Prædiken til 32. søndag i almindelig tid, år A (Matthæus 25,1–13). Lignelsen om de ti jomfruer stiller os et dybt seriøst spørgsmål: Brænder troens lampe stadig i vores hjerte? Fader Piotr W. Wiśniowski kalder til årvågenhed, bøn og omvendelse – også i lyset af tragedien i Kraków.
Kære brødre og søstre i Kristus!
Vi lever i en verden, der i stigende grad frygter mørket, men samtidig synes vi mere og mere fast besluttede på selv at slukke lyset. Vi har elektricitet, internet, smartphones og øjeblikkelig adgang til nyheder fra alle hjørner af verden. På få sekunder ved vi, hvad der er sket tusinder af kilometer væk. Og alligevel har vi så ofte ingen anelse om, hvad der foregår i hjertet hos den person, der bor lige ved siden af. Nogle gange ved vi ikke engang, hvad der egentlig foregår i vores egne hjerter. Og i dag stiller Kristus hver enkelt af os et dybt seriøst spørgsmål: Når jeg kommer, vil jeg så stadig finde troens lampe brændende i jeres hjerte?
Dagens evangelium om de ti jomfruer er ikke blot en fortælling om et bryllup, der fandt sted for to tusind år siden. Det er et evangelium om os. Om vores liv, vores tro, vores ansvar og vores evighed.
Ti unge kvinder. Alle venter på brudgommen. Alle bærer lamper. Alle hører til det samme bryllupsfølge. Og alligevel er det kun fem, der kommer ind til bryllupsfesten. Hvorfor? Fordi fem var forberedte, mens de andre fem levede i den vildfarelse, at der altid ville være mere tid. Og her står vi ansigt til ansigt med en af de største tragedier i nutidens kristendom. Et menneske kan udadtil ligne en troende, mens det indadtil er meget langt fra Gud. Man kan være døbt og konfirmeret. Man kan kende sine bønner, gå i kirke og alligevel langsomt lade sit hjerte blive koldt over for Kristus. Man kan have en lampe, men ingen olie. Den hellige Augustin, der reflekterede over netop dette evangelium, lærte, at de kloge jomfruers lamper brændte med den indre olie, som er en god samvittighed og ægte kærlighed. Og dette er nøglen til at forstå Guds ord i dag. Den olie er kærlighed, der er forankret i Guds nåde. Det er et levende forhold til Kristus, en tro, der går ud over ord og bliver en livsform. Det er ikke nok at sige: »Jeg er katolik.« Det er ikke nok at have et krucifiks hængende på væggen eller stolt at tale om vores forfædres kristne traditioner. Vi skal leve på en sådan måde, at Kristus virkelig hersker i vores hjerter.
Mine kære brødre og søstre! Lad os i dag se på vores elskede hjemland, Polen. Vi kæmper stadig med at forstå og endda overvinde chokket og rædslen over gårsdagens tragedie i Kraków. Midt i hjertet af en af Polens smukkeste byer lød der skud. Mennesker mistede livet. Andre blev såret. Og på et øjeblik blev deres familier kastet ud i ufattelig lidelse. Det var mennesker, der måske blot var gået ud for at gå en tur, handle eller nyde en almindelig lørdag eftermiddag. Og pludselig ændrede alt sig for stedse. Hvor smerteligt genlyder ordene fra dagens evangelium i lyset af en sådan tragedie: »Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.« Men netop nu, hvor følelserne er så stærke, hvor beskyldninger, politiske diskussioner og gensidig placering af skyld breder sig, må vi kristne minde os selv om noget helt afgørende: Vi må ikke lade denne tragedie give anledning til endnu en bølge af had! Vi kender endnu ikke hele sandheden om, hvad der skete, men så meget ved vi: ethvert menneskeliv er helligt, og vold kan aldrig være vejen til helbredelse af et såret samfund. Det, vi har brug for i dag, er ikke mere råben eller politiske insinuationer. Vi har brug for bøn for dem, der blev dræbt, for de sårede, for deres familier og for alle, der er berørt af denne forfærdelige tragedie. Og vi har desperat brug for at bede om ANGER. EN OPVÅGNING AF DEN MENNESKELIGE SAMVITTIGHED. Er det ikke skræmmende, at vi taler mere og mere om menneskelig værdighed, samtidig med at vi viser mindre og mindre respekt for menneskelivet? At foragt, had og diskrimination af mennesker, som værende mindre menneskelige, er blevet så foruroligende let? Vi kan ikke holde alle ansvarlige for den forbrydelse, der er begået af én person. Men hver enkelt af os er ansvarlig for, om vi opmuntrer det onde eller tager afstand fra det i vores eget miljø. Må tragedien i Kraków ikke blive endnu en undskyldning for en ordkrig, men en kraftfuld og smertelig opvækning af et samfund, der er faldet i åndelig søvn! For vi kan vinde enhver diskussion, denne verden har at byde på, og alligevel miste vores egen sjæl. Og, hvad slags sejr ville det være?
