Surrogatmoderskab, hvor kvinder bærer børn for andre forældre, strider ifølge Den katolske Kirke mod både ægteskabets og menneskets værdighed.
Surrogatmoderskab trak nationale overskrifter i august, da surrogatmoderen McKenna West flygtede til Texas for at føde et barn, efter at barnets biologiske forældre havde bedt om, at det blev aborteret på grund af en hjertelidelse, der kunne behandles.
Parret sagsøgte West for ikke at have overholdt vilkårene i surrogatkontrakten, som indeholdt en klausul, der gav dem mulighed for at kræve barnet aborteret, hvis det viste sig at have fosteranomalier.
Moderen søgte tilflugt i Texas og fødte barnet dér. Hun gav det navnet Gabriel, og delstaten pålagde et hospitalssystem at yde barnet livsbevarende behandling.
Den kontroversielle sag har affødt omfattende debat om gestationelt surrogatmoderskab, hvor en kvinde mod betaling bærer og føder et barn for forældrene.
Den katolske Kirke tager udtrykkeligt afstand fra surrogatmoderskab og beskriver det som en helt igennem umoralsk praksis, der krænker værdigheden hos alle involverede. Men hvorfor forbyder Kirken så eftertrykkeligt netop denne ordning?
Surrogatmoderskab er »i strid med ægteskabets enhed« og menneskets værdighed
Joseph Meaney, ledende etiker ved National Catholic Bioethics Center, beskrev surrogatmoderskab som en ordning, hvor »en kvinde indvilliger i at bære et barn for en anden – enten et par eller en enkeltperson – med det udtrykkelige formål at overdrage barnet til dem«.
»Traditionelt« surrogatmoderskab indebærer, at den kvinde, der føder, også er barnets biologiske mor, sagde Meaney. Et eksempel findes ifølge ham i Bibelen, hvor Første Mosebog fortæller, at Saraj lod sin tjenestekvinde Hagar være surrogatmor ved at få et barn med Sarajs mand, Abram.
Den »moderne udgave« af surrogatmoderskab indebærer derimod, at en surrogatmor bliver gravid ved hjælp af in vitro-fertilisering (IVF), enten med kønsceller fra en donor eller fra de »tiltænkte forældre«.
Den katolske Kirke har fordømt og forbudt denne praksis i årtier.
Meaney henviste til instruksen Donum Vitae fra 1987 fra Troslæredikasteriet, som dengang var en kongregation. Instruksen beskriver surrogatmoderskab som »i strid med ægteskabets enhed og med den menneskelige forplantnings værdighed«.
Ifølge instruksen »er surrogatmoderskab et objektivt svigt i forhold til forpligtelserne til moderlig kærlighed, ægteskabelig troskab og ansvarligt moderskab; det krænker barnets værdighed og dets ret til at blive undfanget, båret i livmoderen, bragt til verden og opdraget af sine egne forældre; [og] det skaber til skade for familierne en opdeling mellem de fysiske, psykologiske og moralske elementer, som disse familier består af«.
Meaney sammenfattede instruksens udsagn om surrogatmoderskab sådan: »Det er dårligt, dårligt, virkelig dårligt, værre end dårligt.«
Joe Zalot, der er uddannelsesdirektør ved det katolske bioetikcenter, sagde til EWTN News, at striden i Texas om barnet Gabriel er et »skoleeksempel« på, hvad der er galt med surrogatmoderskab.
Den sag viser ifølge Zalot, »hvordan kommercielt surrogatmoderskab nedværdiger surrogatmoderen ved at søge at reducere hende til en underordnet rolle i forhold til de genetiske ›forældre‹, og hvordan surrogatkontrakter nedværdiger det ufødte barns værdighed gennem kravet om, at barnet skal dræbes, hvis der påvises en fosteranomali«.
Den katolske modstand mod surrogatmoderskab er blevet tydeligere i de senere år. Både Zalot og Meaney henviste til pave Frans’ tale i januar 2024 til Den Hellige Stols diplomatiske korps; her betegnede Frans surrogatmoderskab som »forkasteligt«.
Surrogatmoderskab »udgør en alvorlig krænkelse af kvindens og barnets værdighed«, sagde paven. Han gav udtryk for et håb om et internationalt forbud mod denne praksis.
I USA fastslår landets katolske bispekonference (USCCB) samtidig i sine etiske retningslinjer for det katolske sundhedsvæsen, at katolske sundhedsudbydere ikke må medvirke til surrogatordninger.
I dette direktiv henviser biskopperne til »barnets og ægteskabets værdighed« samt »det enestående forhold mellem mor og barn«.
I et essay fra august 2025 argumenterede Meaney desuden imod »altruistisk surrogatmoderskab«, hvor en kvinde indvilliger i at bære et barn for en anden uden økonomisk godtgørelse.
Han anerkendte, at disse kvinders hensigter »synes … ofte at være generøse« og medfølende. Alligevel rummer sådanne ordninger fortsat »de fleste af de uetiske træk« ved kommercielt surrogatmoderskab, sagde han.
Han bemærkede videre, at Bibelens beretning om Sarajs ordning med Hagar fungerer som »en advarende fortælling om, hvor galt sådanne ordninger kan gå«, eftersom Hagar og hendes barn Ismael »endte med at blive forvist og næsten døde i ørkenen«.
Surrogatmoderskab er lovligt i store dele af USA. Kun én delstat, Louisiana, forbyder kommercielt surrogatmoderskab fuldstændigt; mere end et dusin delstater tillader det i vidt omfang, mens et flertal af delstaterne i det mindste som udgangspunkt tillader det.
Meaney sagde, at spørgsmålet »i virkeligheden handler om etik. Der er det, som kan gøres, og det, som bør gøres; der er det teknisk mulige og det moralske. Og de to er ikke sammenfaldende«.
»Menneskets forplantningsevne bør være forbeholdt det hellige formål at bringe et nyt liv til verden – ikke bruges i en kommerciel kontrakt med fremmede«, sagde han.
Af Daniel Payne · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
