Monsignor Joseph Buh virkede blandt fattige indvandrere og oprindelige folk i Minnesota i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Bispedømmet Duluth i Minnesota har officielt indledt en formel helligkåringssag for den slovenskfødte missionærpræst fra 1800-tallet, monsignor Joseph Buh, der nu bærer titlen »Guds tjener« i Den katolske Kirke.
»Det fylder os med ydmyghed at vide, at vi befinder os i et historisk øjeblik, som Helligånden har udvalgt til at føre monsignor Joseph Buh frem – ikke blot for svundne tider, men også for nutiden – nu hvor vi igen oplever en katolsk vækkelse i bispedømmet Duluth,« sagde biskop Daniel Felton ved indledningen af messen den 22. september for Buhs helligkåringssag.
Felton fejrede messen i Vor Frue af Rosenkransens Katedral i Duluth. Ved messen deltog desuden en repræsentant for den slovenske regering, en repræsentant for Den katolske Kirke i Slovenien samt repræsentanter for lokale samfund af oprindelige folk og for det slovensk-amerikanske samfund.
Den officielle helligkåringssag for en person begynder typisk på lokalt plan, hvor bispedømmets biskop indleder undersøgelsen. I juni rådførte Felton sig med USA’s katolske bispekonference (USCCB), som stemte for at støtte Feltons undersøgelse af Buhs sag.
Buh, der blev født i 1833 og døde i 1922, virkede blandt fattige indvandrere og oprindelige folk, herunder ojibwefolket, og var med til at grundlægge mere end 50 sogne i området. Hvis Buh blev helligkåret, ville han være den første helgen fra Minnesota.
»Hvis monsignor Buh var iblandt os, ville han være den første til at sige: ›Det handler ikke om mig – det handler om, hvordan Gud udvalgte mig til at bringe helbredelse, til at bringe håb og til at bringe Jesu glæde til andre.‹« sagde Felton. »Og derfor erkender også vi i aften, at det ikke handler om os. Det handler udelukkende om Jesus.«
I sin prædiken sagde Felton, at ingen betegnelse passer bedre på Buh end »Guds tjener«, som nu er hans officielle titel. Han sagde: »Det var hans eneste ønske: [Det] var at være Guds tjener.« Han sagde, at Buh »ønskede at være Kristi discipel og blot at komme stadig nærmere Jesus i alle henseender«.

Felton henviste til evangelielæsningen om pinsen, hvor Helligånden steg ned over apostlene og »skulle føre dem derhen, hvor Helligånden ønskede, at de skulle være«. Om begyndelsen af 1900-tallet sagde han: »Den samme Ånd svævede over bispedømmet Duluth i et stort øjeblik præget af vækkelse.«
Biskoppen bemærkede, at Buh altid boede i det pågældende lokalsamfund og lærte dets sprog, når han virkede blandt oprindelige samfund og andre. »Og det var først, når han kendte dette sprog, folkets sprog, at han for alvor kunne forstå deres sår og smerter; han kunne forstå, hvor fortvivlede de var; han kunne forstå deres trængsler i livet.«
»Og først når han virkelig havde erkendt dette i sit hjerte og kunne tale folkets sprog, først da ville hans næste skridt altid være at tale om Jesus, sætte Jesus i centrum og sige: Jesus er helbredelse for jeres sår, Jesus er håb i jeres fortvivlelse, Jesus er glæde i jeres trængsler,« sagde Felton.
Nu, hvor Buh har titlen Guds tjener, vil bispedømmet foretage en undersøgelse af hans liv og sende resultaterne til Dikasteriet for Helligkåringer i Vatikanet, som skal afgøre, om hans sag skal føres videre.
Af Tyler Arnold · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





