KOMMENTAR: De uklarheder, som »Amoris Laetitia« har skabt, har bragt præsterne i den pastorale frontlinje i en næsten umulig situation – og har yderligere forvirret mange samvittigheder, som i forvejen var rådvilde.
Mødet i Rom om den pastorale anvendelse af Amoris Laetitia er afsluttet. Det står endnu tilbage at se, hvad drøftelserne vil føre til, mens vi afventer et dokument fra pave Leo XIV, hvor han vil fremlægge sin egen fortolkning og analyse af samtalerne.
Mange af deltagerne beskrev sammenkomsten som en øvelse i »synodalitet«. Det er efter min opfattelse lærerigt, for uanset hvad mødet fører til, vil det have de samme styrker og svagheder som »synodalitet« i almindelighed. Som en øvelse i synodalitet vil det med andre ord stå eller falde som et eksempel på denne tilgang.
Synodalitet er som betegnelse for de institutionelle strukturer, der udøver kirkelig ledelse, både et gammelt og alment anerkendt teologisk princip og noget nyt. Tanken om, at paven ikke er en enevældig monark med biskopperne som en klasse af aristokratiske vasaller, er ikke ny. Paven er ikke administrerende direktør for »Katolsk A/S«, og biskopperne er ikke hans filialbestyrere. Det Andet Vatikankoncil gjorde dette helt klart, da det gav Kirken dens ældre tradition tilbage: De tre funktioner i bispeembedet – at lede, helliggøre og undervise – hører til selve embedet i kraft af bispevielsen og er ikke blot beføjelser, som paven har delegeret til biskopperne.
Dette syn blev kendt som læren om biskoppernes »kollegialitet« og dannede grundlag for fornyet vægt på de nationale bispekonferencer og på den lokale biskops myndighed i bispedømmet. Det førte også direkte til oprettelsen af regelmæssige bispesynoder, som mødes i Rom for at samarbejde med og rådgive paven om væsentlige spørgsmål. Selvom det nylige møde i Rom ikke var en officiel bispesynode, var det endnu et eksempel på kollegialitet i praksis.
I den henseende er synodalitet, forstået som et analogt supplement til kollegialitetsprincippet, hverken påfaldende ny eller radikal. Med udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet søger synodaliteten blandt andet at føre kollegialiteten ud i livet ved at flytte Kirkens ledelse væk fra en overdreven magtkoncentration i kontorerne i Den Romerske Kurie og genoprette lokalkirkens myndighed som et »fællesskab« af biskopper – altid sub Petro og cum Petro (»under Peter« og »med Peter«), men nu med reel tilsynsmyndighed.
Men der er også noget nyt i alt dette, som ikke kan bortforklares som blot en »genoprettelse« af noget gammelt. Det Andet Vatikankoncil brugte aldrig betegnelserne »synode« eller »synodal« om kollegialitet, selv om de lå lige for og var velkendte. De østortodokse kirker har i mange århundreder praktiseret en synodal ekklesiologi og har ofte kritiseret centraliseringen af magten i Rom som en mangelfuld model. De ortodokse har naturligvis deres egne problemer, ikke mindst den splittede og skrøbelige »enhed« i ortodoksien, som synodaliteten ikke alene har kunnet overvinde.
Ikke desto mindre ville koncilfædrene have gjort det, hvis de havde ønsket at fremhæve en synodal frem for en kollegial Kirke, især i lyset af deres tydelige interesse for økumenik. Efter nogle heftige debatter på koncilet om dokumentet om ekklesiologi (Lumen Gentium), hvor selv en minimalistisk læsning af kollegialiteten blev mødt med mistanke om at undergrave pavens myndighed, så den hellige pave Paul VI sig nødsaget til at føje det, der blev kendt som hans »Nota Explicativa Praevia« (en forklarende præcisering), til slutningen af teksten. Her blev det gjort eftertrykkeligt klart, at pavens myndighed fortsat er den øverste i Kirken.
Derfor forekommer det anakronistisk at læse et klart tegn på et koncilært mandat for det, vi nu kalder en synodal Kirke, tilbage ind i Lumen Gentiums lære om kollegialitet. Desuden omtaler de nutidige fortalere for en mere synodal Kirke den som noget nyt, der rækker ud over kollegialiteten og ind i relativt ukendt teologisk farvand. Her vil lægfolket få en større rolle i den kirkelige ledelse, og Kirkens »hierarkiske« forfatning omformes fra en middelalderlig model, der bygger på mønstre for aristokratisk verdslig myndighed, til en forståelse af hierarkiet ud fra en »tjenende model«, som er langt mere ydmyg i sin pastorale praksis.
Det er derfor fuldt ud muligt at betragte synodalitet enten kynisk – som et skalkeskjul for at gennemføre liberale ændringer af Kirkens lære, især dens moralteologi, og som et brud på koncilets egentlige lære – eller som en legitim læreudvikling, der er forankret i elementer af Lumen Gentium, som hænger sammen med, men adskiller sig fra, kollegialiteten.
Jeg mener, at det er muligt at holde begge synspunkter i et spændingsforhold til hinanden, for de teologiske argumenter for synodalitet har ganske vist grundlag i Lumen Gentium. Men »synodalitet« kan heller ikke betragtes abstrakt og løsrevet fra de seneste 60 års teologiske kaos og åbne dissens mod fastlagte kirkelige læresætninger.
