KOMMENTAR: Pave Benedikts tale i Regensburg i forbindelse med femårsdagen for 9/11-angrebene står fortsat som det mest fyldestgørende teologiske svar.
Hvordan står det til med forholdet mellem katolikker og muslimer 25 år efter 9/11?
Problemet med islamistisk terrorisme er bestemt ikke forsvundet. Det er nok blot at minde om halshugningerne i Libyen eller bombeangrebene påskedag i Sri Lanka – for slet ikke at tale om de fortsatte dødbringende angreb på kristne i Nigeria.
Alligevel skete der også væsentlige forandringer under både pave Benedikt XVI’s og pave Frans’ pontifikater. Spørgsmålet om islam stod centralt i deres eftermæle som paver. Benedikt gav et teologisk svar, Frans et broderligt.
For 20 år siden, den 12. september, fik terrorangrebene den 11. september 2001 deres mest fyldestgørende teologiske svar. Da pave Benedikt XVI vendte tilbage til sit tidligere akademiske hjemsted i Regensburg, behandlede han spørgsmålet om vold i religionens navn.
Benedikt argumenterede for, at troshandlingen i kraft af sin natur må være en fri handling. At fremtvinge tro, og i endnu højere grad at gøre det med vold, var derfor i strid med fornuften – bogstaveligt talt ufornuftigt. Og fordi Gud er fornuftig, er det, der strider mod fornuften, også i strid med Gud.
At fremtvinge tro på Gud med vold er ulogisk. Den hellige Fader redegjorde for, hvordan sådanne spørgsmål var blevet behandlet i den kristne tradition, og pegede på relevante lærdomme for den islamiske verden.
Regensburg-talen vakte dengang voldsomme reaktioner verden over – herunder islamistisk vold mod kristne – men den hellige Faders klarsyn og mod førte til et reelt gennembrud i forholdet mellem katolikker og muslimer. Henry Kissinger anså den for den vigtigste udtalelse om islam efter 9/11.
Benedikts analyse og argumenter blev så godt modtaget blandt islamiske ledere, at kong Abdullah af Saudi-Arabien i 2007 aflagde et historisk besøg hos Benedikt i Vatikanet – det første møde nogensinde mellem en pave og »Vogteren af de to hellige moskéer« (Mekka og Medina). Det kunne på sin vis sammenlignes med Mikhail Gorbatjovs besøg i Vatikanet i 1989, få uger efter Berlinmurens fald.
Mindst lige så vigtigt var det, at snesevis af islamiske lærde sendte et åbent brev til Benedikt, hvori de specifikt forholdt sig til de synspunkter, der var fremsat i Regensburg-talen. Det, som nogle oprindeligt havde kritiseret som en uansvarlig pavelig provokation, viste sig at have fundet ægte genklang i den islamiske verden og skabt et reelt teologisk gennembrud i spørgsmålet om religiøs vold.
Med afsæt i Benedikts teologiske klarhed hæftede pave Frans sig dernæst ved to historiske forandringer i islam på verdensplan.
Kong Abdullahs besøg var et tegn på de forandringer, der senere skulle komme i Saudi-Arabien. Kronprins Mohammed bin Salmans reformer har været betydelige: Kvinder har fået lov til at køre bil, landet har åbnet sig for vestlig handel og turisme, det har sponsoreret internationale sportsbegivenheder i udlandet og endda været vært for WrestleMania på hjemmebane (med tækkeligt klædte kvindelige wrestlere).
Saudi-Arabien mindskede sin støtte til ekstremistiske former for islam, både internt i landet og gennem finansiering i udlandet. Præsident Donald Trump valgte Saudi-Arabien som mål for sin første udenlandsrejse i hver af sine præsidentperioder (selv om han i 2025 forinden aflagde et kort besøg i Rom i forbindelse med pave Frans’ begravelse).
