KOMMENTAR: Allerede som barn følte jeg mig tiltrukket af min stille og blide onkel, som havde en misundelsesværdig sindsro.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, indser jeg, hvor velsignet jeg var ved at være en del af en stor og kærlig familie. Den omfattede ikke blot mine elskede forældre og to søskende, men også utallige tanter, onkler, fætre og kusiner, som boede i mindre og større byer nord for Boston.
Jeg var 12 år, før jeg havde mødt hvert eneste medlem af min udvidede familie. Det fik mig til at bemærke over for min mor: »Vi har så mange slægtninge, mor, at vi kunne befolke vores eget lille land.« Min mor, som var fast overbevist om, at en stor familie var en særlig velsignelse fra Gud, morede sig ikke over min bemærkning.
Min familie rummede en fascinerende mangfoldighed af personligheder, som ikke var i tvivl om, hvem de var. De stod stolte ved deres katolske tro og polske arv.
Vores familiesammenkomster, der sædvanligvis talte 40 til 60 personer, fandt altid sted, efter at vi havde deltaget i mindemesser, som jævnligt blev fejret for afdøde medlemmer af slægten i forskellige kirker og katedraler. Da jeg var dreng, var kirken som et andet hjem for mig.
Glæden og latteren fra disse familiesammenkomster runger stadig i mine ører sammen med levende billeder af de særprægede personligheder, der førte livlige, undertiden lidenskabelige samtaler og endda kom op at skændes.
Jeg opdagede tidligt, at polakker er et meget lidenskabeligt folk. Det kom blandt andet til udtryk ved, at min familie kunne være følsom og reagere stærkt, så vi blev kastet rundt af hinandens følelser som kugler i en flippermaskine. Det forklarer, hvorfor min far næsten altid sagde til min mor på køreturen hjem efter en af disse sammenkomster: »Elizabeth, hvorfor er jeg altid så udmattet efter hvert eneste af disse familietræf?«
Blandt denne flok slægtninge var min onkel Charlie, en høj og slank mand, som skilte sig ud ved sin stilhed og foretrak at lytte frem for at tale.
Allerede som barn følte jeg mig tiltrukket af denne stille og blide mand. Han havde en misundelsesværdig sindsro, som kendetegner et menneske, der har lært at træde et skridt tilbage og se livet i et større perspektiv. Han var tilfreds – tilfreds med den lange rejse, der havde ført ham til hans elskede hustru, tante May, og til den lille gård, de ejede ikke langt fra min families hjem.
Når mine forældre meddelte, at vi skulle besøge onkel Charlie og tante May, fór jeg så hurtigt ud af huset, at jeg var den første i familiens LaSalle, en mere sportslig udgave af en Cadillac. Jeg satte mig som regel på armlænet på bagsædet i den kraftigt polstrede bil.
For mig gjorde besøgene på gården de dyr levende, som jeg havde læst om i mine barndomsbøger. Min far smilede altid bredt, når vi kørte op ad bakken til onkel Charlie og tante Mays gård, fordi han selv var vokset op på en smuk gård i en lille landsby uden for Warszawa.
Det var dér hos onkel Charlie, at jeg oplevede et af min barndoms største eventyr. Onkel Charlie inviterede mig til at sætte mig op på en af sine heste. Jeg var begejstret, men også bange. Han løftede mig op og sagde, at der ikke var noget at frygte.
Før jeg vidste af det, føltes det, som om jeg sad på toppen af en bygning på ti etager. Frygten fortog sig og gav plads til en selvtillid, der fik mig til at tro, at jeg var Gene Autry eller Roy Rogers, som bekæmpede skurke og genoprettede retfærdigheden i en by i det gamle Vesten.
Jeg blev skødesløs med tøjlerne og faldt af krikken midt i mine dagdrømme. Inden jeg nåede at forstå, hvad der var sket, løftede onkel Charlie mig op og satte mig tilbage på hesten. Jeg faldt aldrig af igen. Det, onkel Charlie gjorde for mig den dag, handlede mindre om en ridetur end om at give en lille dreng troen på sig selv tilbage. Sådan en mand var onkel Charlie.
Årtier senere besøgte min kone, Marita, og jeg onkel Charlie, som kun havde få måneder til sin 100-års fødselsdag.
Under det besøg gik det op for mig, hvilken enestående mand onkel Charlie egentlig var.
Det var tydeligt, at han ønskede, at vi skulle kende hans historie. Derfor bad jeg om lov til at bruge en båndoptager. Han sagde straks ja.
Han fortalte os, at han som dreng var nødt til at flygte hjemmefra på grund af en streng og undertiden voldelig far.
