Fra proselytisme til politik: Biskop Barron tager kontroversielle spørgsmål op på EWTN

Biskop Robert Barron i EWTN-programmet The World Over with Raymond Arroyo

Grundlæggeren af Word on Fire præciserer kaldet til evangelisering, forsvarer sin partipolitisk uafhængige rådgiverrolle i spørgsmål om religionsfrihed og advarer mod en genopblussen af kommunismen.

I et omfattende interview i EWTN-programmet »The World Over with Raymond Arroyo« afviste biskop Robert Barron fra bispedømmet Winona-Rochester i Minnesota den opfattelse, at Den katolske Kirkes engagement i interreligiøs dialog træder i stedet for dens primære opgave med at forkynde evangeliet.

I sin omtale af et nyt dokument fra Vatikanet, der markerer 60-året for Andet Vatikankoncils Nostra Aetate – og som fraråder »defensiv forankring« og ensidigt fokus på proselytisme – præciserede Barron forskellen mellem aggressiv påtrængenhed og autentisk kristen forkyndelse. (defensiv forskansning)

»På en måde ville jeg ønske, at vi holdt op med at bruge ordet ›proselytisme‹, fordi det nu bruges på så mange forskellige måder,« sagde han.

Barron mindede om en samtale med pave Frans under et ad limina-besøg og bemærkede, at paven definerede proselytisme som »anstødelig evangelisering« – en kuende og anmassende fremgangsmåde.

Samtidig med at Barron støttede en respektfuld dialog, fastholdt han, at det fortsat er ufravigeligt at dele troen med andre.

»Vi er virkelig gode til at understrege, hvor venlige, respektfulde og tolerante vi bør være. Det er godt, og det går jeg fuldt ind for. Men vi forkynder også Jesus – på en venlig og ikke-truende måde,« sagde han.

Med et ønske om, at Kirkens dokumenter skulle lægge større vægt på forkyndelsen, tilføjede han: »Kirken er ikke en debatklub. … Vi er her for at forkynde et ord i kærlighed. Det er sandheden i kærlighed. Men ved Gud, det er sandheden, og jeg mener, at det helt klart er værd at understrege.«

Rådgiver Det Hvide Hus om religionsfrihed

Grundlæggeren af Word on Fire svarede også på kritik fra dem, der satte spørgsmålstegn ved hans forbindelse til Trump-administrationen efter hans udnævnelse til USA’s kommission for international religionsfrihed (USCIRF).

Som præcisering af sin position afviste Barron påstanden om, at hans deltagelse skulle være en politisk støtteerklæring. »Jeg er ikke medlem af Trump-administrationen!« sagde han. »Præsidenten inviterede mig til at sidde med ved bordet og drøfte spørgsmål om religionsfrihed, så politikken på området kunne udformes bedre. Hvorfor skulle jeg sige nej til det?«

Raymond Arroyo og biskop Robert Barron under et interview på EWTN
Raymond Arroyo og biskop Robert Barron drøfter flere emner i et omfattende interview i EWTN-programmet »The World Over with Raymond Arroyo« den 17. september 2026. Foto: »The World Over with Raymond Arroyo«/Skærmbillede.

Barron sammenlignede sin rolle med den legendariske Notre Dame-rektor pastor Theodore Hesburgh, der sad i adskillige præsidentielle kommissioner under skiftende regeringer, og bemærkede: »Hvis Joe Biden havde inviteret mig til at deltage i en kommission, der behandlede spørgsmål om religionsfrihed, havde jeg sagt: ›Ja, selvfølgelig!‹ … Det er på ingen måde et kompromis eller en måde at stille sig på ét partis side.«

Forsvar for Jimmy Lai og religionsfrihed i Kina

Da samtalen vendte sig mod internationale forhold, fremhævede Barron sit mangeårige arbejde for den fængslede mediemagnat og demokratiaktivist fra Hongkong, Jimmy Lai. Selvom biskoppen bemærkede, at han var usikker på, om hans offentlige engagement havde haft betydning for udnævnelsen til USCIRF, gjorde han sine hensigter med sin nye rolle i kontrolorganet klare.

»Jeg har i årevis talt Jimmy Lais sag. Jeg synes, den måde, han er blevet behandlet på, er oprørende,« sagde Barron. »Hvis Jimmy Lai ikke bliver taget op i kommissionen, vil jeg helt sikkert selv tage hans sag op.«

Da Barron blev spurgt om Vatikanets kontroversielle aftale med Beijing om udnævnelsen af biskopper, var han tøvende med hensyn til detaljerne i Vatikanets aktuelle diplomati, men pegede på en historisk model, der har vist sit værd: »Jeg er tilhænger af Johannes Paul II, og jeg mener, at den måde, han håndterede kommunismen på, er den rigtige måde at håndtere den på.«

Fulton Sheens arv og kommunismens genopblussen

Med blikket rettet mod den forestående saligkåring af ærkebiskop Fulton Sheen i St. Louis roste Barron den banebrydende katolske tv-forkynder som et forbillede for nutidens evangelister. Han fremhævede både Sheens hellighed som »den hellige times helgen« og hans mod til at påpege ideologiske trusler.

Barron bemærkede, at Sheens modige opgør med kommunismen i midten af det 20. århundrede har en slående aktualitet i nutidens kultur. »Det forhold, at Sheen tog kampen op mod kommunismen tilbage i 1940’erne og 1950’erne, da han med rette bedømte den som trussel nr. 1 … ja, den er tilbage,« bemærkede biskoppen. »Den er tilbage i institutionel form forskellige steder i verden, men også i vores eget land.«

Barron forklarede, hvorfor Sheens kritik fortsat er afgørende i dag, og tilføjede: »Det, Sheen bemærkede ved kommunismen, var dens dybe fjendtlighed over for Gud, det åndelige og den moralske orden, og han vidste, at dette var dybt undergravende for Vestens værdier. Det er et budskab, som stadig bør høres.«

Moderne kultur og empati

Som afslutning på samtalen reflekterede Barron over en nylig artikel, han havde skrevet om empatiens begrænsninger, når den sættes over alle andre dyder i det offentlige og kirkelige liv.

»Empati er noget godt – at føle med et andet menneske. … Men der findes et værdihierarki, og empati står ikke øverst. For en kristen må kærligheden stå øverst i hierarkiet,« forklarede Barron med henvisning til den hellige Thomas Aquinas’ definition af kærlighed som »at ville den andens gode«.

»At elske er ikke at skåne nogens følelser; at elske er at ville den andens gode. … Vi siger ikke: ›Gud er empati‹; vi siger: ›Gud er kærlighed‹.«

Se hele interviewet nedenfor:

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af National Catholic Register, EWTN News’ søstermedie, og er blevet bearbejdet af EWTN News.

Af Alyssa Murphy · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Jesus møder os i messen.

En messes tyngde

Pastor Brent Bowman blev under konsekrationen overvældet af oplevelsen af Jesu substantielle nærvær i kalken – et glimt af, hvad der virkelig sker på alteret.

Watch Live