KOMMENTAR: Herren befalede Moder Teresa at tjene de sidste, de mindste og de fortabte – og at stå ved foden af hans kors i mørket under en livslang langfredag.
Den hellige Teresa af Calcutta modtog Nobels fredspris i 1979 for sin helhjertede tjeneste for fattige og lidende mennesker over hele verden. Men når hendes spiritualitet drøftes i dag, er der – uden at hendes næstekærlighed overses – en tendens til at spekulere over det indre mørke, hun oplevede i næsten 50 år.
Måske er tiden imidlertid kommet til at revidere fortolkningen af hendes liv og karisma. Det peger flere oplæg på, som blev holdt ved et kollokvium i september, arrangeret af det nyoprettede Mother Teresa Institute ved The Catholic University of America og ledet af pastor Brian Kolodiejchuk fra Missionaries of Charity og pastor Mark Morozowich fra den ukrainske katolske kirke.
Hendes åndelige mission forstås i dag bedre som et kald til at udstråle Kristi lys i den menneskelige nøds og fattigdoms mørke – et lys, der finder sin parallel i skønheden ved det strålende påskelys under påskevigilien og i ordene »lumen Christi«, som præsten forkynder.
Få år efter Moder Teresas død i 1997 fandt man en samling breve i en rejsekiste, der havde tilhørt jesuiterpastor Celeste Van Exem, hendes skriftefader og åndelige vejleder. Fundet førte til den chokerende afsløring, at hun i årtier havde lidt under en skræmmende åndelig trøstesløshed. Vores smilende og muntre »slummenes helgen« blev pludselig af populære medier placeret i selskab med ateister, agnostikere og åndelige kynikere, mens den indtrængende befaling, hun havde modtaget fra Herren om at »komme og være mit lys«, desværre blev overset eller misforstået.
I religiøse kredse blev den hellige Teresa af Calcuttas mørke straks sat i forbindelse med den hellige Johannes af Korsets mystiske og poetiske skrifter, sådan som de kommer til udtryk i The Dark Night of the Soul og The Ascent of Mount Carmel. Nogle af hendes breve fortæller om den dybe og vedvarende åndelige smerte, hun oplevede, som i dette eksempel fra 1959:
»Det mørke, der omgiver mig fra alle sider – jeg kan ikke løfte min sjæl til Gud – intet lys eller nogen inspiration trænger ind i min sjæl.«
Men selv om den karmelitiske spiritualitet sætter nogle af elementerne i hendes mørke nat ind i en sammenhæng, er det også sandt, at både hun og hendes ordensfællesskab, Missionaries of Charity, formede deres livsførelse efter den hellige Ignatius af Loyolas spiritualitet.
Som ung var Gonxha Agnes Bojaxhiu et aktivt medlem af Sacred Heart Parish i Skopje i Makedonien – som dengang var en del af Det Osmanniske Rige – og deltog i Den Salige Jomfru Marias Sodalitet. Sammenslutningen fremmede ignatianske åndelige principper, der var tilpasset unge mennesker, og opmuntrede til tjenesteorienterede apostolater. Denne tidlige dannelse forberedte hende på det indviede liv i Institutet for Den Salige Jomfru Maria (Loreto-søstrene), som blev grundlagt i det 17. århundrede.
I 1942 aflagde Moder Teresa et usædvanligt privat løfte om at »give Gud alt, hvad han måtte bede om« og »ikke nægte ham noget«. Denne særlige indskydelse kan til dels sættes i forbindelse med hendes daglige samvittighedsransagelse og bedømmelse af ånderne, sådan som disse praksisser findes hos den hellige Ignatius og i Loreto-traditionen. Fra barndommen var Gonxha blevet oplært i at søge Guds vilje i alle ting, og hendes hensigt om »ikke at nægte ham noget« kan måske omformuleres som »altid at bedømme, hvad der er Guds vilje«. Hun aflagde sit private løfte fire år før sit »kald i kaldet«, som Missionaries of Charity også kalder Inspirationsdagen.