Der er endnu et dybt rørende øjeblik i dagens evangelium. Brudgommen er forsinket. Alle ti unge kvinder falder i søvn. Selv de kloge. Og det er så vigtigt! Jesus fortæller os ikke, at en troende aldrig vil føle sig udmattet, svag, bange eller overvældet af hverdagens byrder. Han fortæller os ikke, at vi aldrig vil opleve en krise. Forskellen mellem de kloge og de tåbelige jomfruer var ikke, at nogle faldt i søvn, mens andre forblev vågne. Forskellen var, at nogle var forberedte på at vågne op, mens andre ikke var det. Vi kan føle os nedslidte af livet. Vi kan opleve sygdom, lidelse, skuffelse over andre eller endda dyb åndelig mørke. Men vi må aldrig lade vores relation til Gud dø i det mørke. Derfor har vi brug for bøn. Vi har brug for eukaristien. Vi har brug for skriftemålet. Vi har brug for de stille øjeblikke foran det hellige sakramente. Ikke blot som religiøse rutiner, men som ægte møder med Den, uden hvilke vores sjæle langsomt begynder at falme. En person, der holder op med at bede, forlader ikke nødvendigvis kirken fra den ene dag til den anden. Nogle gange fortsætter den pågældende med at deltage i søndagsmessen, mens noget dybt inde i vedkommende langsomt begynder at dø. Først forsvinder bønnen. Derefter begynder samvittighedens følsomhed at svinde. Dernæst kommer tabet af enhver reel syndsbevidsthed. Og til sidst bliver Gud en fjern skikkelse, næsten overflødig. Sådan løber olien ud. Ikke på én gang, men langsomt, næsten uden at vi lægger mærke til det. Og den største tragedie er ikke, at vi lever i en verden fyldt med mørke. Den største tragedie er, når vi ikke længere har en længsel efter lyset.
Denne november måned minder os om en anden dybtgående sandhed. For blot et par dage siden stod vi ved vores kæres grave. Vi tændte lys og bad for dem, der er gået forud for os. Og bag hver eneste af disse grave ligger historien om et menneske, der engang havde planer, ansvar, håb og drømme. En person, der også troede, at der ville være mere tid. En person, hvis jordiske liv en dag fandt sin afslutning. Gårsdagens tragedie i Kraków mindede os, endnu mere smerteligt, om, hvor skrøbelig grænsen mellem liv og død egentlig er. Men den hellige Paulus fortæller os i dagens anden læsning, at kristne aldrig må se på døden som dem, der ikke har noget håb. For graven er ikke vores endelige destination. Vores skæbne er opstandelsen og det evige liv med Jesus Kristus! For en troende er døden ikke et møde med intetheden. Den er en overgang mod vores endelige møde med Gud. Og netop derfor må vi være parate. Ikke fordi vi frygter Gud, men fordi vi elsker Ham. Kristus er Brudgommen, der kommer for at hente dem, Han elsker, dem, for hvem Han gav sit liv på korset. Men kærligheden kan ikke udskydes for evigt. De mest skræmmende ord i dagens evangelium kommer, når de uforstandige jomfruer råber: »Herre, Herre, luk op for os!« Og de hører svaret: »Sandelig siger jeg jer: jeg kender jer ikke.« Hvor hjerteskærende og skræmmende må disse ord være! Ikke fordi Gud er holdt op med at elske mennesket, men fordi et menneske kan afvise Hans kærlighed så længe, at det i sidste ende forbliver uden for livets fællesskab med Ham. Himlen er ikke en belønning blot for at bære et religiøst mærke. Himlen er evig forening med Gud, og vi er kaldet til at forberede os på denne forening her på jorden gennem tro, nåde og kærlighed.
Mine kære brødre og søstre! Vi ved ikke, hvor meget tid vi har tilbage. Men vi ved, at vi har i dag. I dag kan vi slutte fred med nogen. I dag kan vi vende tilbage til skriftestolen. I dag kan vi sætte en stopper for års bitterhed og had. I dag kan vi begynde at bede igen, ægte og oprigtigt. I dag kan vi sige til Kristus: Herre, jeg vil ikke længere leve uden Dig! Udskyd ikke din omvendelse til alderdommen. Vent ikke, til en alvorlig sygdom rammer. Gå ikke ud fra, at der altid vil være en ny mulighed. Fordi et af Satans største bedrag ikke nødvendigvis er at overbevise folk om, at Gud ikke eksisterer. Nogle gange behøver han blot at overbevise dem om, at de stadig har masser af tid til Gud. Men Kristus taler til os i dag med umiskendelig indtrængen: »Vær derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.« Lad os derfor hver især gå hjem i dag med ét dybt spørgsmål i vores hjerter: Hvis Kristus kom til mig i nat, ville min tros lampe så stadig brænde? Og må denne hellige eukaristi også blive vores fælles bøn: Herre, modtag i din barmhjertighed dem, der i går så tragisk mistede livet. Trøst deres sørgende familier, giv de sårede deres helbred tilbage, og væk vores samvittighed, før det er for sent. Lær os at respektere ethvert menneskeliv, at genkende det onde og at overvinde det onde med det gode. Må vi aldrig befinde os i en situation, hvor vi desperat søger den olie, vi har nægtet at samle gennem hele vores liv.
Lad os ikke høre de ord, der tales bag den lukkede dør, men høre Brudgommens stemme, der indbyder os til evig glæde. For i sidste ende er det ikke, hvor mange år vi tilbringer her på jorden, der betyder mest. Det, der betyder noget, er, når vores jordiske liv når sin afslutning, om vi vil være rede til at leve med Gud for evigt.
Amen.
Fader Piotr W. Wiśniowski
Af Frank Johannes Bjergkilde · EWTN Danmark
