Et nærmere blik på den hellige Johannes af Korset viser en mystiker, hvis liv ikke blot var præget af lidelse og kontemplation, men også af en kompromisløs kærlighed til Gud.
I år fejrer Den katolske Kirke den hellige Frans af Assisi. Pilgrimsrejser, festligheder og mindehøjtideligheder markerer, at det er 800 år siden, den elskede franciskanske helgen døde.
Men 2026 er også et vigtigt år for et andet ordenssamfund – og for en anden helgen, hvis navn måske er mindre kendt.
For karmelitterne er 2026 et jubilæumsår viet til den hellige Johannes af Korset. Det markerer 300-året for hans helligkåring og 100-året for, at han blev udråbt til kirkelærer.
Jubilæet har på ny rettet opmærksomheden mod Johannes af Korset gennem nye bøger, foredrag og konferencer. ICS Publications, forlaget under Institute of Carmelite Studies, gør fortsat hans skrifter og forskningen om ham tilgængelig for læserne. Blandt årets store begivenheder i Spanien har været den internationale kongres om den hellige Johannes af Korset, Presencia y figura (»Nærvær og skikkelse«), i Ávila og Congreso Sanjuanista (»Kongressen om Johannes af Korset«) i Segovia.
For mange katolikker er Johannes af Korset måske bedst kendt for ét udtryk: »sjælens mørke nat«. Men der er langt mere at sige om den spanske karmelit end disse seks ord.
Johannes blev født i Spanien i 1542 og kendte fattigdom fra en tidlig alder. Hans far døde, mens han endnu var barn, og hans mor kæmpede for at forsørge Johannes og hans søskende. Som ung arbejdede han på et hospital, hvor han tog sig af de syge, samtidig med at han studerede på en jesuitskole.
Senere trådte han ind i karmeliterordenen og studerede filosofi og teologi ved universitetet i Salamanca. Han forberedte sig på at forlade karmelitterne til fordel for karteuserne, da han mødte den hellige Teresa af Ávila, som overtalte ham til at deltage i hendes bestræbelser på at reformere ordenen.
Sammen blev de hovedskikkelserne bag den bevægelse, der skulle blive til de uskoede karmelitter.
Reformen mødte voldsom modstand. I 1577 blev Johannes grebet af medlemmer af det ureformerede karmeliterfællesskab og fængslet i en lille celle i Toledo. I ni måneder udholdt han isolation, utilstrækkelig mad og gentagne prygl.
Det var også under denne fængsling, at Johannes skrev nogle af sine største digte, heriblandt The Spiritual Canticle (Åndelig sang). Digtene blev grundlaget for hans vigtigste åndelige værker, hvor han udforskede sjælens længsel efter Gud og den guddommelige kærligheds forvandlende kraft.
Efter sin flugt fra fængslet fortsatte Johannes som karmelitreformator og åndelig vejleder. Han grundlagde fællesskaber og vejledte mennesker, der søgte et dybere bønsliv. Han døde i 1591, men hans skrifter har siden præget den kristne spiritualitet gennem århundreder.
Ud over »den mørke nat«
For dem, der studerer og lever i den karmelitiske tradition, kræver en forståelse af Johannes af Korset, at man ser ud over den »mørke nat«, som han oftest forbindes med.
Johannes skrev om den »mørke nat« i sit spanske digt Noche Oscura (»Mørk nat«) fra det 16. århundrede, som begynder med En una noche oscura (»På en mørk nat«), og i den ledsagende afhandling. Det velkendte udtryk »sjælens mørke nat« er imidlertid en senere engelsk formulering og ikke Johannes’ egne ord.
Pastor Marc Foley, en uskoet karmeliterpræst fra Washington-provinsen og forfatter til The Ascent to Joy: Selected Writings of John of the Cross, beskrev den mørke nat som et møde mellem »Guds mysterium og menneskenaturens mysterium«.
»Vi ser ikke lyset, men vi ser det, som lyset afslører,« sagde pastor Foley.
