Fra det velmenende forsøg på at helligkåre en ædel hund til en strømlinet administrativ proces forbeholdt Vatikanet har praksissen med at erklære nogen for helgen gennemgået en lang udvikling.
Omkring 1250’erne hørte en fransk dominikanerpræst under skriftemålet lokale kvinder fortælle om »St. Guinefort«, som blev æret i området nær Lyon.
»Da jeg antog, at der var tale om en hellig person, fortsatte jeg mine undersøgelser og erfarede til sidst, at det faktisk var en mynde …«, skrev præsten Stephen of Bourbon senere.
Ifølge historien havde hunden reddet en lille dreng fra en slange, men blev derefter uretfærdigt dræbt af barnets far, som fejlagtigt troede, at hunden havde dræbt barnet.
Nogle vil måske blive skuffede over at høre det, men for en god ordens skyld: Hunde kan ikke være kristne og da slet ikke helgener. Derfor forsøgte præsten at udrydde det, han kaldte en »krænkende overtro«.
Den fejlagtige dyrkelse af den ædle hund er et eksempel på det, historikeren Donald Prudlo beskriver som »opstillingen af uværdige kandidater« til helgenværdigheden. Det bidrog til udviklingen af den stærkt formaliserede helligkåringsproces, som Den katolske Kirke anvender i dag.
I 1200-tallet var denne proces allerede godt i gang. Paverne begyndte gradvist at overtage kontrollen med den offentlige ære af afdøde katolikker, som man mente var i himlen, og afløste efterhånden de tidligere rent lokale processer. Med pavens myndighed i ryggen fjernede undersøgerne hyklere, kættere, ikke-mennesker og personer, der aldrig havde eksisteret, fra listen over mulige kandidater. De undersøgte de øvrige kandidaters liv for tegn på hellighed og himmelsk stadfæstelse, herunder mirakler, der kunne tilskrives deres forbøn hos Gud.
I mindst 800 år har Kirkens myndigheder krævet bjerge af dokumentation – helt bogstaveligt i tilfældet med den salige Fulton Sheen, hvis positio forud for saligkåringen, som beskrev hans liv, fyldte 15.000 sider – for at afgøre, om en person levede et liv præget af det, Kirken kalder »heroisk dyd«.
»Det er en proces, hvor alle de mennesker, der ærer helgenen, får en fremtrædende stemme. … Tilhængere og modstandere kommer og afgiver deres forklaringer. Derefter kommer de mennesker, som beretter, at de har modtaget mirakler, og de afgiver deres forklaringer inden for en formel juridisk ramme,« sagde Prudlo, forfatter til Certain Sainthood: Canonization and the Origins of Papal Infallibility in the Medieval Church (2015), til NCR.
Middelalderkirkens procedurer er ifølge ham »juridisk så sofistikerede«, at de »danner grundlag for vores egne grand jury-systemer« i USA i dag.
Fra lokal til universel
Enkelte kristne ærede de tidligste helgener, længe før denne praksis kan dokumenteres.
»I det fjerde og femte århundrede var biskopperne begyndt at føre tilsyn med den anerkendelse og dyrkelse, der blev forskellige helgener til del i deres egne områder,« skriver Prudlo i Certain Sainthood. Han bruger ordet »dyrkelse« i betydningen respekt og ære, ikke tilbedelse, som ifølge Catechism of the Catholic Church »alene tilkommer Gud« (2132).
Biskopper ærede afdøde hellige mennesker gennem »helligkåring«, det vil sige »indførelse af helgenens navn i den eukaristiske kanon«. Dermed blev helgenen »liturgisk indlejret i fællesskabet«, skriver Prudlo; ordene står i kursiv i originalen.
Dette liturgiske aspekt af helgenstatus er afgørende for forståelsen, skriver Prudlo i bogen, fordi »en helgenkåring først og fremmest var en liturgisk begivenhed og ikke oprindeligt en juridisk«.
Det, der oprindeligt var en rent lokal handling, fik med tiden betydning for hele Kirken, i takt med at pavens rolle gradvist voksede.
Med tiden ønskede mange katolikker, der nærede stor hengivenhed for en afdød fra lokalområdet med ry for hellighed, at paven skulle tage stilling til personens hellighed, fordi biskoppen af Rom havde større autoritet end en lokal biskop eller en bispesynode.
»Denne overlegenhed kom til udtryk på flere måder: større anseelse gennem pavelig godkendelse, den universelle appel hos helgener, som paven havde helligkåret, godkendelse fra anerkendte og respekterede autoriteter og endelig – og måske vigtigst – forestillingen om, at en pavelig helligkåring gav vished om resultatet,« skriver Prudlo, der er professor i katolske studier ved University of Tulsa.
I 993 erklærede pave Johannes XV Ulrich af Augsburg (890–973) for helgen i nærværelse af tyske biskopper – »den første dokumenterede internationale helligkåring foretaget af en biskop af Rom«, skriver Prudlo.
Pavens rolle blev endnu tydeligere i 1173, da pave Alexander III i kraft af sin egen myndighed helligkårede den martyrdræbte engelske ærkebiskop Thomas Becket og påbød, at hans festdag skulle fejres i hele Kirken, skriver Prudlo.
I 1199 helligkårede pave Innocens III den italienske købmand Homobonus af Cremona, samtidig med at han fastlagde regler for sådanne afgørelser. De omfattede ifølge Prudlo »en velunderbygget biografi, solide vidnesbyrd om mirakler og en omfattende udøvelse af pavelig myndighed«.
Innocens’ helligkåring af Homobonus og – i 1200 – af Cunigunde af Luxembourg, der var tysk-romersk kejserinde i 1000-tallet, »var de første, der i store træk ligner nutidens helligkåringer«, sagde Prudlo til NCR.
I 1250’erne skrev St. Thomas Aquinas, at helligkåringer er ufejlbarlige (»den ære, vi viser helgenen, er en slags bekendelse af vores tro på helgenernes herlighed«, sådan at »Kirken ikke kan tage fejl i sine domme over dem«). Det er et synspunkt, som katolske teologer generelt deler i dag, selv om Kirken aldrig formelt har defineret det.
»En lære, der var ukendt i 1150, var i 1350 blevet almindelig teologisk konsensus i den romersk-katolske Kirke,« skriver Prudlo.
I 1634 forbeholdt pave Urban VIII paven retten til at helligkåre helgener.
I 1983 strømlinede pave Johannes Paul II – som selv senere blev helligkåret – helligkåringsprocessen og reducerede antallet af nødvendige mirakler. Han afskaffede også rollen som kritisk modpart, traditionelt kendt som »djævelens advokat«, selv om Prudlo sagde til NCR, at denne ændring undertiden bliver misforstået.
»Alle de negative oplysninger, som djævelens advokat gjorde brug af, indgår stadig i samtlige teologiske og historiske vurderinger. De fremlægges blot ikke i så særpræget en juridisk form,« sagde Prudlo.
Selv om den endelige godkendelse af helgener gennem århundrederne er blevet standardiseret og centraliseret, begynder vejen til at blive erklæret helgen stadig med almindelige katolikker, der tror, at en bestemt person var helgen, og som arbejder ihærdigt for, at Kirken skal anerkende det.
»Det er helt afgørende, at der findes en stor skare af troende, som er overbevist om, at denne person er hellig,« sagde Prudlo til NCR. »Og derfor må det begynde dér.«
Af Matthew McDonald · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
