KOMMENTAR: Der er en ro over den hellige Faders bemærkninger, som sender de stridende parter et budskab om at træde et skridt tilbage fra den liturgiske afgrund og begynde at tænke med større sans for enheden.
Ved sin generalaudiens den 26. august reflekterede pave Leo XIV over Sacrosanctum Concilium, Det Andet Vatikankoncils dokument om liturgien, og gav sin hidtil mest detaljerede katekese om de liturgiske reformer, som pave Paul VI gennemførte, og den såkaldte Novus Ordo.
Hans bemærkninger er siden blevet gransket fra flere sider i et forsøg på at finde fingerpeg om, hvilken kurs han vil følge, når det gælder de omstridte spørgsmål, der præger de såkaldte »liturgikrige«.
Jeg mener, at det overordnede budskab, han gav, er typisk for hans stil hidtil. Hans ord er forsigtige, men klare og viser, at Den katolske Kirke under hans ledelse ikke vil slå ind på nogen kurs, der kan underminere dens enhed. Han antyder heller ikke, at store ændringer i den liturgiske praksis venter os. Som så meget andet i dette unge pontifikat er hans bemærkninger derfor præget af en ro, der efter min mening er bevidst valgt for at sende det budskab, at folk må træde et skridt tilbage fra den liturgiske afgrund og begynde at tænke mere nøgternt.
Pave Leo sagde absolut intet om den traditionelle latinske messe, og han antydede på ingen måde, at han står på tærsklen til at ophæve Traditionis Custodes, pave Frans’ apostoliske brev, der indførte stærke begrænsninger for fejringen af den traditionelle latinske messe. Han nævnte heller ikke pave Benedikt XVI’s tidligere motu proprio, Summorum Pontificum, som liberaliserede adgangen til den ældre messeritus, og som pave Frans senere omgjorde.
Derfor blev de, der i hans bemærkninger søgte en begejstret bekræftelse af den ene eller den anden tilgang, højst sandsynligt skuffede. Nogle vil måske hævde, at hvis hans mål er at dæmpe gemytterne og fremme kirkelig enhed, kan denne strategi med at ignorere elefanten i stuen virke på kort sigt. Men på et tidspunkt vil spørgsmålet tvinge ham til at tage stilling, og han bliver nødt til at lægge kortene på bordet.
Men hvis man læser hans bemærkninger nøje, er der ét punkt, man ikke kan komme uden om, og det vil ikke glæde mange af de såkaldte traditionalister: Paul VI’s messe er kommet for at blive; der er intet grundlæggende galt med den; den vidner faktisk om kontinuitet med traditionen; og den gennemfører trofast de liturgiske principper, der blev formuleret på koncilet. Hvad der vil ske med den traditionelle latinske messe, siger han ikke. Men han siger, at Paul VI’s messe ikke forsvinder som messens normative form, og at alle andre overvejelser er underordnet dette enkle faktum.
Når alt dette er sagt, står hans bekræftelse af, at Paul VI’s messe er i fuld overensstemmelse med Kirkens tradition og faktisk rummer mange af de reformer, koncilet efterlyste, centralt i hans bestræbelser på at dæmpe gemytterne. Han siger:
Den senere pave, den hellige Paul VI, bekræftede, at de troende »ikke kan og ikke længere må forblive tavse og passive. Deres fysiske tilstedeværelse kan ikke forenes med deres åndelige fravær.«
Ligheden mellem disse udsagn og dem, der skulle komme til at stå i nr. 48 i koncilskonstitutionen, er tydelig: »Kirken … ønsker inderligt, at Kristi troende, når de er til stede ved dette troens mysterium, ikke skal være der som fremmede eller tavse tilskuere.«
Leos bemærkninger understreger, at koncilet indså, at en generel reform af liturgien var nødvendig for at øge lægfolkets aktive deltagelse i messen. Lægfolket må ikke være »tavst og passivt«, som om det blot er »tilskuer« til et gejstligt anliggende, hvor det kun spiller en minimal rolle. Her ligger en tydelig hentydning til, at den førkonciliære liturgi faktisk fremmede denne tavse passivitet, og at lægfolket ret ofte blot var tilskuere.
Mange kritikere af reformen reagerer skarpt på sådanne bemærkninger og påpeger, at stille kontemplation under messen er en form for aktiv deltagelse, og at anklagen om, at den traditionelle latinske messe fremmede passivitet, derfor er en stråmand. Selv om der er noget sandt i denne iagttagelse, er den for abstrakt og ser bort fra den historiske praksis i mange førkonciliære sogne, hvor det var almindeligt, at lægfolket beskæftigede sig med forskellige private andagter under messen eller sad stille og passivt og ventede på tidspunktet for at gå til kommunion.