Det, der bliver afsløret, kan gøre ondt. Et menneske kan blive bevidst om bindinger, svagheder eller ønsker, som tidligere var gået ubemærket hen. Men frugterne kan ifølge Foley være større ydmyghed over for Gud og mindre tilbøjelighed til at dømme andre.
Pastor Steven Payne, en uskoet karmeliterpræst fra Washington-provinsen og forsker i karmelitisk spiritualitet, advarede mod at betragte den mørke nat som en fastlåst psykologisk tilstand. Johannes brugte udtrykket på flere forskellige måder, blandt andet om »troens mørke nat« og »åndens passive nat«.
Denne skelnen kan gå tabt i en kultur, der gør åndelige erfaringer til diagnoser eller selvhjælpsformler. Søger man på »sjælens mørke nat«, bemærkede pastor Payne, finder man let lister over »fem tegn på, at du befinder dig i sjælens mørke nat«, efterfulgt af vejledninger i, hvordan man kommer ud af den.
»Der findes ikke nogen selvhjælpsløsning på det,« sagde han. »Vi må lade Gud gøre arbejdet.«
Men den mørke nat handler ikke blot om det, der bliver taget fra én. For Johannes peger den åndelige tomhed mod en dybere længsel efter Gud.
Susan Muto er dekan og administrerende direktør for Epiphany Academy of Formative Spirituality, et center i Pittsburgh, der tilbyder undervisning og dannelse inden for kristen spiritualitet. Hun ser Johannes’ relevans i kløften mellem at vide noget om troen og at lade troen forvandle et menneske.
»Han tog ikke udgangspunkt i teori, men i praksis,« sagde Muto. »Han tog ikke udgangspunkt i spekulation, men i levet erfaring.«
Mennesker forsøger ofte at tilfredsstille deres dybeste længsler gennem ejendele, præstationer, nydelse eller adspredelse, blot for at opdage, at intet af det er nok.
»Der er et hul i ethvert menneskes hjerte,« sagde Muto, »fordi vi er skabt i Guds billede og lighed.«
Johannes’ svar på denne tomhed findes i de teologale dyder. »Denne mystiske vej indebærer ikke nødvendigvis usædvanlige omstændigheder,« sagde pastor Michael-Joseph Paris af den hellige Thérèse, en uskoet karmeliterpræst med base på Holy Hill i Wisconsin. »Det, den indebærer, er at fordybe sig i tro, håb og kærlighed.«
Disse dyder åbner, bemærkede han, et »uendeligt rum« i et menneske, hvor væksten kan fortsætte »selv midt i mørke, tørhed og fattigdom«.
»Især med de igangværende ›liturgikrige‹ tror jeg, at Johannes på en måde hjælper os med at skære igennem hele vildnisset af debatter og vores egne præferencer,« sagde pastor Paris, »og gå lige til kernen af det hele, nemlig at se vores forhold til Gud som alle tiders største kærlighedseventyr.«
For pastor Alexander Ezechukwu, prior for karmeliterfællesskabet i Boars Hill i Oxford i England og direktør for Centre for Applied Carmelite Spirituality (CACS), er denne kærlighed nøglen til at forstå Johannes’ askese.
»Han gjorde indtryk på mig som en, der brændte for Gud,« sagde pastor Ezechukwu. »Han er en vejleder, som viser os de dybder, Guds kærlighed kalder os til.«
De ofre og den renselse, Johannes beskriver, er således ikke mål i sig selv, men midler til at blive fri nok til at modtage Guds kærlighed mere fuldt ud.
»Som vejleder viser Johannes dig dybden i Kristi kærlighed og kraften i kærlighedens levende flamme, som er Helligånden,« sagde pastor Ezechukwu. Når et menneske først møder denne virkelighed, tilføjede han, »kan man ikke længere gøre det sete uset«.
