I anledning af den hellige Frans’ festdag forestod kardinal Zuppi, formand for Den Italienske Bispekonference (CEI), messen i Fransbasilikaen i Assisi.
I tilstedeværelse af republikkens præsident Sergio Mattarella, der var ledsaget af statssekretær ved premierministerens kontor Alfredo Mantovano, forestod kardinal Matteo Maria Zuppi her til morgen i Assisi messen i Fransbasilikaen i anledning af den hellige Frans’ festdag. Kardinal Zuppi er metropolitærkebiskop af Bologna og formand for Den Italienske Bispekonference.
I år er det 800 år siden helgenens død, og for første gang siden genindførelsen fejrer Italien dagen for sin skytshelgen som national helligdag efter Parlamentets beslutning.
Blandt koncelebranterne var monsignore Felice Accrocca, biskop af Assisi, og kardinal Francois Xavier Bustillo, der er konventualfranciskaner og biskop af Ajaccio. Kardinal Angel Fernandez Artime, pro-præfekt for Dikasteriet for Institutter for Gudviet Liv og Selskaber for Apostolisk Liv samt pavelig legat for Fransbasilikaen og basilikaen Santa Maria degli Angeli i Assisi, var også til stede.
Under messen blev også olien til den votivlampe, der skal placeres foran den hellige Frans’ grav, velsignet.
»Lovet være du, min Herre, for broder Frans – sagde kardinal Zuppi i sin prædiken – et levende billede af Kristus, din Søn, som fortsat viser os den evige Faders ansigt og hjælper os til at se hans nærvær og gøre hans vilje: at intet i vores fattige liv må gå tabt, og at ingen må gå tabt, ikke engang fjenden, vores broder ulven, som har brug for fred og brød. Og vi kan give ham begge dele; når vi giver, finder vi fred, både for ham og for os.«
Frans – tilføjede han – »er fuld af glæde, og den søger vi alle. Han har fundet den og lærer os at finde den; han gør den mulig og let for alle. Broder Frans taler fortsat til vores hjerter, ikke gennem lærd belæring eller præcise og ubarmhjertige domme, men gennem sit liv, sine handlinger og sine mange ord.«
Den hellige Frans skænker fred og lærer os »at være fredsskabere, så vi kan bringe freden derhen, hvor der er vold, had og manglende forståelse. Han gav afkald på alt for at være ubevæbnet. At være ubevæbnet betyder på ingen måde at være eftergivende, føjelig eller uden betydning. Tværtimod! I denne tid fristes og forføres vi af en magtkultur, der er vulgær, påtrængende og bedragerisk. Den er også frugten af malplacerede overdrivelser og skamløse, enorme økonomiske interesser, af nationalismer, der ødelægger nationerne, og af kampagner, som skaber fjenden i stedet for at søge det, der forener.«
Med sin ydmyghed – bemærkede formanden for Den Italienske Bispekonference – »punkterer Frans de magtfuldes arrogance, altid med stor høflighed og uden nogen form for overlegenhed. Han taler med alle, fordi hans tro ikke er rettet mod nogen, men er kærlighed til alle, og fordi han ser alt med Guds øjne, som får livet til at synge.« Hans enkelhed er ikke »overfladiskhed eller det at være slave af det ydre«.
Den hellige Frans »jager ikke efter tom retorik«, men »synger under alle forhold om skaberværkets helt menneskelige og helt guddommelige skønhed. Hans verden og vores er præget af frygtelige krige, af vanvid, der gør mennesker vanvittige, og her er fred og retfærdighed den eneste fornuft, vi må søge, for kun de gør det muligt at finde og forsvare alle berettigede grunde.« Den hellige Frans – understregede kardinal Zuppi endnu en gang – »minder os om, at krigen ikke er en skæbne, at freden begynder hos os og er den eneste mulige fremtid. Han skriver til nationernes ledere, for at de skal vælge freden. Der er ingen tid at spilde, for lidelsen er enorm. Den, der splitter, gør løsningerne mere komplicerede, forvirrer tankerne og får os til at tro, at vi finder freden med våben og ikke gennem dialog og ret.«
Med sin fattigdom viser den hellige Frans, at »at elske er at give, og der findes ingen glæde uden at glæde sin næste, først og fremmest den fattige, som vi elsker, som han er, og ikke som vi mener, han bør være. At knytte sig til den fattige, ikke som et objekt for vores interesse, men som vores broder, er ikke et offer, men en erfaring af kærlighed.«
»Netop fordi den hellige Frans vidste, hvem han var, og hvad han troede på, var han ikke bange for at møde alle og være nær enhver – ikke med sværdet, men gennem dialog, som en broder uden overlegenhed eller afstand. I denne truende tid hjælper han os – sluttede kardinalen – til at forstå, at vi kun finder svaret sammen, og at freden kun virkelig er fred, hvis den omfatter alle. Han kalder kun på ydmyge fredsskabere og ydmyge fredens arkitekter, som modigt hjælper mennesker til at leve sammen, med retten som styrke og uden at påtvinge den stærkeres ret. Den hellige Frans peger ikke på en kærlighed, der er reduceret til en vag, uudsigelig idé, som intet kræver, og som giver falsk tryghed til den, der forsøger at redde sig selv. Han peger derimod på en kærlighed, sådan som den sande kærlighed er: hel, for alle og rodfæstet i den sande sikkerhed, som er Kristus.«
Af Marco Mancini · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