Med andre ord er der en grund til, at der længe før koncilet fandtes en stærk liturgisk bevægelse i Kirken. Bevægelsen blev ført an af mange paver og teologer og var på ingen måde et fanatisk liberalt forsøg på at underminere messen.
Pave Leo gør dette klart i sine bemærkninger og påpeger de mange ændringer af messen, som tidligere paver allerede havde gennemført:
Desuden opstod ønsket om en »generel reform« ikke pludseligt, men havde siden begyndelsen af det 20. århundrede vist sig i de skiftende pavers handlinger i overensstemmelse med kravene fra den liturgiske bevægelse. Kravet om, at de troende ikke skulle deltage i fejringerne »som fremmede eller tavse tilskuere«, var allerede blevet fremsat i pave Pius XI’s apostoliske konstitution Divini Cultus.
Endvidere kan man minde om Pius XII’s indgreb i ordningen af den hellige uges ritualer. Han flyttede dem til de tidspunkter på dagen, der svarede til påskens begivenheder, efter at de i århundreder var blevet fremrykket til morgentimerne. Man bør heller ikke glemme, at den hellige Johannes XXIII anså det for nødvendigt at forenkle rubrikkerne i breviaret og missalet. Det godkendte han med motu proprio’et Rubricarum Instructum af 25. juli 1960, hvori han henviste til forslaget om grundlæggende principper for en reform af liturgien.
Denne iagttagelse fører dernæst Leo til en afgørende konklusion:
Den liturgiske reform, som Det Andet Vatikankoncil fremmede, er således solidt forankret i Kirkens levende tradition. En korrekt forståelse af reformen gør det også muligt for os at afvise de misbrug, der fandt sted i visse dele af Kirken i tiden efter koncilet, og som desværre stadig forekommer fra tid til anden i dag. Det sker, når nogle af de principper, som selve reformen bygger på, bliver drevet ud i yderligheder eller misforstået.
Mange vil være uenige i denne konklusion. De vil pege på, at koncilets opfordring til at lade gregoriansk sang og latin bevare en »fremtrædende plads« i messen ikke blev fulgt, som tegn på, at den nye messe ikke var en virkelig trofast gennemførelse af koncilets anvisninger. De vil være enige med Leo i, at der opstod »misbrug« i den liturgiske praksis efter koncilet, men hævde, at disse misbrug blev næsten uundgåelige på grund af de mange muligheder i de nye rubrikker for, at gejstlig »kreativitet« kunne få frit løb.
Disse kritikpunkter er vigtige og må tages alvorligt. Selv en så fremtrædende skikkelse som pave Benedikt var kritisk over for visse aspekter af den liturgiske reform. Og selv pave Leo bekræfter, at visse liturgiske misbrug stadig finder sted i dag. Hvis den århundredgamle tridentinske messe kunne ændres så radikalt, hvorfor kan vi så ikke også indrømme, at Paul VI’s messe, som blot er 57 år gammel, er åben for yderligere reform, sådan som mange teologer inden for »reformen af reformen« har foreslået?
Alligevel er det vigtigt at bemærke, hvad pave Leo ikke siger. Han siger ikke, at en yderligere reform af reformen er udelukket. Han siger ikke, at indførelsen af den nye messe var fuldkommen, og at der nu ikke er plads i Kirken til den gamle messe. Men han siger – og jeg er enig med ham – at den nye messe er fuldt ud ortodoks, i overensstemmelse med traditionen og koncilets opfordring til en reformeret liturgi, og at den er messens ordinære form for 99 procent af verdens katolikker. Enhver fantasiforestilling om, at den trænger til at blive erstattet, er derfor et håbløst foretagende.
Paul VI’s messe var ikke et resultat af infiltration fra frimurerordenen eller af et hemmeligt ønske om at gøre den protestantisk. Det er messen i den ene, hellige, katolske og apostolske Kirke, promulgeret af én pave og på ny bekræftet af flere andre. Den er ortodoks og fyldt med de nådegaver, der er nødvendige for frelsen – ikke på trods af, hvad den er, men på grund af sin helt igennem prisværdige overgang til folkesproget og de troendes aktive deltagelse.
Det er pave Leos budskab. Og det er et budskab, vi alle må tage til os.
Af Larry Chapp · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