Den 10. september 1946 fik hun under en togrejse fra Calcutta til Darjeeling, hvor hun skulle på sin årlige retræte, en mystisk oplevelse, der salvede hende med Missionaries of Charitys karisma og spiritualitet. De nådegaver, hun modtog, fortsatte i næsten to år og ophørte først, da hun havde fået de nødvendige kanoniske tilladelser til at bryde op. Iført sin blå sari gik hun derefter ud i slumkvartererne. Et enkelt billede fra hendes tredje indre vision (brev af 3. december 1947) står som et paradigme for denne nye karisma:
»Jeg så en meget stor skare – alle slags mennesker, meget fattige mennesker, og der var også børn … De var indhyllet i mørke. Alligevel kunne jeg se dem. Vor Herre på korset. Vor Frue et lille stykke fra korset – og mig selv som et lille barn foran hende. … Vi stod begge vendt mod korset.«
Hendes First Rules, der blev udarbejdet under novenen forud for pinsen i 1947, kaster lys over denne særlige vision. Hendes »overordnede mål« (formål) var »at stille Jesu tørst på korset efter kærlighed og sjæle« (jf. Johannesevangeliet 19, 28). Hendes »særlige mål« (middel) var tjenesten for de fattige i den ånd, der kommer til udtryk i Matthæusevangeliet 25, 40: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«
Mit oplæg ved Mother Teresa Institutes kollokvium havde til formål at fremme den teologiske drøftelse af Moder Teresas spiritualitet med udgangspunkt i denne tredje indre vision og dens forhold til påskemysteriet. Jeg hørte flere andre oplæg, der berørte temaer knyttet til hendes mørke, påskelørdag og opstandelsen. Oplægsholderne syntes at være forenede i ønsket om at undersøge hendes mystiske oplevelser i et bredere teologisk perspektiv, der forklarer hendes mørke i sammenhæng med Jesu lidelse, død og opstandelse. Det åbner også nye veje for fremtidige studier og forskning.
Billedet af Moder Teresa som et barn, der står under korset sammen med Maria og de fattige, er blevet noget af et locus theologicus for Missionaries of Charity. Kaldet til at blive hos Maria, hvor som helst Jesus i dag lider i sit mystiske legeme, afspejler det åndelige ideal, som pave Benedikt XVI udtrykker i Deus Caritas Est:
»Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten er blevet ét: I den mindste af brødrene finder vi Jesus selv, og i Jesus finder vi Gud« (15).
Hvordan skal vi da fortolke hendes indre mørke? Moder Teresas spiritualitet viser mørket i flere forskellige former. De synoptiske evangelier fortæller eksempelvis om det virkelige mørke, der langfredag eftermiddag sænker sig over alle, som befinder sig nær korset. Den hellige Teresa af Calcutta valgte hver dag at blive dér i det åndelige mørke: »Lad os altid blive sammen med Maria, vor Moder, på Golgata nær den korsfæstede Jesus …« (CBML, s. 42). Det indre mørke kan derfor ikke adskilles fra hendes mission om at holde ud i »natten« under Jesu fortsatte korsfæstelse i hans lidende fattige. Hun valgte at blive nær hans kors, i mørket, indtil sin død.
En anden form for mørke viser sig på påskelørdag og i nedfarten til dødsriget. Herren befaler Moder Teresa at »gå ud og lede« efter de sidste, de mindste og de fortabte. Han siger:
»De (de fattige) kender mig ikke – derfor vil de ikke have mig. Kom du – gå ud iblandt dem – bær mig med dig ind iblandt dem – hvor jeg dog længes efter at komme ind i deres huler – deres mørke, ulykkelige hjem« (CBML, s. 98).
De fattiges »mørke huler« afspejler deres moralske fattigdom, fordi de ikke kender eller elsker Jesus. Derfor bliver hun bedt om at »stige ned« i de fattigstes »levende helvede«. Jesus beder Moder Teresa om at udstråle hans lys i mørket under deres lidelser, når han siger: »Kom og vær mit lys« (CBML, s. 98). Det er opstandelsens lys, som åbenbares påskedag. Den hellige Teresa af Calcuttas åndelige vandring danner således en smuk parallel til påskemysteriet, der rummer både mørke og lys. Hun og hendes efterfølgere bliver et levende »Lumen Christi«, der søger at oplyse de fattiges hjerter.
Pastor Robert William Conroy, M.C., er generalvikar for Missionaries of Charity Fathers i Tijuana i Mexico.
Af Father Robert Conroy, MC · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
