Den 18. august er det et halvt århundrede siden, at pastor Roman Kotlarz – hvis helligkåringssag blev indledt i 2018 – blev dræbt under det kommunistiske regime.
Da pastor Roman Kotlarz tjente sine sognebørn, var hans soutane slidt, og i sognet var der behov for reparationer. Det var Polen i 1970’erne, stadig under kommunistisk styre, og præsten, som var i fyrrerne, brugte hele sit budget på at tage sig af sognebørnenes behov.
Pastor Kotlarz levede altid under »spartanske forhold«, fortæller Michał Adamczyk, der er historiker ved Polens Institut for National Erindring og har skabt en museumsudstilling om pastor Kotlarz. Da det eksempelvis blev vanskeligt at skaffe kul, skaffede pastor Kotlarz det på det sorte marked og delte det med sine fattigste sognebørn, især store familier.
Mere end et årti før jerntæppets fald var pastor Kotlarz blevet en markant fortaler for arbejdernes værdighed under det kommunistiske regime i Polen. Den 18. august 1976 skulle dette standpunkt koste ham livet.
I årene op til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var opbakningen til kommunismen i Polen forholdsvis beskeden. Det skyldtes de endnu levende minder om russisk undertrykkelse, den polske tradition for oprør mod fremmed herredømme og mange polakkers brændende katolske tro.
I 1980’erne talte den antikommunistiske fagforening Solidaritet, som havde udviklet sig til en ikkevoldelig national befrielsesbevægelse, 10 millioner mennesker – næsten en tredjedel af landets befolkning. Det førte til, at Polen i 1989 som det første land frigjorde sig fra de sovjetiske lænker og dermed inspirerede andre tidligere østbloklande.
I det foregående årti udløste de kraftigt stigende fødevarepriser en række protester over hele Polen i sommeren 1976. Den hellige pave Johannes Paul II skulle senere fremhæve disse protester som inspirationen til den historiske Solidaritet-bevægelse og henviste blandt andet til, at en »præst fra bispedømmet Sandomierz« var død.
Denne præst var pastor Kotlarz, der blev født i 1928 i en landmandsfamilie af beskedne kår i landsbyen Koniemłoty i det centrale Polen. Hans far, Szczepan, var aktiv i sognelivet og arrangerede teaterforestillinger i kirkeligt regi. Slægtninge husker, at Roman allerede som barn ønskede at blive præst, og at han, når han legede udenfor, lod, som om han fejrede messe. Romans ungdom var præget af den nazityske besættelse, hvor gymnasial uddannelse og universitetsuddannelse var forbudt for polakker. Derfor måtte han senere indhente det forsømte i sin uddannelse.
I 1948 begyndte Roman på præsteseminariet i den historiske by Sandomierz. I sin ansøgning skrev han, at han var motiveret »af omsorg for [sin] egen sjæl, sine kæres sjæle og alle andre sjæle«.
I et interview i forbindelse med pastor Kotlarz’ helligkåringssag hævdede en tidligere medstuderende fra præsteseminariet, pastor Stanisław Kowalczyk, at Roman Kotlarz blandt alle de mænd, han havde mødt på seminariet i Sandomierz, var det største forbillede på hellighed. Det oplyser pastor Jan Podsiadło, kapellan ved sognet Vor Frue af Czestochowa i Pelagów, det sidste sogn, hvor pastor Kotlarz virkede.
Omsorg for sjælene
Efter sin ordination til præsteskabet den 30. maj 1954 udviklede pastor Kotlarz en levende prædikestil. »Han ønskede ikke blot at give udtryk for sin glød med ord, men også med krop og sjæl«, sagde pastor Podsiadło til NCR og tilføjede, at pastor Kotlarz’ spiritualitet var forankret i eukaristisk tilbedelse, levende bøn og tjeneste for andre.
Ifølge Adamczyk var pastor Kotlarz’ prædikener ikke sofistikerede teologiske eller filosofiske forelæsninger, men de rørte hans tilhørere.
»I hvert sogn, hvor han virkede, vendte mange mennesker tilbage til Kirken, draget af hans glødende forkyndelse«, sagde Adamczyk til NCR.
Pastor Kotlarz’ prædikener gjorde ham til et hyppigt mål for regimet. Ifølge pastor Podsiadło var pastor Kotlarz’ eneste »ideologi« evangeliet. Under en messe sagde han om kommunisterne: »Nero, Hitler, Stalin og alle verdens magthavere er døde. Også deres endeligt vil komme!« Pastor Podsiadło hævder, at ordene ikke var en trussel, men derimod en appel til de kommunistiske magthavere om at komme til besindelse. Sådanne prædikener førte til, at pastor Kotlarz gentagne gange blev afhørt af den kommunistiske sikkerhedstjeneste længe før sin død.
Når pastor Kotlarz ikke prædikede fra prædikestolen, tog han sig af lokalsamfundets pastorale behov, også når det indebar at bryde regimets regler.
Regimet tillod eksempelvis ikke officielle hospitalspræster. Det afskrækkede dog ikke pastor Kotlarz, som cyklede eller kørte på motorcykel til det psykiatriske hospital i Radom-bydelen Krychnowice, selv i regn og snestorm, og undertiden ankom han drivvåd.
På den tid blev psykiatriske patienter ofte stigmatiseret. Pastor Kotlarz behandlede dem imidlertid som Guds børn og fejrede eukaristien for dem i hospitalets gange. »Han så den lidende Kristus i de psykiatriske patienter«, sagde pastor Podsiadło.
Przemysław Kucharczyk, historiker og redaktør på Gość Niedzielny, Polens mest solgte katolske ugeblad, sagde til NCR, at han mener, pastor Kotlarz’ vidnesbyrd var årsagen til, at kun få blandt hospitalets ansatte meldte sig ind i kommunistpartiet.
