Søndagsprædiken over Mattæus 21, 33-43 og Esajas 5, 1-7. Den 27. almindelige søndag 2026.
Kære brødre og søstre,
Det mest smertefulde ved dagens evangelium er, at jordherren bliver afvist af netop de mennesker, han havde tillid til. Han betroede dem sin vingård, sørgede for alt, hvad de havde brug for til deres arbejde, og lod dem passe på den. Men når høsttiden kommer, opfører de sig, som om alt tilhører dem. De behøvede aldrig at tage noget med magt. De fik et sted, et ansvar og en andens tillid. Deres tragedie begynder, når de glemmer, at de er forpagtere, og begynder at tro, at de er ejere. Dette er også en fristelse i vores egne hjerter: at modtage noget fra Gud og derefter indrette vores liv, som om Gud ikke længere var der.
Vingården symboliserer først og fremmest de mennesker, som Gud har omgivet med sin omsorg. Jesus fortæller denne lignelse til ypperstepræsterne og de ældste, som bærer ansvaret for det folk, der er betroet dem. Men i dag er disse ord rettet til os. Vi kan ikke nøjes med at dømme disse ledere. Hver af os er blevet betroet en del af Guds vingård: en familie, et ægteskab, præsteskabet, vores arbejde, et andet menneske, der har sat sin tillid til os. Et barn, der er betroet forældrene, har sin egen værdighed og sit eget kald. En person, hvis liv påvirkes af vores beslutninger, fortjener respekt. Et menighedssamfund, der er betroet en præst, har brug for en hyrde, der vil føre det til Kristus. Gud vil spørge os, hvordan vi har taget os af disse mennesker. Han vil også spørge, hvad vi har gjort med den tid, de gaver og de muligheder, vi har modtaget.
Forpagterne nægter at aflevere frugten. De vil have fordelene ved vingården, men de afviser deres forhold til dens ejer. Vi kan også leve vores tro på den måde: at forvente Guds beskyttelse, sundhed, succes og trøst, samtidig med at vi holder Ham ude af de områder i vores liv, der har brug for omvendelse. Vi beder om, at Han vil ændre en vanskelig situation, men vi ønsker ikke, at Han skal røre ved vores stædighed. Vi beder Ham om at helbrede vores relationer, men vi har ingen intentioner om at undskylde. Vi ønsker fred i vores hjem, men alligevel sårer vi hinanden med vores ord. Dagens evangelium stiller os over for et dybt personligt spørgsmål: Vil jeg lade Gud fortælle mig noget, jeg ikke ønsker at høre? Kan Hans ord virkelig ændre de valg, jeg træffer?
Jordherren sender sine tjenere. Den ene efter den anden. I den tålmodighed kan vi genkende Guds tålmodighed. Hvor mange gange er Han allerede kommet til os gennem samvittighedens stemme, gennem evangeliet, gennem en andens ærlige ord? Måske har en, der står os nær, forsøgt at sige: Du er ikke nok hjemme. Der er for meget vrede i dig. Det, du gør, ødelægger vores tillid. Nogle gange er vores første reaktion at forsvare os selv og bære nag til den person, der talte. Det er lettere at sætte spørgsmålstegn ved en andens motiver end at indrømme, at vedkommende har rørt ved sandheden. Den verden, vi lever i, gør dette meget let. Vi kan vælge de nyheder, de meninger og de mennesker, der altid vil bekræfte det, vi allerede tror på. Vi kan endda lytte til religiøst indhold på en måde, der holder os oprørte over alle andres synder, uden nogensinde at se vores egne. Men Guds ord er også ment til at føre mig til omvendelse – selvom jeg har gået i kirke i årevis.
