udvande fisken natten over og stege den for sig, så fangerne kunne få et mere spiseligt måltid.
I løbet af mere end fem år i fangenskab blev Tamkevičius flyttet under bevogtning syv gange, og blandt de andre fanger mødte han alt fra teenagere til mordere. Oplevelsen fik ham til at reflektere over menneskets natur og følgerne af at forkaste den moralske lov.
»Et liv uden Gud, uden de ti bud, et liv uden kærlighed,« skrev han og beskrev den egoisme, stolthed, begær og grådighed, der prægede en stor del af fængselslivet. Hans refleksioner kom til sidst til at handle om hans egen fængsling og hans kald.
»Herre, hvad var det, der bragte mig bag tremmer og pigtråd?« spurgte han. »Kirkens anliggender? Ja. Omsorgen for menneskers moralske liv? Ja. At leve efter min samvittighed? Ja. Tak, Herre, fordi svaret var ›ja‹.« For Tamkevičius var fængslingen i sidste ende en følge af, at han nægtede at gå på kompromis med sin tro over for kommunistisk undertrykkelse.
Fra forfølgelse til frihed
Tamkevičius blev løsladt i 1988, da den sovjetiske undertrykkelse begyndte at aftage. Han vendte tilbage til Litauen, mens landet bevægede sig mod den selvstændighed, der blev genoprettet den 11. marts 1990.
Tamkevičius’ historie er en førstehåndsberetning om prisen for at forsvare troen under kommunismen og om de almindelige troendes rolle i at bevare Kirken gennem årtiers forfølgelse.
Af Bryan Lawrence Gonsalves · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