Forbløffet spurgte jeg ham: »Hvor tog du hen? Hvad gjorde du?«
»Jeg rejste rundt med godstogene,« svarede han nøgternt. »Jeg var vagabond. Dengang kaldte folk os hoboer eller bumser og ville ikke have noget med os at gøre. Vi var udstødte.«
»Men du var jo bare et barn,« indskød jeg.
»Ja, men jeg opdagede, at mange andre børn var tvunget til at leve sådan sammen med mænd i alle aldre. De fleste af fyrene var gode og ordentlige mennesker, som delte den smule mad og tøj, de havde. Overalt, hvor der var arbejde at få, arbejdede vi – som regel i kortvarige job – og tjente nok til at komme videre til det næste job. Vi var som et broderskab af fattige og udstødte, den slags mennesker, som Jesus elskede særligt højt.«
»Kan du huske en særlig person fra de år?« spurgte jeg.
»Ja. En ældre kvinde. Alle fyrene kaldte hende ›Englen‹.«
»Hvorfor?«
»Fordi hun altid stod ved et af togets stoppesteder i denne by i Vesten. Hun gav os brød og kaffe. Nogle gange var det al den mad, vi fik i flere dage.«
»Jeg gad vide, hvad der fik hende til at være så venlig,« sagde jeg.
»Hendes søn rejste rundt med godstogene og blev slået ihjel af en ›bull‹,« svarede min onkel.
»En ›bull‹?«
»Det var som regel store fyre, bevæbnet med rør eller baseballbat, som arbejdede for jernbanen. De sårede og dræbte endda mange fyre, når de forsøgte at få os af togene. Jeg var meget tæt på at få kraniet slået ind af en af dem, men det lykkedes mig at smide ham af toget!« sagde han med et lille grin.
»Er der andet, du kan fortælle mig om den ældre kvinde?«
»Efterhånden kom andre kvinder til. Derfor kaldte vi dem ›Englene‹,« sagde han. »De kom med suppe, som nogle gange indeholdt kød. De postede også de breve, vi havde skrevet til vores familier.«
Det er næsten ikke til at fatte, hvor forskelligartede og intense hans oplevelser rundt om i USA var. Han indfangede kvæg med lasso i Oklahoma og tilred mustanger i Wyoming. Han rejste med et cirkus og hjalp med at træne elefanter, som han udviklede en særlig hengivenhed og respekt for. Det, han brød sig mindst om, var det rygbrækkende høstarbejde på gårde i Midtvesten.
Da jeg spurgte ham, hvor han fandt styrken til at gå hver dag i møde, når han vidste, at den ville blive vanskelig, svarede han med en bemærkning, jeg ikke havde ventet: »Jeg havde samtaler med Jesus.«
»Samtaler?« spurgte jeg.
»Dick, jeg fik aldrig mulighed for at få ret meget uddannelse. Det gjaldt også enhver form for religiøs undervisning. Jeg kendte nogle få almindelige katolske bønner – Fadervor og naturligvis Hil dig, Maria. Men jeg følte mig bedst tilpas ved bare at tale med ham.«
»Så hjalp disse samtaler dig gennem en meget vanskelig del af dit liv?«
»Ja. Og jeg lærte, at man må lægge sit eget ego til side for at kunne mærke, at man virkelig kommer ham nær.«
»Så det, du siger, er, at man må være ydmyg?«
Han nikkede. Hans øjne fyldtes med tårer. Han var overvældet af følelser.
Da jeg senere tænkte over vores samtale med onkel Charlie, indså jeg, at han var nået frem til den sandhed, som teologer, pave Frans og pave Leo XIV har forkyndt – nemlig at ydmyghed er en grundlæggende forudsætning for spiritualitet.
Inden Marita og jeg tog afsked med ham, vendte onkel Charlie tilbage til det farverige sprog fra livet som togvagabond. Han nævnte en ven, »der havde taget ›det vestgående tog‹«. Han tilføjede: »Det varer ikke længe, før jeg også gør det.«
Min kone og jeg vidste, hvad han mente, og derfor var det endnu sværere for os at forlade ham.
Med tårer i øjnene omfavnede vi hinanden. Jeg klamrede mig til det ældste nulevende medlem af min familie. Jeg ville ikke miste ham. Men jeg vidste, at der ikke ville gå lang tid, før døden uundgåeligt ville tage min elskede onkel fra mig.
Det sidste, jeg husker, at han sagde til mig, var: »Dick, glem mig nu ikke.« Tårerne tegnede spor ned ad hans rynkede kinder.
Jeg har aldrig glemt min onkel Charlie. Og det kommer jeg aldrig til.
Når jeg beder for denne ydmyge, men stærke mand, kommer jeg altid til at tænke på Alfred, Lord Tennysons digt Ulysses:
Svækket af tid og skæbne, men stærk i viljen til at stræbe, søge, finde og ikke give efter.
Gud velsigne dig, onkel Charlie.
Af Richard C. Lukas · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark




