To katolske mødre fra Louisiana med børn med særlige behov følte sig isolerede og grundlagde derfor en kirkelig støtteindsats, som siden har forandret lokalsamfund og bragt familier tilbage til messen.
»Jeg husker tydeligt køreturen hjem med tårerne strømmende ned ad ansigtet. Jeg var overvældet af følelsen af, at vores unge katolske familie var blevet udelukket, blot fordi vores søn oplever verden på en anden måde.«
Ordene kommer fra Sarah Taylor, en katolsk mor til tre, hvis 9-årige søn, Reid, blev udelukket fra sognets aktiviteter på grund af sin autisme.
»Som mor var det hjerteskærende at se mit barn blive nægtet muligheden for at deltage i netop det fællesskab, hvor vi søgte tilhørsforhold, accept og åndelig vækst,« fortalte Taylor til EWTN News.
Reid blev bedt om at forlade undervisningen som forberedelse til sakramenterne og feriebibelskolen, fordi sognet ikke kunne imødekomme hans særlige behov. Hans mor beskrev det som »knusende« – men hun besluttede at gøre noget ved det.
»I dagene efter gennemlevede jeg mange forskellige følelser – sorg, frustration, skuffelse og en stærk beslutsomhed om at arbejde for større inklusion af mennesker med handicap i Den katolske Kirke,« sagde Taylor. »Min mand og jeg vidste, at noget måtte ændres, ikke kun for vores søn, men også for andre familier, som kunne møde lignende barrierer.«
Taylor henvendte sig til sit bispedømme i Baton Rouge, som satte familien i kontakt med indsatsen All Are Welcome. Gennem indsatsen oplevede hun og familien en ægte, »livsforandrende« accept.
»Vi blev ikke taget imod på trods af Reids autisme, men med en forståelse af, at det, der gør ham anderledes, er en del af den, han er,« sagde Taylor. »Den accept forandrede livet for hele vores familie.«
»Indsatsen har også styrket vores trosliv på uventede måder,« sagde Taylor. »I en tid, hvor vi følte os sårede og afskåret fra Kirken, mindede den venlighed, medfølelse og støtte, vi modtog, os om, hvad det virkelig vil sige at være Kristi legeme. Gennem indsatsen oplevede vi den kærlighed og inklusion, som Jesus viste gennem hele sit virke.«
Ifølge data fra CDC fra 2022 anslås det, at hver fjerde har et handicap. Omkring 3,2 procent af alle børn – ét ud af 31 – har autisme. Men kirkelige indsatser, der er tilrettelagt med inklusion for øje, kan være svære at finde.
Jodi Devore, som har tre børn med autisme, grundlagde All Are Welcome sammen med en anden katolsk mor, Edda Dupaquier, efter lignende oplevelser. Den katolske støtteindsats for mennesker med særlige behov begyndte som en rosenkransgruppe i en baghave og har siden bredt sig til hele bispedømmet.
»Mens vi bad og delte vores historier, indså vi, at vi alle bar på det samme ønske,« sagde Devore om rosenkransgruppen i baghaven. »Vi ønskede ikke en indsats ved siden af Kirken – vi ønskede, at vores familier fuldt ud skulle høre til i Kirken. Vi ønskede, at vores børn skulle lære Kristus at kende, modtage sakramenterne, knytte ægte venskaber og deltage fuldt ud i menighedslivet sammen med alle andre.«
»Mens vi bad og delte vores historier, indså vi, at vi alle bar på det samme ønske,« sagde Devore om rosenkransgruppen i baghaven. »Vi ønskede ikke en indsats ved siden af Kirken – vi ønskede, at vores familier fuldt ud skulle høre til i Kirken. Vi ønskede, at vores børn skulle lære Kristus at kende, modtage sakramenterne, knytte ægte venskaber og deltage fuldt ud i menighedslivet sammen med alle andre.«
Indsatsen har haft stor betydning for bispedømmet.
»Vi har set familier vende tilbage til messen efter flere års fravær. Børn har modtaget sakramenterne,« sagde Devore. »Forældre, som før følte sig alene, har fundet et fællesskab, der virkelig forstår dem. Vigtigst af alt har vi set familier genopdage, at de har en plads i Den katolske Kirkes liv.«
»Vores håb har altid været enkelt: at ethvert menneske med særlige og ekstraordinære behov – og enhver forælder, søskende og omsorgsperson, der står ved deres side – må vide, at de ikke blot er velkomne i Kirken, men at de er en væsentlig del af Kristi legeme,« sagde Devore.
