Søndagsprædiken af Fr. Piotr Wiśniowski til den 26. almindelige søndag over Matthæus 21,28–32. Jesu lignelse om de to sønner i vingården stiller et ubehageligt spørgsmål: Bliver vores »ja« til Gud til et liv – eller forbliver det ved ordene?
Kære brødre og søstre,
Dagens evangelium er ubehageligt, for Jesus taler om noget, som vi alle kender alt for godt: forskellen mellem det, vi siger, og den måde, vi rent faktisk lever på. En far siger til sin første søn: »Søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.« Sønnen svarer: »Det vil jeg ikke.« Det er hårde ord. Men senere ombestemmer han sig og går. Den anden søn giver det perfekte svar: »Ja, herre, jeg vil gerne gå.« Alt lyder rigtigt. De rigtige ord, den rigtige holdning, det rigtige svar. Men han tager aldrig af sted. Og Jesus stiller et enkelt spørgsmål: »Hvem af de to gjorde sin fars vilje?« Han spørger ikke, hvilken søn der talte smukkest. Han spørger ikke, hvilken der gjorde det bedste indtryk. Han spørger: Hvem gjorde rent faktisk det, som faderen bad om? Og i dag er det spørgsmål rettet til dig og mig.
For vi kan sige mange smukke ting til Gud. Vi kan bære et kors og alligevel nægte at tilgive vores egen bror eller søster. Vi kan sige, at familien er vigtig, mens vi ikke har tid til vores egen ægtefælle, vores børn eller vores aldrende forældre. Vi kan komme til messe hver søndag og på en eller anden måde aldrig finde fem stille minutter i løbet af ugen til at bede. Vi kan kende evangeliet, modtage sakramenterne, tage på pilgrimsrejser, deltage i smukke gudstjenester – og så gå ud af kirken og leve, som om Gud ikke eksisterede. Vi kan bede hver dag: »Din vilje ske«, og så bruge hele dagen på udelukkende at gøre vores egen vilje. Det er tragedien ved den anden søn. Han sagde ikke »nej« til sin far. Han sagde noget endnu farligere: et »ja«, der aldrig blev til et liv.
Og dette evangelium er særligt kraftfuldt for os, der betragter os selv som troende. Jesus taler ikke til hedninger. Han taler til ypperstepræsterne og de ældste, til religiøse mennesker, til folk, der kendte loven og vidste, hvordan man taler om Gud. Og så siger Jesus noget, der må have rystet dem dybt: »Toldere og prostituerede kommer ind i Guds rige før jer.« Hvorfor? Fordi synd ikke længere betyder noget? Nej. Præcis det modsatte. Fordi en person, der endelig ser sin synd og siger: »Gud, jeg tog fejl. Jeg vil gerne komme hjem«, måske er tættere på Gud end en, der har tilbragt hele sit liv i den overbevisning, at han ikke har noget at omvende sig fra. Og dette er et af de største budskaber om håb i dagens evangelium: Så længe du lever, kan du vende tilbage. Du har måske brugt halvdelen af dit liv på at sige til Gud: »Nej. Jeg vil ikke have Dine bud. Jeg vil ikke bede. Jeg vil ikke tilgive. Jeg vil ikke forandre mig.” Men hvis du en dag standser op og siger: »Herre, jeg tog fejl«, så står døren stadig åben. Den første søn sagde nej – men så tog han alligevel af sted. Måske har der været år i dit liv uden Gud. Måske er der beslutninger, du fortryder. Måske er der en synd, du har båret på i årevis. Måske har du såret nogen. Måske er du holdt op med at bede. Måske er det meget længe siden, du sidst gik til skrifte. Alt det kan være sandt. Men det behøver ikke at være det sidste ord i dit liv. Den hellige Augustin, der selv tilbragte år med at søge lykke langt fra Gud, skrev: »Vores hjerter er urolige, indtil de finder hvile i Dig.« Gud definerer dig ikke kun ud fra gårsdagens »nej«. Han venter stadig på dit »ja« i dag.
Og læg mærke til det lille ord i evangeliet: Faderen siger: »Søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.« I dag. Ikke en dag. Ikke når livet bliver lettere. Ikke når du har mere tid. Ikke når børnene er voksne. Ikke når du går på pension. Ikke næste advent eller næste fastetid. I dag. For omvendelse begynder altid i dag. I dag kan du ringe til nogen, du ikke har talt med i årevis. I dag kan du sige til din kone, din mand, dit barn, dine forældre: »Undskyld.« I dag kan du gå til skrifte efter mange år. I dag kan du vende ryggen til noget, du ved, trækker dig væk fra Gud. I dag kan du holde op med at lyve for dig selv. I aften kan du knæle ved siden af din seng og, for første gang i lang tid, virkelig tale med Gud. Du har ikke brug for smukke ord. Gud har ikke brug for imponerende løfter. Han ønsker et ærligt hjerte. Den hellige Teresa af Calcutta sagde: » Gud har ikke kaldet mig til at opnå succes. Han har kaldet mig til at være trofast.” Trofast i de små ting. Trofast i bønnen, når jeg ikke føler noget. Trofast i ægteskabet, når det bliver svært. Trofast mod sandheden, når en løgn ville være lettere. Trofast i tilgivelsen, når såret stadig gør ondt. Trofast mod eukaristien. Trofast mod Gud, når ingen ser på. For det er dér, vi opdager, om vores »ja« til Gud er ægte.
Så måske behøver vi ved afslutningen af denne eukaristi ikke at afgive store løfter til Gud. Måske er det nok at sige: Herre, jeg har ikke altid været trofast over for Dig. Mange gange har jeg sagt »ja«, men levet, som om jeg havde sagt »nej«. Men i dag vil jeg begynde forfra. Vis mig min vingård. Vis mig den person, jeg skal opsøge. Vis mig det gode, jeg skal gøre. Vis mig den synd, jeg skal lægge bag mig. Og når Gud viser dig det – så vent ikke til i morgen. Gå. For i sidste ende er det ikke, hvor mange gange vi har sagt »ja« til Gud, der betyder noget. Det, der betyder noget, er, om vores »ja« blev vores liv.
Amen.
Fr. Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark
