Håndværkere gik i gang med at reparere den hærgede kirke og genskabte dens pragt, men lod sporene efter den russiske aggression stå.
Den lille kirke ligger i landsbyen Lypkiva ved et vejkryds, hvor den ene vej er asfalteret, mens den anden ikke er. Jeg så den første gang i det sene forår 2022 på en rejse, hvor jeg bragte mad og husholdningsartikler til beboerne, efter at russiske soldater havde ribbet dem for alt under en to måneder lang besættelse.
»Da de rejste, stjal de alt,« sagde Nadiya Petrivna, landsbyens matriark, der er i 70’erne. »Mad, service, tekander, brødristere – alt.«
Det, de efterlod, var systematisk ødelæggelse. Skytterne i kampvognene gik målrettet efter restauranter og tankstationer og brændte dem ned til grunden. For at terrorisere landsbyboerne beskød soldaterne private hjem med maskingeværer i kaliber .50, så væggene fik pandekagestore fordybninger, og vinduerne blev blæst ud. Enkelte huse mistede hele vægge til kampvognsild.
Den 10. marts 2022 forsøgte ukrainske soldater fra den 14. mekaniserede brigade at befri landsbyen fra en langt overlegen russisk styrke. Ti af dem blev dræbt. Seks blev liggende på marken og kunne ikke hentes. Indbyggerne i Lypivka samledes og begravede dem på byens mest ærede sted, kirkegården ved Kirken for den allerhelligste Theotokos’ (Guds Moders) forbøn.
Under kampene blev kirken vanhelliget ligesom tusindvis af andre katedraler, kirker og helligdomme under Vladimir Putins metodiske angreb på religionen i Ukraine.
På mine ni rejser til Ukraine med humanitære og militærrelaterede formål havde jeg set mærker efter beskydning og flossede huller i kirkernes ydermure eller bygninger, der var styrtet helt sammen, fra Lviv over Tjernihiv til Odessa. Derfor forekom det militære hærværk mod den enkle kirke i Lypivka med den røde kuppel mig ikke usædvanligt.
Jeg holdt kontakten med Nadiya Petrivna og hendes familie. På senere rejser til Ukraine besøgte jeg deres hjem og passerede kirken ved vejkrydset. Men først sidste år, da jeg researchede en artikel om Putins metodiske angreb på kristendommen for NCR, opdagede jeg de moderne kunstskatte, som kirkens solide betonfacade havde skærmet mod bombardementet.
Ifølge en artikel og en video fra The Associated Press søgte nogle indbyggere i Lypivka tilflugt i kirkens kælder under Ruslands første angreb på landsbyen. Samtidig gennemborede artillerigranater de nyinstallerede vægmalerier af en af Ukraines mest anerkendte landskabskunstnere i kirkerummet oven over dem.