De løber mod alteret: Sansevenlige messer
Messen er et af de steder, hvor familier med børn med handicap kan føle sig udelukket – men den er samtidig en af de vigtigste dele af det at være katolik. Sansevenlige messer – som er tilrettelagt for mennesker med særlige behov, for eksempel mennesker med autisme – er ifølge Devore »en af de mest meningsfulde dele af vores indsats«.
Disse messer har dæmpet belysning, afdæmpet musik og kortere prædikener med et mere bogstaveligt sprog.
»Familierne ved, at de kan bevæge sig rundt efter behov uden frygt for at blive dømt,« forklarede Devore. »Vigtigst af alt modtager alle Jesus.«
Ifølge Devore er stemningen før og efter messen præget af begejstring og skønhed.
»Børn og voksne med handicap løber ofte med glæde hen til alteret. De er ikke bange. De er ikke bekymrede for at gøre noget forkert. De føler sig ganske enkelt draget mod Kristus,« sagde Devore. »Hver gang jeg ser det, bliver jeg mindet om, hvordan Kirken burde opleves – som et sted, hvor mennesker frit kan løbe hen imod Jesus.«
Det kan være særdeles udfordrende for familier med børn med særlige behov at deltage i messen.
»For mange familier er søndag morgen ikke så enkel som at få alle i tøjet og tage til messe,« sagde Devore. »Nogle gange klør tøjet for meget. Duften af røgelse kan være overvældende. Musikken kan være smerteligt høj. Det kan føles umuligt at sidde stille i en time. Et barn kan have brug for at bevæge sig, give lyd fra sig eller helt forlade kirkebænken.«
»Som forælder gør man alt, hvad man kan, for at hjælpe sit barn, men samtidig er man smerteligt bevidst om hvert eneste blik, alle stirrende øjne og hver eneste hvisket bemærkning omkring sig,« sagde Devore.
»Det, der gør mest ondt, er ikke støjen eller udbruddene. Det er følelsen af, at du og dit barn – jeres familie – ikke hører til netop det sted, hvor I burde føle jer allermest hjemme,« sagde Devore.
Taylor forklarede, at børn med autisme kan opføre sig anderledes under messen, men at det ikke gør dem mindre ærbødige.
»Som mor til et barn med autisme håber jeg, at alle medlemmer af Den katolske Kirke forstår, hvor vigtigt det er at byde mennesker med handicap velkommen til messen – ikke blot en gang imellem, men som en naturlig og forventet del af menighedslivet,« sagde Taylor.
»Et barn kan have støjreducerende hovedtelefoner på for at håndtere lydene i en fyldt kirke,« sagde Taylor. »Barnet kan vifte med hænderne, når det er begejstret, rokke frem og tilbage for at finde ro, have selvstimulerende adfærd under prædikenen eller tage en elsket dinosaur med op, når det modtager kommunionen. Denne adfærd er ikke en forstyrrelse; den er en del af den måde, barnet oplever verden og finder vej i den på. Den gør hverken barnets gudsdyrkelse mindre ærbødig eller dets tro mindre oprigtig.«
»Den katolske Kirke skal være et hjem for alle,« fortsatte Taylor. »Når mennesker med handicap er til stede ved messen, forstyrrer de ikke fællesskabet – de beriger det. Deres tilstedeværelse minder os om, at Guds kærlighed ikke er forbeholdt dem, der passer ind i en bestemt form. Den gælder alle Guds børn.«
»Det vigtigste er ikke, om et barn sidder helt stille, er tavst eller lever op til enhver social forventning,« sagde Taylor. »Det vigtige er, at barnet er der. Det er til stede. Det oplever Jesus på den måde, det er i stand til. Det er vidne til eukaristiens mirakel og deltager i Kirkens liv.«
»Vores forskelle er ikke hindringer for Guds kærlighed; de afspejler den smukke mangfoldighed i hans skaberværk,« sagde Taylor. »Hvis vi virkelig tror, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og lighed, fortjener ethvert menneske at blive budt velkommen, værdsat og favnet i vores trosfællesskaber. Et barn, der har hovedtelefoner på, vifter med hænderne eller holder en dinosaur i hånden, hører lige så meget til ved Herrens bord som alle andre. Og Kirken er stærkere, mere medfølende og mere lig Kristus, fordi de er til stede.«
»Vores børn – de gør jorden hellig,« sagde Dupaquier, som er med til at lede indsatsen sammen med Devore og diakon Randall Waguespack. »Og de gør os til bedre mennesker med flere dyder, større tålmodighed og større forståelse – i stand til at elske på måder, vi ikke var sikre på, at vi kunne.«
At komme hjem: Forvandlede fællesskaber
Indsatsen har været med til at bringe familier tilbage til Kirken; vigtigst af alt har den fået Kirken til at føles som et hjem.
