I dag fejres hendes liturgiske mindedag.
Den hellige Teresa af Jesus (født Teresa Sánchez de Cepeda Dávila y Ahumada, 1515-1582) er en af de mest enestående og mangesidede skikkelser i kristendommens historie og verdenslitteraturen. Hun reformerede Karmeliterordenen sammen med den hellige Johannes af Korset, som var hendes åndelige vejleder, og grundlagde de uskoede karmelitter. Hun var desuden mystiker med en grænseløs følelsesmæssig og intellektuel følsomhed. Kort sagt: et monument over troen. Et så imponerende monument, at den hellige pave Paul VI i 1970 udråbte hende til kirkelærer. Hun var i øvrigt den første kvinde i historien, der fik denne titel.
Teresa blev født i Avila i en familie med converso-baggrund (jøder, der var konverteret til kristendommen), og hun voksede op med fortællinger om helgener og ridderromaner. Som tyveårig trådte hun ind i Inkarnationsklostret i Avila, hvor hun gennemgik en lang periode med indre krise og fysisk sygdom. Det åndelige vendepunkt kom omkring 1554 foran et billede af »Ecce Homo«, som berørte hende dybt og vakte kærligheden til Kristi menneskelighed i hendes hjerte. I en tid præget af den protestantiske reformations religiøse konflikter og modreformationens strenghed følte Teresa sig kaldet til at vende tilbage til karmeliterreglens oprindelige form. Med enestående beslutsomhed overvandt hun kirkelig, politisk og social modstand og grundlagde i 1562 det første reformerede kloster. Hun viede det til en af de helgener, der stod hende nærmest: den hellige Josef.
Det, hun efterlader os, er et væld af litterære og teologiske værker. Det er både nødvendigt og på sin plads at fremhæve hendes »Livets bog« (»Libro de la Vida«). Den er skrevet som en bekendelse for hendes åndelige vejledere og er en åndelig selvbiografi, hvori Teresa undersøger sin vej til omvendelse. Om bønnens dybe betydning – nærmere bestemt den indre bøn – giver Teresa en af sine mest berømte definitioner: »Den indre bøn er efter min mening ikke andet end et nært venskabsforhold, hvor man ofte er alene med ham, som vi ved elsker os.« For Teresa går mødet med Gud altid gennem Jesus Kristus som person – i hans kød og hans lidelser: »Vi kan ikke behage Gud eller modtage store nådegaver fra ham undtagen gennem Kristi allerhelligste menneskenatur, som han har sagt, at han finder velbehag i.«
En anden milepæl i hendes forfatterskab er »Vejen til fuldkommenhed« (»Camino de Perfección«), som kan betegnes som en åndelig vejledning for hendes medsøstre. Teksten udforsker de evangeliske dyder, der er grundlæggende for det monastiske og kontemplative liv: fattigdom, løsrivelse fra jordiske ting, søsterligt fællesskab og ydmyghed. Det er en vej til fuldkommenhed, som skal føre til kundskab om og fortrolighed med Gud. Et andet, meget berømt værk er »Det indre slot« (»El Castillo Interior«), der regnes for hendes mesterværk: den menneskelige sjæl er en diamant eller et krystalslot opdelt i syv koncentriske boliger. Midt i denne sjæl – i den syvende bolig – bor Gud selv.
Ikke mindre vigtige er hendes poetiske værker og åndelige digte, der vidner om helgenens poetiske og følsomme sjæl: I dem lever en enestående lyrisk kraft. Det berømte digt, der er nedskrevet i hendes breviarium, sammenfatter på få linjer dybden af hendes tillid til Gud: »Lad intet forurolige dig, lad intet skræmme dig; alt forgår, Gud forandrer sig ikke. Tålmodighed opnår alt; den, der har Gud, mangler intet: Gud alene er nok!« Det er det budskab, hendes poetiske erfaring efterlader, og det budskab, hendes liv i bøn efterlader. Hun efterlader det til os, kvinder og mænd i 2000-tallet.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