Efter at Benedikt havde fremlagt de teologiske argumenter, og en vis religiøs moderation var begyndt at vise sig i Golfstaterne, gjorde pave Frans det til en prioritet i sit pontifikat at styrke de broderlige forbindelser til islam. Han rejste til Egypten (2017), De Forenede Arabiske Emirater (2019), Irak (2021) og Indonesien (2024) – den sidste rejse var hans længste og blev gennemført, mens hans helbred var svækket. På etårsdagen for pave Frans’ død valgte pave Leo XIV at fremhæve disse broderlige forbindelser som centrale i pave Frans’ eftermæle.
I Abu Dhabi underskrev Frans og storimamen ved Al-Azhar, Ahmad Al-Tayyeb, Abu Dhabi-erklæringen om »menneskeligt broderskab for verdensfred«. Al-Azhar i Kairo er det førende center for islamisk lærdom og retslære, og derfor er storimamen en af verdens vigtigste muslimske stemmer.
På grund af en vis upræcision i den teologiske formulering – ikke noget usædvanligt under pave Frans – vakte dokumentet opsigt i den katolske verden. Det blev nødvendigt at præcisere, at det er Guds »tilladende vilje«, der tillader religiøs pluralisme i historien, og ikke hans oprindelige hensigt.
Abu Dhabis betydning lå imidlertid ikke i, at paven underskrev erklæringen, men i, at storimamen gjorde det, eftersom han og Al-Azhar – for at sige det forsigtigt – generelt ikke har betragtet kristne og jøder med broderlig hengivenhed. Det var et prisværdigt forsøg fra den Hellige Stol på at gå i dialog med islams førende lærde autoritet og fremme de lovende udviklingstendenser i den muslimske verden.
Erklæringen førte til opførelsen af det tredelte »Abrahamic Family House« i Abu Dhabi med steder til jødisk, kristen og muslimsk gudsdyrkelse – et udtryk for religiøs pluralisme, der udfordrer de mest ekstreme fortolkninger af islam. Hvert år uddeles Zayed Award i Abu Dhabi for lederskab inden for broderskab og pluralisme. De embedsmænd, der er knyttet til prisen, blev hvert år modtaget af pave Frans og sidste år også af pave Leo.
Pave Frans’ rejse til Indonesien i 2024 viste, at islam langt fra sine arabiske rødder kan tage sig ganske anderledes ud. Rejsen satte fokus på den voksende betydning, som Nahdlatul Ulama (NU) har i Indonesien. Med omkring 100 millioner medlemmer er det verdens største muslimske organisation, og den hører hjemme i verdens folkerigeste land med muslimsk flertal. Islam i Indonesien, anført af NU, har udviklet teologiske ressourcer med udgangspunkt i islam selv for at vise et mindre aggressivt og mere broderligt ansigt. NU har navnlig slået til lyd for, at »statsborgerskab« – som er åbent for alle – bør udgøre den grundlæggende civile identitet, som ikke skelner mellem muslimer og »vantro«.
Da Indonesien var vært for G20-topmødet i 2022, benyttede Nahdlatul Ulama – hvis leder taler positivt om at hente vejledning i teksterne fra Det Andet Vatikankoncil – lejligheden til at indkalde til et »R20«-topmøde for religiøse ledere fra hele verden. En af hovedtalerne og en engageret fortaler var professor Mary Ann Glendon – tidligere amerikansk ambassadør ved den Hellige Stol – som betragtede R20’s og Nahdlatul Ulamas arbejde som et bidrag til bestræbelserne på at give Verdenserklæringen om Menneskerettigheder dybere religiøse fundamenter.
Pave Benedikt XVI’s og pave Frans’ initiativer over for islam mødte en vis modstand – Benedikt i den islamiske verden og Frans i den kristne verden. Sidstnævnte modstand var ikke noget nyt; den hellige pave Johannes Paul II’s initiativer over for jøder mødte også modstand fra nogle, der frygtede, at den katolske tros enestående karakter blev undergravet.
Det var en alt for ængstelig fortolkning. I betragtning af den udbredte islamistiske vold – som viste sig mest dramatisk med terrorangrebene den 11. september – var den ikke desto mindre forståelig. Men 25 år senere – i høj grad takket være Regensburg-talen for 20 år siden – er der grund til at håbe på, at islam vil vise sig fra en mere broderlig side.
Af Father Raymond J. de Souza · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