Devore og hendes familie følte sig »som udenforstående i vores egen Kirke«.
»Ikke fordi folk bevidst var uvenlige, men fordi mange simpelthen ikke forstod, hvad de så,« forklarede Devore. »Med tiden bliver det udmattende at blive mødt med den fordømmelse, og for mange familier fører det til, at de stille og roligt holder op med at komme.«
Men Devore sagde, at indsatsen har givet hende »håb«.
»Jeg har set menighedsmedlemmer få større forståelse, frivillige tage imod disse familier med en utrolig kærlighed og forældre endelig ånde lettet op, fordi de ved, at de ikke behøver at undskylde for, at deres barn er præcis, som Gud har skabt det,« sagde Devore.
All Are Welcome arrangerer familieretræter og støttegrupper og hjælper mennesker med handicap med at deltage i liturgien – ikke blot gennem sansevenlige messer, men også ved aktiv deltagelse som lægfolk.
»Vi brænder også for meningsfuld deltagelse i liturgien. Mennesker med handicap tjener som ministranter, læser messens læsninger op, når de kan, bærer gaverne frem og deltager i messen på synlige og meningsfulde måder. De går ikke blot i kirke – de er med til at lede Kirkens gudstjeneste,« sagde Devore.
Gennem indsatsen har Devore set ikke kun familier, men også sogne blive forvandlet.
»Den største forvandling, vi har været vidne til, er ikke blot, at familier vender tilbage til messen. Det er, at de begynder at tro på, at de hører til der,« sagde Devore.
»Menighedsmedlemmer begynder at se gaver i stedet for begrænsninger. Hele menighedsfællesskaber forvandles, fordi de opdager, at disse familier ikke er gæster i Kirken – de er en væsentlig del af den,« sagde Devore.
»Vi har set familier vende tilbage til messen efter flere års fravær,« sagde Devore. »Vi har fejret, at børn har modtaget eukaristien, selv om deres forældre engang troede, at det måske aldrig ville ske. Vi har set menighedsfællesskaber opdage de utrolige gaver, som disse mennesker bringer til Kirken.«
»Vores største håb er, at der en dag ikke længere er nogen familie, som skal være i tvivl om, hvorvidt der er plads til dem i Den katolske Kirke,« sagde Devore. »Vi ønsker, at ethvert menneske, uanset funktionsevne, skal lære Kristus at kende, modtage sakramenterne, opdage de gaver, Gud har givet dem, og leve et liv med rod i troen.«
At forstå handicap: At se, som Kristus ser
Devore og Taylor opfordrede folk til at være imødekommende over for mennesker med særlige behov og fortalte, hvad de mener er vigtigst for andre at forstå om handicap.
»Familier, der er berørt af handicap, møder ofte barrierer, som mange mennesker aldrig skænker en tanke,« sagde Devore.
»Jeg ville ønske, at folk forstod, at der ikke findes to børn med handicap, som er ens,« sagde Taylor. »Min søn kommunikerer måske anderledes, bearbejder oplysninger anderledes eller reagerer på situationer på måder, som andre ikke umiddelbart forstår, men disse forskelle mindsker hverken hans værdi, hans intelligens eller hans ønske om at høre til. Som ethvert andet barn ønsker han at blive accepteret, inkluderet og elsket for den, han er.«
Det handler ifølge Taylor ikke om store armbevægelser, men snarere om de små øjeblikke. »Enkle handlinger præget af tålmodighed, forståelse og inklusion kan gøre en enorm forskel for vores familier,« sagde hun.
Men accept handler også om, hvordan andre mennesker »ser«.
»Måske vigtigst af alt ville jeg ønske, at folk så forbi handicappet og i stedet så barnet – dets særlige gaver, personlighed, humoristiske sans, tro, venlighed og potentiale,« sagde Taylor.
»Jeg vil blot bede folk om at se hinanden med Kristi øjne,« sagde Devore. »Hvis du ser et barn lave uventede lyde under messen, en voksen, som kommunikerer anderledes, eller en familie, der virker overvældet, så gå ikke ud fra, at de er ligeglade eller ikke ønsker at være der.«
»Som regel gør de alt, hvad de kan, blot for at være til stede,« fortsatte Devore. »Et smil. En invitation. At sætte sig ved siden af dem i stedet for at gå væk. Disse enkle venlige handlinger kan fuldstændig forandre et menneskes oplevelse af Kirken.«
Af Kate Quiñones · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
