Audiensen i Vatikanet
»Hvor stort et kald jeres Kirke har: at være vidner om forsoning og fred i lande, der er hærget af konflikter. I er fællesskabets frø i lande præget af vold. Dette vidnesbyrd gør jer i sandhed til ikoner for århundreders tro på de steder, der er helligst for vores frelse.«
Det sagde pave Leo XIV til deltagerne i biskoppesynoden for den græsk-melkitiske Kirke i Antiokia, da han modtog dem i audiens.
Paven opfordrer biskopperne til ikke at nøjes med »at bevare troen i tankerne, men lade den trænge ind i jeres hjerter, idet I lader jer drive af Ånden til at dele mad med de sultne, sørge for uddannelse og sundhedspleje, ledsage og opmuntre dem, der lider, og lade Kirken være et fyrtårn, Kristi lys, især i denne urolige tid«. Han tilføjer: »Hele den katolske Kirke er med jer. For når ét lem lider, lider hele legemet med. Og netop fordi I lider og bestræber jer på at efterligne Jesus i den sagtmodighed, hvormed han har forløst verden, befinder I jer i Kirkens hjerte. Jeg tænker især på de sår og vanskeligheder, I står over for, og som får mange af jeres troende til at rejse til fjerne lande for at finde arbejde, undslippe farer og undertiden endda forfølgelse samt skabe en tryg tilværelse for deres familier.«
Leo XIV advarer mod den »menneskelige tilbøjelighed til konflikt«, som »også kan ramme os inden for Kirken«, og beder synoden om at være »fællesskabets vogter«. Han opfordrer alle til »altid at være på vagt, så vi ikke falder for fristelsen til at hæve os over andre og søge magt frem for tjeneste, vinding frem for gennemsigtighed og ærlighed og personlig succes frem for pastoral omsorg«.
Leo XIV taler også om behovet for »tydeligere at formidle det glade budskab til dem, der ikke kender Kristus«. Det sker, »når vi tager vores kors på os og vælger at vise kærlighed i de øjeblikke, hvor vi er bange, vrede eller lider. Vi, der som gejstlige tjener Kirken, giver vores troende større håb i evangeliet, når vi gransker os selv og drager hinanden til ansvar, ikke blot i spørgsmål om forvaltningen af materielle goder, men også når det gælder den måde, vi søger forsoning på«.
Til sidst går hans tanker til Mellemøsten: Prøvelserne »giver os mulighed for at vise vores tro på en måde, der finder genklang i hjerterne hos dem, der søger den sande fred. Derfor er det min bøn, at I med kristent håb og kærlighed til alle de mennesker, I lever iblandt, fortsætter med at danne unge mennesker og styrke alle i jeres ædleste traditioner«. Samtidig giver han denne forsikring: »Den Hellige Stol arbejder for, at der stilles stipendier til rådighed for de troende i Syrien, Libanon og Irak, så de kan få en katolsk uddannelse. Vores mål er at støtte unge mennesker, så kristne familier får den nødvendige hjælp til at blive i Mellemøsten og opretholde en kristen tilstedeværelse.«
Den melkitiske græsk-katolske Kirke er en katolsk sui iuris-kirke af byzantinsk ritus med patriarkalsk rang. Den har sæde i Damaskus, ledes af det melkitiske patriarkat i Antiokia og er traditionelt arabisk i både sprog og identitet. Den har hundredtusinder af troende, hovedsageligt arabiske kristne, og er især udbredt i Syrien, Libanon, Israel og Palæstina, men har også store samfund i resten af den arabiske verden og i Latinamerika. Dens jurisdiktion omfatter alle katolske troende af byzantinsk ritus, som bor i de områder, der historisk hørte under patriarkaterne i Antiokia, Jerusalem og Alexandria i Egypten, samt de troende i diasporaen.
Af Angela Ambrogetti · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
