Den 4. oktober 1582 døde den hellige Teresa af Ávila i karmeliterklosteret i Alba de Tormes i Spanien – men også den 15. oktober. Hvordan kan det hænge sammen?
Redaktionen – torsdag den 15. oktober 2026 kl. 7.00.
Den 4. oktober 1582 døde den hellige Teresa af Jesus (bedre kendt som Teresa af Ávila) kl. 21, 67 år gammel, i karmeliterklosteret i Alba de Tormes i Spanien. Da den gregorianske kalender trådte i kraft den følgende dag og dermed afløste den julianske kalender, svarede den pågældende 4. oktober til den 15. oktober efter vores tidsregning. Derfor fejres minde- eller festdagen for den store helgen Teresa af Ávila den 15. oktober. Det var hendes »fødselsdag i himlen«, mens hendes jordiske fødselsdag var den 28. marts 1515.
Under sit ophold i Medina del Campo blev Teresa af provinsledelsen for sin orden, de uskoede karmelitter, pålagt først at rejse til Alba de Tormes og derefter vende tilbage til sit kloster San José i Ávila, hvor hun siden 1581 havde været priorinde.
Den 20. september 1582 ankom hun til Alba de Tormes. Hun var tilsyneladende døden nær og led af så voldsom fysisk udmattelse, at de tilkaldte læger havde opgivet hende. Det berettede søster Ana de San Bartolome, der ledsagede sin priorinde som sygeplejerske.
Alligevel forblev Teresa aktiv frem til den 29. september. Den dag fik hun en »blødning, som hun til sidst døde af«. Teresa af Jesus døde, mens hun knugede et krucifiks ind til sig.
Teresas død afsluttede en vej fuld af lidelser og en »opstigning til Golgata« og blev samtidig begyndelsen på en herliggørelse, der fortsætter den dag i dag. Miraklet ved hendes legemes uforgængelighed bidrog til hendes helligkåring. Hendes grav blev åbnet første gang den 4. juli 1583, mindre end et år efter hendes død. Her så man, at »hele legemet var intakt, uden at noget manglede, og så velnæret, som om hun lige var død«.
Da liget tre år senere, den 24. november 1585, blev overført til Ávila, bemærkede de, der medvirkede ved overførslen, at det stadig var »lige så intakt, som da det blev begravet […], så kødfuldt over hele kroppen […], som om der ikke fandtes noget forgængeligt deri«. Uforgængeligheden kunne således stadig konstateres mange år senere. Selv de læger, der undersøgte liget, undrede sig over, at blodet var friskt – som i en levende krop – selv om det normalt hurtigt størkner.
Et særligt øjeblik i forbindelse med dette store mirakel om uforgængelighed var udtagelsen af hendes hjerte i 1591. Indgrebet blev foretaget af to kirurger fra Salamanca i overværelse af biskoppen af Ávila. En nonne fra klosteret for de uskoede karmelitter efterlod følgende vidnesbyrd: »De åbnede det pågældende hellige legeme i siden […] og tog hjertet ud, som nu befinder sig i dette kloster i en sølvmonstrans.« Særlig bemærkelsesværdigt er det desuden, at hjertet blev givet til en nonne, som »mærkede, at den højre hånd, hun holdt det i, pulserede«.
Mere end miraklet ved hendes legemes uforgængelighed er det hendes mange skrifter, som gennem århundrederne er blevet trykt igen og igen, der lader den hellige Teresa af Jesus virke videre den dag i dag. I dem banker hendes ånd stadig – en ånd, der ikke forgår.
Af Hans Jakob Bürger · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark





