Basilikaen, der er bygget over den hellige Peters grav, blev indviet den 18. november 1626 af pave Urban VIII.
VATIKANET – Pave Leo XIV markerede onsdag 400-året for indvielsen af Peterskirken med en messe i den basilika, der undertiden kaldes »verdens sognekirke«.
I sin prædiken den 18. november mindede paven om de mænd, der tegnede og opførte renæssancebasilikaen – »tidens største ånder« – og som gav »Gud ære med deres talenter, deres arbejde og deres midler«. Han kaldte den »i sandhed Kirkens værk«.
Leo opfordrede også katolikker til at se basilikaens storhed og smukke arkitektur som en invitation til dem, der står uden for Kirken.
»Se på basilikaens store portaler, buer, balkoner og vinduer. Den åbner ud mod pladsen og åbner sig mod verden med en universel invitation: ›Kom, træd ind, smag og se!‹ Kort sagt: ›Tro!‹« sagde paven.
Han tilføjede, at vi tror »ikke på grund af disse smukke sten, som tiden uundgåeligt tærer på, men på grund af den tro, der skinner gennem dem som en afspejling af og et minde om det åndelige bygningsværk, der er Kristi legeme«.
»Den enorme størrelse af Peterskirken afspejler således en vedvarende kald til at tage imod andre, så flest muligt mennesker kan finde en sted i Kirken,« sagde han.
På Peters grav
Peterskirken, der er bygget over graven for den første pave, den hellige Peter, blev indviet den 18. november 1626 af pave Urban VIII.
Under indvielsen for 400 år siden salvede pave Urban VIII de blå og røde mosaikkors på væggene i kirkens hovedskib med olie. Dette kors var gengivet på pave Leos mitra – en særlig hovedbeklædning, som biskopper bærer – ved onsdagens messe.
Den erstattede den såkaldte »Gamle Sankt Peterskirke«, en basilika fra Konstantins tid, der havde stået der i 1.200 år, indtil en udvidelse blev nødvendig på grund af det store antal mennesker, der strømmede til den martyrdøde helgens grav.
Indvielsen fandt sted efter mere end 120 år med tilbageslag, byggearbejde, der gik i stå, og skiftende planer, som involverede snesevis af renæssancens bedste kunstnere og arkitekter – heriblandt Bramante, Raphael, Antonio da Sangallo, Michelangelo, Carlo Maderno og Gian Lorenzo Bernini.
Datoen 18. november havde særlig betydning, fordi den oprindelige basilika var blevet indviet samme dato.
Men ved indvielsen var den enorme, 611 fod lange basilika – en kirke så stor, at verdens største katolske kirker, basilikaer og katedraler kan rummes i den – end ikke færdig.
På dette tidspunkt manglede udsmykningen, blandt andet mosaikker og altertavler. Pladsen og Berninis berømte kolonnade blev også først færdiggjort 40 år senere.
Bygget for at tjene Gud
I sin prædiken opfordrede pave Leo de tilstedeværende til at spørge sig selv: »Hvad oplevede vi, da vi trådte ind i Peterskirken?«
Han understregede betydningen af, at basilikaen ligger ved den hellige Peters grav og tæt på stedet for hans martyrium.
»Et besøg i dette majestætiske tempel vækker altid følelser. Vi fyldes med forundring og inspireres af troens hellighed, historiens kraft og kunstens skønhed. Alligevel hviler alt dette på en ydmyg grav: graven for fiskeren fra Galilæa, Simon, Jonas’ søn,« sagde han.
Pave Leo sagde: »Den basilika, der tager imod os i dag, er på en måde et tegn på samvittighedens hellige rum, hvor troen er levende og modnes i venskab med Herren og i tjeneste for Kirken, helt frem til martyriet.«
»Derfor er den hellige Peters grav for os alle et sted for tro og et minde om forløsningen, lige fra den antikke romerske nekropolis’ tid og gennem alle efterfølgende tidsaldre,« fortsatte han.
Paven understregede også, at den vigtigste begivenhed i basilikaen er fejringen af eukaristien.
»Dette sakramente er det største mesterværk, man kan betragte – i Peterskirken såvel som i verdens mindste kirke,« sagde Leo.
»Om få øjeblikke, under konsekrationen af brødet og vinen, vil vores øjne og hjerter være rettet mod Lammet, som blev slagtet og er opstået,« sagde han.
»Hele Kirken samles om denne handling. Det er for at vidne om ham, den levende Guds Søn, at denne pragtfulde basilika blev bygget. Det er for at tjene ham i enhver mand og enhver kvinde, at Kirken er til og vandrer gennem historien.«
Paven mindede om, at »helvedes porte ikke skal få magt over den«, over Kirken.
»Krig skal ikke sejre, så længe vi forkynder fred; elendighed skal ikke sejre, så længe vi vidner om næstekærlighed; vildfarelse skal ikke sejre, så længe vi underviser i sandheden; fortvivlelse skal ikke sejre, så længe vi forkynder frelsen i Jesu navn for alle,« sagde han.
Af Hannah Brockhaus · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





