H.E. biskop Francesco Cavinas kommentar til søndagens evangelium.
Af H.E. biskop Francesco Cavina, biskop emeritus af Carpi
Noget af det sværeste for forældre er undertiden at opleve, at deres børn gør oprør. I den bedste mening beder de børnene om at gøre noget, som de mener vil gavne deres fremtid, men bliver afvist, næsten som om børnene vil hævde deres selvstændighed: »Jeg vil ikke have, at du bestemmer for mig.«
I dagens evangelium tager Jesus udgangspunkt i denne menneskelige erfaring, når han taler til os om vores forhold til Gud. En far har to sønner og siger det samme til dem begge: »Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.« Den første svarer med et kategorisk, næsten provokerende »nej«. Men så sker der noget: Han tænker sig om, angrer sin opførsel og går derud. Den anden svarer derimod straks og upåklageligt: »Ja, herre.« Han siger det rigtige og holder facaden, men sætter siden ikke sine ben i vingården. Da Jesus spørger, hvem af de to der gjorde faderens vilje, er svaret utvetydigt: den første.
Men netop her begynder evangeliets udfordring. Det er ikke vores overvejelser, ord eller gode hensigter, der viser, hvem vi virkelig er; det gør vores konkrete valg. Med denne lignelse beder Jesus os derfor om at undersøge vores liv og spørge os selv: Hvordan står jeg over for Gud?
Den anden søn repræsenterer dem, der nøjes med det ydre: dem, der måske forstår at sige de rigtige ord og viser en tro, som kun kommer til udtryk udadtil, men som aldrig når ind i det virkelige liv. Det er risikoen ved en religiøsitet, der består af ord og vaner. Den første søn legemliggør derimod den, der siger nej til Gud, fordi han betragter Gud som en hindring for sin egen lykke og frihed og ikke som den, der mere end nogen anden ønsker, at vi skal have netop lykke og frihed.
Vores »nej« er dog ikke nødvendigvis det sidste ord i vores historie. Gud lader altid en vej tilbage stå åben. Den første søn foretager sig noget ganske enkelt og samtidig ekstraordinært: Han angrer. Han går i sig selv. Han ser på det, han har gjort. Han erkender, at den vej, han har valgt, ikke er den rette, og beslutter at skifte retning. At angre er ikke svaghed. Det er styrke. Verden lærer os at retfærdiggøre os selv, forsvare os og skjule vores fejl. Evangeliet viser os en anden vej: at have mod til at kalde det onde ved dets rette navn, erkende vores fejl og bede Herren om tilgivelse, så vi kan begynde at leve på ny. Derfor er det at modtage tilgivelse et af de største mirakler, der kan indtræffe i et menneskes liv. Tilgivelsen er nemlig »livet efter døden, eksistensen efter intetheden, opbygningen efter sammenbruddet, glæden efter fortvivlelsen«. Den hellige sognepræst fra Ars sagde: »Helgenerne begyndte ikke alle godt, men de endte alle godt.« Det er en sætning, vi ofte bør huske: For Gud er det ikke afgørende, hvordan vi begyndte, men hvordan vi vælger at ende.
I denne lignelse aner man imidlertid – som Benedikt XVI bemærkede – på mystisk vis en tredje søn bag de to: »Den første søn siger ja, men gør ikke det, han får besked på. Den anden søn siger nej, men gør siden faderens vilje. Den tredje søn siger ›ja‹ og gør også det, han får besked på. Denne tredje søn er Guds enbårne Søn, Jesus Kristus.« Her når vi lignelsens kerne. Vi kan genkende os selv i den ene eller den anden af de to sønner: Vi kan sige ja og derefter undlade at handle; vi kan sige nej og siden angre og forandre os. Men der er en Søn, som er det fuldkomne »ja« til Faderen: Jesus. Det er netop ham, der lærer os at sige vores »ja«. Lignelsen bliver således en opfordring til at pleje venskabet med Jesus i vores liv. Det venskab skænker hjertet dyb fred og ro, for han er den eneste, der kan helbrede vores sårede og syge menneskelighed.
Af H.E. biskop Francesco Cavina, biskop emeritus af Carpi · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