Samtidig havde det polske kommunistregime monopol på spiritusindustrien, og trods den vedvarende fødevaremangel øgede staten løbende produktionen af alkohol. Fra 1950 til 1982 blev den gennemsnitlige polaks årlige forbrug af ren alkohol mere end fordoblet. Pastor Kotlarz imødegik truslen fra alkoholismen ved at tilskynde til måder at fejre på, som ikke omfattede spiritus. »Hans ligefremhed og oprigtighed virkede, og hans forkyndelse mod spiritus fik alle drikkebuler i hans sogn til at forsvinde«, forklarede Kucharczyk til NCR. Ved bryllupper opfordrede pastor Kotlarz gæsterne til at synge patriotiske sange i stedet for at drikke vodka. Da han virkede i sognet i Mirzec, lykkedes det ham at få folk, der fejrede nytårsaften, til at afbryde festlighederne og byde det nye år velkommen ved at bede i hans sognekirke.
En martyr i kampen mod kommunismen
Den 25. juni 1976 kom pastor Kotlarz til Radom, hvor han foran Hellig Treenigheds sognekirke velsignede protesterende arbejdere, der kom forbi. Protesterne var blevet udløst af premierminister Piotr Jaroszewicz’ meddelelse om kraftige stigninger i fødevarepriserne: 69 procent på kød, 50 procent på smør og ost, 200 procent på sukker og 150 procent på ris.
Pastor Kotlarz vendte tilbage til Pelagów, en landsby uden for Radom, hvor han gjorde tjeneste, og holdt adskillige prædikener til forsvar for arbejdernes rettigheder.
Overrumplet af protesternes omfang – ifølge historikeren Marcin Zarembas undersøgelse af Polen i 1970’erne gik 80 000 arbejdere på gaden i hele landet – trak kommunisterne prisstigningerne tilbage.
Men de tog hævn: Militsen slæbte demonstranter ud af deres hjem og udsatte dem for tortur. En foretrukken metode var den såkaldte »sundhedssti«, hvor oppositionelle arbejdere blev tvunget til at løbe mellem rækker af militsfolk, som slog dem med knipler.
Blandt de mange mennesker, der strømmede til pastor Kotlarz’ messer, var regimeembedsmænd, som optrådte inkognito og i hemmelighed optog hans prædikener. Flere gange i første halvdel af august 1976 brød »ukendte gerningsmænd« ind i pastor Kotlarz’ præstegård. Ifølge nogle beretninger, herunder beretninger fra hans husholderske, Krystyna Stancel, svøbte de pastor Kotlarz ind i et tæppe og gennemtævede ham, så hans indre organer bristede, uden at efterlade synlige ydre sår.
Kun få mennesker blev orienteret om overfaldene for at forhindre, at andre præster skulle lide samme skæbne, sagde Adamczyk. Blot otte år senere blev den salige Jerzy Popiełuszko dræbt på lignende vis.
I de følgende uger blev pastor Kotlarz’ helbred mærkbart dårligere. Den 15. august, på højtideligheden for Jomfru Marias optagelse i himlen, råbte han under fejringen af messen: »Guds Moder, red mig!« Så faldt han om – og døde tre dage senere. Han var 47 år gammel. Lægen, der foretog obduktionen, hævdede, at pastor Kotlarz var død af »dobbeltsidig hæmoragisk lungebetændelse«.
»Det polske samfund troede ikke på den officielle dødsårsag, og allerede i 1976 krævede mange arbejdere og dissidenter en redelig undersøgelse«, sagde historikeren Adamczyk. Han tilføjede, at deltagerne ved pastor Kotlarz’ begravelse var rasende, og at det »menneskehav«, der var mødt frem, gjorde ceremonien til en stor patriotisk manifestation.
Efter den blodige nedkæmpelse af protesterne i 1976 blev Arbejdernes Forsvarskomité, en forløber for Solidaritet, oprettet. Komitéens medlemmer og en lokal jesuit, pastor Hubert Czuma, pressede på for at få gennemført en uvildig undersøgelse. Først efter kommunismens sammenbrud i 1989 blev en sådan undersøgelse gennemført. Under en undersøgelse, som Institut for National Erindring gennemførte fra 2008 til 2013, hævdede tidligere kommunistiske embedsmænd, at det var Józef Aniołek og Tadeusz Gruszczyński – begge medlemmer af sikkerhedstjenesten og på det tidspunkt afdøde – som var de sidste »ukendte gerningsmænd«, der havde tævet pastor Kotlarz.
Pastor Kotlarz’ varige arv
Bispedømmet Radom, der i 1992 blev oprettet ved udskillelse af en del af bispedømmet Sandomierz, indledte i 2018 en saligkåringssag for pastor Kotlarz. Bispedømmet indsamler fortsat vidneudsagn og relevant dokumentation, som med tiden vil blive sendt til Dikasteriet for Helligkåringer.
»Pastor Kotlarz’ bønner for retfærdighed, sandhed, ikkevold samt ytringsfrihed og frihed til at udøve sin tro er meget relevante for verden i dag«, sagde pastor Podsiadło til NCR. »Det gælder især i dele af Mellemøsten og Afrika, som er ramt af vold og religiøs forfølgelse.«
»For pastor Roman fandtes der ingen gråzoner«, sagde Adamczyk. »Han talte modigt imod det onde og fik de tragiske følger at mærke.«
Han tilføjede: »Han var måske ikke intellektuel, men med sit mod og ved at ›lugte af sine får‹ – for at citere pave Frans – er han en forbilledlig præst for Kirken i dag.«
Af Filip Mazurczak · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
