Kommentar til søndagens evangelium af H.E. biskop Francesco Cavina.
Denne søndag vil vi fordybe os i den første læsning ved den hellige messe, som er hentet fra profeten Esajas 55, 6-9. Den begynder med et verbum, der beskriver hele menneskets tilværelse: »Søg«. Menneskelivet er en stadig søgen. Mennesket søger, fordi dets hjerte rummer en tørst, som denne verdens goder ikke kan slukke. Derfor opfordrer Esajas os ikke blot til at søge et eller andet, men siger: »Søg Herren«. Og han tilføjer: »Medens han lader sig finde«. Det er en enestående anvisning. Gud skjuler sig ikke for at gøre vores vej vanskeligere. Han er en Fader, der er os nær, og som ønsker at lade sig møde, så vi kan finde livets fylde i ham. Det grundlæggende spørgsmål er derfor ikke: »Hvor er Gud?«, men snarere, om jeg lægger mærke til hans nærvær. Gud kan nemlig være lige ved siden af os, mens vi – optaget af vores bekymringer, vores adspredelser og vores mange gøremål – kan være meget langt fra ham.
Umiddelbart efter tilføjer profeten endnu en afgørende opfordring: »Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker, og vende sig til Herren«. Profeten fører os ind til kernen i den kristne erfaring: livets omvendelse. Omvendelse rummer betydningen »at skifte vej« – det vil sige at erkende, at der er veje, vi er slået ind på, som ikke fører til livet, og at have modet til at forlade dem for at »vende tilbage til Herren«. Omvendelse består derfor ikke blot i at rette enkelte sider af vores adfærd eller ændre en forkert vane. Den er noget langt dybere: Den betyder, at vi ændrer vores måde at se virkeligheden på. Som pave Benedikt XVI mindede om, betyder omvendelse, at vi anerkender Gud som den afgørende virkelighed i livet og lader ham lede os, når vi bedømmer alt. Det handler altså ikke blot om at føje Gud til vores liv, som om han var endnu en ting. Det betyder snarere at lade Gud blive den målestok, som vi ser og fortolker vores livshistorie ud fra.
Denne opfordring fra profeten fylder os med håb, for den betyder, at vores personlige historie og menneskehedens store historie aldrig ender i et blindspor, fordi Gud viser barmhjertighed og »er rig på tilgivelse«. Men frem for alt siger det følgende vers: »Mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine«. Guds logik vender op og ned på verdens logik. Tænk på Matthæus, der var tolder og udstødt, men blev kaldet af Jesus til at blive apostel, eller på Paulus, der blev forvandlet fra Kirkens forfølger til et vidne om Kristus blandt folkeslagene. Det er nådens logik. Gud ser muligheder, hvor vi kun ser nederlag. Gud ser en vej, hvor vi ser en blindgyde. Gud kan lade noget nyt opstå netop dér, hvor vi mener, at der ikke længere er noget at bygge videre på.
Men hvordan kan vi kende Guds tanker og lære at tænke som ham? Med vores forstand kan vi ikke trænge ind i Guds uendelige mysterium. Vi kan kende ham, fordi Gud selv har åbenbaret sig endeligt i Jesus Kristus. Hvis vi vil vide, hvordan Gud tænker, skal vi se på Jesus. Hvis vi vil vide, hvordan Gud elsker, skal vi se på Jesus. Hvis vi vil vide, hvordan Gud tilgiver, skal vi se på Jesus. Jesus lærer os, at kærligheden er mere værd end succes. At mennesket er mere værd end ting og teknologi. At Gud er mere værd end alt, hvad vi kan eje.
Da kan vi forstå profetens konklusion: »Så højt som himlen er over jorden, er mine veje over jeres veje og mine tanker over jeres tanker«. Disse ord skal ikke få os til at føle os små og magtesløse, men indgyde os en urokkelig tillid. Hvis Guds tanker var identiske med vores, ville han være lige så stor som os. Men Gud er uendelig og almægtig. Hans kærlighed, hans barmhjertighed og hans tålmodighed rækker ud over alt, hvad vi kan måle. Lad os derfor tage imod hans ords gave og bevare tre enkle opfordringer i hjertet: Søg Herren. Vend tilbage til ham. Stol på ham.
Af H.E. biskop Francesco Cavina, biskop emeritus af Carpi
Af S. E. Mons. Francesco Cavina, Vescovo emerito di Carpi · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