Han henviste til bestræbelserne på at bringe Johannes’ visdom ud til et nutidigt publikum. I juli afholdt CACS sit årlige Spirituality Summit, som i år var viet til Johannes under temaet »Kontemplativ kreativitet og menneskelig blomstring«. Gennem centrets arbejde og bønnekurser er håbet, tilføjede han, at gøre Johannes’ mystiske visdom kendt på ny blandt nutidens mennesker.
I dag kan sociale medier og en konstant strøm af stemmer, der kæmper om opmærksomheden, gøre det svært at vide, hvad man kan stole på. Johannes tilbyder ifølge pastor Payne en måde at træde et skridt tilbage fra disse stemmer og huske, at ingen af dem er Gud. Han pegede på spørgsmålet: »Hvordan holder man fast i Gud midt i så megen uro?«
For Johannes var denne uro ikke nødvendigvis et tegn på, at Gud havde forladt et menneske; den kunne tværtimod være det middel, hvorigennem Gud rensede og forvandlede sjælen.
»En handlingens mand«
Men for Johannes skulle sjælens forvandling ikke forblive begrænset til det indre liv.
Cristóbal Serrán-Pagán y Fuentes, adjunkt ved det filosofiske fakultet ved Palacký University i Tjekkiet og forfatter til St. John of the Cross: His Prophetic Mysticism in the Historical Context of Sixteenth Century Spain, argumenterer for, at Johannes’ spiritualitet var præget af den måde, hvorpå kontemplation blev til handling.
»Mystikeren er ikke blot en person, der lever isoleret eller beder alene i en celle hele dagen,« sagde han, »men en, der rækker ud fra sin sjæls dybeste centrum … for at hjælpe og tjene andre.«
Dette mønster var synligt gennem hele Johannes’ liv. Han tog sig af de syge, før han trådte ind i ordenslivet, blev åndelig vejleder, hjalp Teresa med at grundlægge fællesskaber af reformerede karmelitter og påtog sig omfattende administrative opgaver inden for reformen.
»Han var en handlingens, kærlighedens, tjenestens og medfølelsens mand,« sagde Serrán-Pagán. Johannes var også kendt for at recitere digte, synge for dem omkring sig og fortælle vittigheder. Han var, sagde Serrán-Pagán, »en kristen humanist, der formåede at sætte al sin viden til større tjeneste for Gud«.
Hans fængsling er måske det tydeligste eksempel.
Johannes tilbragte ni måneder indespærret i en lille celle i Toledo, hvor han blev udsat for regelmæssig piskning og dyb psykisk og åndelig isolation. »Hvis man sidder i en celle på seks gange otte og fysisk ikke kan komme ud af den,« sagde pastor Foley, »hvordan kommer man så ud af den mentalt?«
Vidden i The Spiritual Canticle kan ifølge Foley ses som et udtryk for den indre frihed, Johannes fandt, mens han fysisk var indespærret. »I afsondrethed levede hun, og i afsondrethed byggede hun sin rede; og i afsondrethed, alene, har den Elskede ledt hende,« skrev Johannes om den sjæl, der har opnået »åndens frihed i Gud«.
Johannes’ poesi kan derfor være den bedste introduktion til den helgen, der står bag de kommentarer, som ved første møde kan virke strenge og vanskelige at forstå.
Denne menneskelighed kan også være med til at forklare hans indflydelse på senere helgener. Den hellige Thérèse af Lisieux lod sig i høj grad inspirere af Johannes’ spiritualitet, mens den hellige pave Johannes Paul II skrev sin doktorafhandling om Johannes af Korsets forståelse af troen og gennem hele sit liv blev ved med at vende tilbage til hans tænkning.
I sit apostoliske brev fra 1990 i anledning af 400-året for Johannes’ død kaldte Johannes Paul II ham »vores rejseledsager ved dette historiske vejskille, hvor vi står«. Han opfordrede Kirken og alle, der søger Gud, til at »lytte til hans vidnesbyrd om tro og evangelisk liv« og til ligesom Johannes selv at lade sig drage »af Guds skønhed og af kærligheden til Kristus, den Elskede«.
Af Gigi Duncan · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