Til sidst sender landejeren sin søn. Her afsløres denne lignelses dybeste sandhed. Gud giver os sin egen Søn. Jesus taler om den afvisning, han selv vil måtte udholde, om sin død uden for bymurene. Han kender det menneskelige hjertes hårdhed, og alligevel kommer han os i møde. Lad det røre vores hjerter: Gud holdt ikke op med at elske os, selv da han så, hvor meget vi var i stand til at ødelægge. Men hans kærlighed gør ikke det onde ubetydeligt. Den skade, vi forvolder, forbliver reel. Synd forbliver synd, og vi må vende os bort fra den. Barmhjertighed åbner vejen hjem. Den giver os styrken til at tale sandheden, reparere det, der kan repareres, og begynde at leve anderledes.
I disse dage markerer vi 800-årsdagen for Sankt Frans af Assisis død. Han vendte hjem til Herren om aftenen den 3. oktober 1226, og vi fejrer hans festdag den 4. oktober. Otte århundreder senere udfordrer hans liv os stadig til at spørge os selv, om vi er tro mod evangeliet. Frans lod Kristus forandre sit eget hjerte, sine ønsker og den måde, han behandlede mennesker på. I sine »Formaninger« efterlod han os disse stærke ord: »De, der er sat til at lede andre, bør glæde sig over dette embede, ligesom hvis de var blevet udpeget til at vaske deres brødres fødder.« Denne sætning er en samvittighedsprøve for alle, der bærer ansvar for andre: en præst, en forælder, en leder. Hvis nogen er blevet betroet min omsorg, er jeg kaldet til at tjene denne person. Jeg har brug for ydmyghed til at lytte, til at erkende mine egne fejl og til at sørge for deres vel, selv når jeg ikke får noget til gengæld.
Jesus siger, at riget vil blive givet til et folk, der bærer dets frugt. Det er også en alvorlig advarsel til os. Det er ikke nok blot at tro, at vi tilhører Kirken; det kan ikke erstatte at leve efter evangeliet. Troens frugt modnes i konkrete valg: i ærlighed, når vi kunne snyde; i tålmodighed over for en syg; i trofasthed, når fristelsen kommer; i at nægte at deltage i en andens ydmygelse. Den modnes også online, hvor det er så let at glemme, at der er et menneske på den anden side af skærmen. Vi kan forsvare en værdig sag på en måde, der sårer, ydmyger og gør det sværere for en anden person at finde vejen til Gud. Så må vi spørge os selv, hvad der virkelig driver vores hjerter. Kærlighed til sandheden kræver også ansvar for vores ord.
Måske lytter nogen til dette evangelium med et såret hjerte, fordi de er blevet afvist igen og igen. Du tjente. Du stolede på. Du gav så meget af dig selv, og det, du modtog, var utaknemmelighed. Jesus kender den smerte. Han taler om den sten, som bygherrerne forkastede, og som blev hjørnestenen. I Ham har afvisning og død ikke det sidste ord. Så det gode, du har gjort, bliver ikke værdiløst, blot fordi nogen ikke værdsatte det. Gud ser din trofasthed. Du kan søge hjælp. Du kan bede om retfærdighed. Du kan sætte grænser for at beskytte dig selv mod overgreb. Men bed Kristus om at forhindre, at din smerte fanger dig i had. Han kan bevare vores evne til at elske, selv efter de hårdeste oplevelser.
Om et øjeblik vil Sønnen i denne lignelse komme til os i eukaristien. Vi vil bringe ham de dele af vores vingård, der er forsømt, såret og ufrugtbar. Vi behøver ikke at skjule dem. I dag kan vi sige: Herre, hjælp mig med at vende tilbage til dig. Vis mig den person, jeg er holdt op med at lytte til, det ansvar, jeg har forsømt, den synd, jeg har lært at leve med. Giv mig modet til at gå til skrifte, til at sige undskyld, til at træffe én ærlig beslutning. Denne uge kan bære den første frugt af vores tilbagevenden. Gud betror stadig sin vingård til os. Lad os svare ham ved at passe på det, vi har modtaget, og elske de mennesker, han har sat ved vores side.
Amen.
Pastor Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark
