KOMMENTAR: Mere end 30 år efter udgivelsen minder den hellige Johannes Paul II’s uventede bestseller, »Crossing the Threshold of Hope«, os om, at vi kun i Kristus kan finde modet til at møde livet uden frygt.
Det var måske den mest usædvanlige bog, en pave nogensinde havde skrevet. Og den blev snart den mest opsigtsvækkende udgivelse, der kom til at præge hans pontifikats sidste år.
»Crossing the Threshold of Hope« af den hellige pave Johannes Paul II udkom første gang i efteråret 1994, 16 år efter at han blev valgt i 1978, og blev næsten fra den ene dag til den anden en international bestseller. Ved årtiets udgang var der således solgt mere end en million eksemplarer på 40 forskellige sprog.
Ikke dårligt for et projekt, der var begyndt som et beskedent interview, hvor en journalist stillede Kristi stedfortræder en række spørgsmål.
Men hvordan forventede paven helt konkret, at hans læsere skulle krydse denne tærskel? Her og nu, altså som mænd og kvinder, der endnu ikke er døde? Det ville næppe være nødvendigt for en helgen, som allerede er nået over på den anden side og hviler trygt i Guds arme. Ikke sandt? Nu og i hvert øjeblik er han omsluttet af Rigets herlighed; han ser den evige Kærligheds ansigt og er derfor saligt hævet over de krav, som det blotte håb stiller, med kun næstekærligheden tilbage at give ud af, som er den evige verdens mønt.
For os andre, der er blevet efterladt her på jorden, er der dog stadig den undvigende tærskel, som vi på en eller anden måde skal krydse. Hvor skal vi finde den? Giver paven os en opskrift, vi kan følge?
Svaret, der er langt ældre end den hellige Faders bog, burde være helt indlysende, selv om det at føre det ud i livet – hvilket »ikke koster mindre end alt«, som digteren T.S. Eliot minder os om – kun er muligt »ved den drejende verdens stille punkt«, hvor tid og evighed, historie og himmel mødes på mystisk vis. Det, formlen peger på, er med andre ord inkarnationen, som er intet mindre end Guds store indtræden i vores verden: en begivenhed i tiden, der skal frelse alt det, som gik tabt i tiden.
»Hvis det ikke var for punktet, det stille punkt,« siger Eliot:
ville der ikke være nogen dans, og der findes kun dansen. Jeg kan kun sige, at dér har vi været; men jeg kan ikke sige hvor. Og jeg kan ikke sige hvor længe, for dermed ville jeg placere det i tiden.
Som Eliot siden fortæller os: »Kun gennem tiden besejres tiden.« Derfor afhænger alt af et møde i tiden med mennesket Jesus, i hvem hele guddomsfylden bor. Det er svaret, som næsten hver eneste linje og hvert eneste afsnit i bogen vidner om. Intet mindre er tilstrækkeligt. Kun i forholdet til Kristus vil nogen af os kunne krydse denne tærskel og dermed finde modet til at møde livets frygtelige udfordringer uden frygt.
Her er da bogens centrale og vedvarende overbevisning, som bør være kernen i enhver kristens tro: Kun i Kristus kan vi finde svaret på det spørgsmål, som vores liv er. Alle de spørgsmål, der blev stillet paven i det vidtfavnende interview, som blev til en bestseller, drejer sig derfor nødvendigvis om Kristus, det gådefulde Gudmenneske, som hele tilværelsens mening afhænger af.
Der findes én, som holder denne forgængelige verdens skæbne i sine hænder; én, som har nøglerne til døden og dødsriget (jf. Åb 1, 18); én, som er alfa og omega i menneskehedens historie (jf. Åb 22, 13) – hvad enten det gælder den enkeltes eller fællesskabets historie. Og denne ene er Kærlighed (jf. 1 Joh 4; 8, 16) – Kærligheden, der blev menneske, Kærligheden, der blev korsfæstet og opstod, Kærligheden, der uophørligt er til stede blandt mennesker. Det er den eukaristiske Kærlighed … Han alene kan give den endelige vished, når han siger: ›Vær ikke bange!‹
Dette er den ene formaning, den eneste marchordre, der betyder mere end noget andet: at vi møder Kristus og ikke er bange. Paven kalder ham »den usynlige Guds sakramente« – en sandhed, som fortsat er Guds endegyldige åbenbaring. »Helt original og helt enestående,« tilføjer han. Det er den størst tænkelige påstand, og ingen anden religion har vovet at fremsætte den.
»Vær ikke bange for Gud, som blev menneske!« Takket være hans mellemkomst som både Gud og menneske har vores liv nu fået en mening og et mål, der rækker ud over hele verden. »Det Nye Testamentes kristologi er eksplosiv,« fortæller han os. Derfor gjorde alle de store vidner om vores fælles tro og om det håb, der udspringer af troen, »ikke andet end altid med fornyet forundring at vende tilbage til den arv, de havde modtaget«, for derved at give deres forståelse af denne arv et fastere grundlag.
Her finder vi det, som paven kalder »den første bekræftelse«: ikke et princip, der skal fastholdes, men en Person, man skal tro på. Og vi finder den, minder paven os om, i den gådefulde samtale med Nikodemus, som kom i ly af mørket for at høre Jesus tale. »For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv« (jf. Joh 3,16).
Her er selve centrum, det omdrejningspunkt, som al frelse afhænger af. Her bliver, fastholder paven, »herre-slave-paradigmet radikalt forvandlet til fader-søn-paradigmet«. Dermed vendes en hel verden på hovedet, så at sønnens gudsfrygt, som er Helligåndens gave, kan afløse den underdanige frygt, der hidtil havde præget den hedenske oldtids verden.
»Gud tog det første skridt,« skriver Charles Péguy, det katolske Frankrigs fremmeste digter, som faldt i de første uger af Første Verdenskrig – en mand, i hvis digtning håbet altid var den besjælende dyd. »Han tog initiativet. / Han håbede, at den mindste af synderne, / at den allermindste af synderne i det mindste ville arbejde / en smule for sin egen frelse, / blot en smule, hvor ringe det end måtte blive …«
Han satte sit håb til os – skal det siges, at vi ikke satte vores håb til ham? Gud satte sit håb, sit fattige håb, til hver eneste af os, til den mindste af synderne. Skal det siges, at det er os små, os syndere, der ikke sætter vores håb til ham?
Selv om det kun er i håbet, vi kan krydse denne tærskel, er det virkelig forbløffende, at vi på vej hen imod den opdager, at det er Jesus, vi finder ved begyndelsen. Han tager os i hånden, så vi, omsluttet af hans eget langt større håb, kan gå over tærsklen sammen med ham og ind i den almægtige Guds arme.
Af Regis Martin · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