På den positive side kan man få øje på de teologiske spirer til synodalitetsbegrebet i Lumen Gentiums klare afvisning af hyperklerikale styreformer og stærke genbekræftelse af det universelle kald til hellighed.
Desuden bygger koncilets stærke betoning af hele Kirken – både lægfolket og hierarkiet – som et »Guds folk på pilgrimsvandring«, der sammen vandrer mod Guds rige, på teologien om det fælles dåbspræstedømme, som er skænket alle troende. Skellet mellem alles præstedømme og de ordineredes sakramentale præstedømme fastholdes, men nu med alle rester af klerikale privilegier fjernet.
Dette kan igen udvikles til en forståelse af Kirkens ledelse, hvor bispeembedets apostoliske myndighed fastholdes, samtidig med at denne myndighed anses for at kunne give mulighed for større inddragelse af lægfolket i beslutningsprocesserne. Og rent faktisk har netop en sådan forandring – hvor beskeden den end måtte være – fundet sted i Kirken, længe før den »synodale bevægelse« begyndte, og på en måde, der synes fuldt ud at stemme overens med Det Andet Vatikankoncils grundlæggende ekklesiologi.
Men de mere kyniske syn på synodaliteten og det nylige møde i Rom er ikke blot rablen fra en marginal gruppe af forbenede konservative. Selv om jeg anerkender den teologiske legitimitet af en mere synodal Kirke, befinder jeg mig fortsat i den skeptiske lejr.
For det første har vi det tydelige eksempel på de seneste 60 års liberale teologiske dissens. Som akademisk teolog gennem det meste af mit voksne liv kan jeg bevidne, at liberale teologer har haft næsten fuldstændig kontrol over katolske teologiske institutter og akademiske teologiske selskaber. Og selv om den eksplicitte dissens af den slags, man så i 1970’erne, nu er dæmpet og tæmmet, er det liberale projekt intakt. Det er blot blevet forsynet med nye etiketter i form af terminologiske hundefløjter som »lytten«, »ledsagelse« og »opsøgende arbejde«.
Det er »liberalisme light«, som nogle har kaldt det, men på mange måder langt mere undergravende end den ældre form for åben dissens. Det giver sig nemlig ud for at være loyalt mod ortodokse læresætninger, samtidig med at det hævder, at disse læresætninger er »idealer«, som kun kan virkeliggøres asymptotisk, og at vi derfor – under den pastorale lov om gradvished – må imødekomme dem, der ikke kan leve op til så høje krav. I de senere år er den anklage ofte blevet slynget ud, at hvis man mener, at sådanne læresætninger ikke er idealer, men sandheder, der skal leves, så er man blot en hårdhjertet, legalistisk farisæer.
For det andet er det stadig gangbar mønt blandt mange af synodalitetens ivrigste fortalere at stille sandhed og barmhjertighed op som modsætninger. Vi ser det især i Tyskland, men i virkeligheden findes denne tankegang overalt.
Og hvad er en »lyttende« Kirke egentlig? Hvordan kan Kirken »lytte« til 1,4 milliarder katolikker, uden at resultatet bliver en fiktion bygget på kuraterede »levede erfaringer«, som de ansvarlige med en dagsorden har valgt at fremhæve? Hvor er gennemsigtigheden?
En proces uden gennemsigtighed er ikke synodal. Den er derimod en øvelse i ideologisk manipulation, og netop det har skabt så megen kynisme.
Derfor afventer vi pave Leos dokument om den seneste udmøntning af synodalitet under mødet om Amoris Laetitia. Pave Leo har hidtil vist, at han studerer Det Andet Vatikankoncil særdeles omhyggeligt og ikke er tilbøjelig til teologiske udskejelser af nogen art. Jeg tror, at vi vil få en omhyggeligt formuleret og nuanceret tekst, der ikke blot vil forsøge at hjælpe os med at afklare Amoris, men også den rette ekklesiologiske ramme for alle de igangværende samtaler om synodalitet.
Men selv med fuld forståelse for pavelig forsigtighed kommer der også et tidspunkt, hvor paven må træffe beslutninger. Kirken kan ikke blive ved med at udskyde en afgørelse om spørgsmål som skilsmisse og nyt borgerligt ægteskab. Tiden er inde til klarhed fra paven.
Tillader Kirken, at fraskilte og borgerligt gengifte modtager eukaristien under visse begrænsede omstændigheder, eller gør den ikke? Og hvis den gør, hvilke omstændigheder er der da tale om? Vil Kirken behandle sin moralteologi som et sæt idealer eller som bindende bud? Hvis det første er tilfældet, hvad er da de fulde eukaristiske konsekvenser? Og hvis det sidste er tilfældet, hvordan yder vi da en pastoral og hensynsfuld tjeneste til dem, der virkelig befinder sig i komplicerede omstændigheder?
De nuværende uklarheder har bragt præsterne i den pastorale frontlinje i en næsten umulig situation. Og de har skabt endnu større forvirring i samvittigheder, som allerede var rådvilde.
Synodalitet er en god idé. Men hidtil har den manglet konkretisering. Måske ved vi snart mere, når paven svarer på mødet om Amoris.
Af Larry Chapp · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