Kunstneren er Anatoly Kryvolap, som den ukrainske filmproducent og -distributør Bohdan Batruch bestilte til at skabe et enestående åndeligt rum for bøn til den velsignede Moder.
Batruch er filantrop og finansierer projekter, der skal styrke Ukraines kunst og kultur. Han har kaldt Forbønskirken en juvel blandt disse initiativer og kulminationen på sit livsværk.
I en e-mail skrev Batruch, at han »efter en meget intuitiv og følelsesbetonet beslutning« valgte at opføre kirken i 2003 på det sted, hvor den oprindelige kirke havde stået.
»Lypivka er et sted, hvor et medlem af Fyodor Dostoyevskys familie i mange år var fastboende præst,« skrev han om den russiske forfatter, der skrev The Brothers Karamazov.
Denne præst blev i 1874 sognepræst ved den oprindelige Forbønskirke, som allerede var 100 år gammel og trængte til en omfattende renovering.
Kirkens historie helt frem til bombardementet i marts 2022 er et eksempel på Ukraines modstandskraft som et land, der altid synes at befinde sig i sigtekornet hos rovgriske regimer.
Under Første Verdenskrig stødte det østrig-ungarske og det russiske imperium sammen på ukrainsk jord. Dernæst fulgte den russiske revolution og Ukraines kamp for uafhængighed. Et sted midt i alt dette efterlod kampene kirken i ruiner. Den blev genopbygget, men under Anden Verdenskrig blev den atter beskudt og brændte, så den ikke længere kunne bruges. Endnu en genopbygning gjorde den funktionsdygtig igen. Men sovjetmagten fjernede alt kirkeligt inventar og anvendte bygningen til statslige formål, indtil den blev revet ned.
I 2003 trådte Batruch til, og i 2015 færdiggjorde han den nye betonkirke med en enkelt rød kuppel. Han engagerede Kryvolap og Ihor Stupachenko, som er kendt for kunstværker i monumentalt format, til at skabe et helligt, men dynamisk kirkerum. Mange af værkerne udførte de andetsteds, inden de senere skulle installeres.
»Kunstværkerne der har alene til formål, at man fordyber sig i den hellige forbøn,« skrev Batruch. »Det er ikke et museum.«
Men værkerne er som ventet af museumskvalitet. Før installationen viste Kryvolap dem på en udstilling med titlen »TEMPLE. Ukrainian Self-Identification« på Lavra Museum of Contemporary Art på området ved Pechersk Lavra, hvor Dormitionskatedralen blev bombet tidligere i år.
Installationen begyndte i 2020, men Ruslands fuldskalainvasion standsede arbejdet.
Snesevis af indbyggere i Lypivka skjulte sig i kælderen, samtidig med at ukrainske soldater kæmpede og døde for dem udenfor. Granater flængede de nyinstallerede kunstværker, sprængte huller i skulderen på en afbildning af ærkeenglen Mikael og beskadigede vingerne på andre fremstillinger af serafer.
I e-mailudvekslingen med Batruch spurgte jeg, om han mente, at russiske soldater bevidst havde udset sig kirken på grund af kunstværkerne, eller om dette blot var endnu et eksempel på Ruslands sædvanlige ødelæggelse eller hærværk mod anslået 750 gudshuse i hele Ukraine.
»Jeg er ret sikker på, at kirken blev angrebet med vilje. Måske fordi den er landsbyens højeste bygning og giver et godt overblik over området,« sagde han.
Landsbyboerne – heriblandt Viktoriya Yarhuk, der er Nadiya Petrivnas datter, og hendes søn Kirill Golodnuik – mente, at russerne måske ikke kendte detaljerne bag kunstværket, men at de alligevel var opsatte på at ødelægge det.

»Det er det, de gør,« sagde han. »Det er et konstant angreb på vores tro og kultur.«
Jeg så kunstværkerne med egne øjne denne sommer på min niende rejse til Ukraine. Efter at have leveret biler fra Letland til soldater i frontbyerne Kharkiv og Zaporizhzhia kontaktede jeg Yarhuk for at høre, om jeg kunne komme ind i kirken. Hun ringede til Olena Trykoz, der er assistent for Batruch og havde nøglerne, og vi aftalte en rundvisning.
Uden for kirken viste Trykoz os mindesmærket for de seks dræbte soldater. Da de russiske styrker trak sig tilbage fra Lypivka lidt senere, blev ligene gravet op og overdraget til familierne. Den grå marmorsten bærer dog deres navne og en indgravering af dem på vej op ad en trappe til himlen. Landsbyboerne sørger for, at der altid står friske blomster ved stenens fod.
Så låste hun døren op til kunstnernes farvestrålende verden.
Ord slår ikke til, når man skal beskrive de ortodokse kirkers skønhed og de åndelige følelser, de vækker. Da vi gik op ad trappen fra kælderen til selve kirkerummet, strålede farverne ud fra de kridhvide vægge som en storslået solopgang. Blå toner som den klareste himmel, man kan forestille sig. Røde toner, der blænder og gløder. Gyldne toner, der skinner som smykker. Lysende hvide toner, der virker elektriske.

Håndværkere fortsætter med at installere eller reparere dele af værket, og kirkens øvre etage er fortsat lukket. Træstiger og stilladser bringer arbejderne helt tæt på kunsten øverst i kirketårnet. Men nogle af skaderne i kuplen får lov at blive som en påmindelse om Ruslands hensigt og de menneskeliv, der gik tabt.
»Det var min beslutning,« sagde Batruch. »Skaderne er der, så den næste generation kan se dem.«
Han tilføjede, at kunstnerne og sognepræsten var enige i beslutningen.
»Jeg var glad for, at alle var enige,« sagde han.
I andre omgivelser kunne hullerne i skulderen på afbildningen af ærkeenglen Mikael eller i vingerne på fremstillingerne af serafer måske ødelægge synsoplevelsen og få beskueren til at forbande russerne for deres hensynsløse aggression.
Men her, på et sted, hvor mennesker kommer for at bede den velsignede Moder om at høre deres bønner, står det klart, at hun har bønhørt dem. For kunsten er levende og farvestrålende og så overvældende, at den helt overskygger skaderne.
Det er skønheden, ikke det grimme, man ser.

Af Mark Di Ionno · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark




