Afdøde pastor Patricio Sánchez Molinari blev beskrevet som en mand »med et rent hjerte og altid et smil på læben … Han var altid så rolig, tålmodig og tolerant.«
»Han døde, mens han gjorde det, han elskede – han fejrede eukaristien.« Sådan mindedes pastor Pedro Calle sin medredemptorist, pastor Patricio Sánchez Molinari, der døde den 17. oktober, efter at et stort krucifiks havde løsrevet sig fra væggen i koret og var faldet ned over ham under messen.
»Det er ikke så let at bearbejde eller forsone sig med denne situation i betragtning af den måde, det skete på,« fortalte Calle i et interview med EWTN News Español, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. »Jeg kan bryde sammen når som helst på grund af den smerte, jeg bærer på.«
Calle bor i Quito i Ecuador og varetager redemptoristkongregationens administrative opgaver i den andinsk-caribiske provins, som omfatter Venezuela, Colombia og Ecuador. Han opholder sig i øjeblikket i Guayaquil, hvor han også fungerer som juridisk repræsentant og tager sig af spørgsmål i forbindelse med Sánchez’ død. Han deltager desuden i novenen fra den 19. til den 27. oktober for Sánchez’ sjæls hvile.
»Han døde, mens han omfavnede korset. Krucifikset blev ikke beskadiget bortset fra en del af benet [på Kristusfiguren]. Det er slående, hvordan han fejrede Herrens påske, og Herren fejrede hans påske sammen med ham … Og Patricio døde, mens han gjorde det, han elskede: eukaristien,« understregede præsten.
Han elskede eukaristien og den salige Jomfru Maria
Calle beskrev Sánchez som en mand »med et rent hjerte og altid et smil på læben, et smil, der skabte en følelse af nærhed. Folk følte sig draget til ham på grund af hans rene hjerte, som ikke rummede det mindste spor af onde hensigter. Han var altid så rolig, tålmodig og tolerant.«
»Han elskede det hellige sakramente højt. I ethvert sogn, han kom til, fremhævede han altid denne hengivenhed. Og han var altid selv den første til stede; han nøjedes ikke med at stille det hellige sakramente frem et stykke tid og derefter gå, men blev for at bede,« fortalte præsten.
Sánchez virkede i Loja i det sydlige Ecuador og senere i et missionsområde ved navn Vinces. Han tilbragte også ni år i et sogn i Manta og til sidst omkring fire år i Guayaquil ved kirken Vor Frue af den evige Hjælp. Han var sognepræst dér, og det var i denne kirke, han døde.
»Han elskede også den allerhelligste Jomfru Maria. Vi kan beskrive Patricio som en, hvis nærhed alle oplevede gennem hele hans tjeneste – absolut alle,« fremhævede redemptoristpræsten.
»Han var altid meget engageret, altid åndelig og pastoral. Han sagde ›ja‹ til alle. Man kan derfor sige, at han var hårdtarbejdende, meget selvopofrende og meget hengiven,« bemærkede han.
Calle bemærkede desuden, at »Patricio var et meget enkelt menneske, meget tilgængelig og fuld af menneskelig varme. Derfor var hans prædikener også så enkle.«
»Mit blivende minde om Patricio,« tilføjede han, »er, at han var meget gæstfri og altid sørgede for, at man havde noget at spise eller drikke. Han nød at gå i biografen og var fysisk aktiv; han kunne lide at gå ture og svømme.«
»Et tegn på nåde«
Præsten fortalte, at han aldrig havde talt med Sánchez om, hvordan han gerne ville huskes, men fremhævede et forhold, som han har tænkt over i dagene efter sin præstekollegas tragiske død.
»Patricios død vil blive – eller er allerede ved at blive – et tegn på nåde for katolikker og for menneskeheden, i betragtning af at han var i færd med at livestreame [messen], og at tragedien netop udspillede sig på denne måde og ikke på nogen anden. Det var et budskab til alle,« bemærkede Calle.
Afslutningsvis bemærkede præsten, at han ikke ved, hvor historien om denne præst i sidste ende vil føre hen, men at den bestemt ikke vil lade nogen uberørt.
»Jeg ved ikke, om hans mission begynder nu. Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed eller give nogen garanti; det er blot en personlig opfattelse, der bygger på omstændighederne og den måde, han døde på.«
»En dag vil vi alle her også dø«
Sánchez blev født den 6. november 1973 i Cuenca i Ecuador. Han aflagde sine ordensløfter i Kongregationen af den Allerhelligste Forløser (redemptoristerne) den 15. august 2000, på højtideligheden for den salige Jomfru Marias optagelse i Himlen. Han blev præsteviet den 15. oktober 2005.
Han var sognepræst i sognet Vor Frue af den evige Hjælp i det sydlige Guayaquil. Han var superior for sit ordensfællesskab, hvor han boede sammen med en ordensbroder, der havde aflagt sine evige løfter.
I sin sidste prædiken, på dagen for sin død, talte han om betydningen af at afsætte tid til Gud. »Han skal komme først,« sagde han og tilføjede: »Kære brødre og søstre, en dag vil vi alle her også dø. Undertiden har den tid, vi har brugt på materielle ting, ikke så stor betydning som den tid, vi afsætter til Gud – den kvalitetstid, vi giver Gud, vores brødre og søstre, vores hustru, vores mand, vores børn og vores familier. Det er tid, der er brugt på den bedst mulige måde.«
Denne artikel blev først offentliggjort af EWTN News Español, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Walter Sánchez Silva · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
