Dokumentet præsenteres som en række »overvejelser« og bygger på indspil og bidrag fra flere nationale bispekonferencer.
Troslæredikasteriet i Vatikanet offentliggjorde torsdag dokumentet »Venite ad Me: Considerations on the Transmission of the Faith in an Epochal Change«, som ventes at blive det sidste af de dokumenter, den afdøde pave Frans bestilte hos dikasteriet.
Teksten, som pave Leo XIV godkendte den 21. august, består af otte kapitler og 144 afsnit og er underskrevet af kardinal Victor Manuel Fernández, præfekt for Troslæredikasteriet.
Dokumentet præsenteres som en række »overvejelser«, der bygger på indspil og bidrag fra flere nationale bispekonferencer, snarere end som en »læremæssig note«.
Dokumentet siger, at der i dag er mange vanskeligheder med at videregive troen, blandt andet udbredelsen af sekularisering og individualisme.
»Det må erkendes, at det ikke kun er videregivelsen af troen, der er i krise, men også et bestemt syn på mennesket og dets grundlæggende værdier – et syn, som netop havde fundet sin fuldendelse i evangeliet,« hedder det.
»Modernitetens krise, som kendetegner dette epokeskifte, har således bidraget til fremkomsten af en ny kultur, der er kommet i konkurrence med de traditionelle strukturer, hvorigennem troen er blevet videregivet.«
Mødet med Herren Jesus
Teksten siger, at »hjertet i den kristne erfaring« er »et møde med Herren Jesus, som bringer os i kontakt med den guddommelige kærligheds sande lys, hindrer os i at fare vild i mørket og fører os til livet. Netop i denne betydning kan vi tale om ›troens lys‹.«
»Videregivelsen af troen,« hedder det i dokumentet, »har sit endelige grundlag i Guds initiativ. I Kristus åbenbarede han sit ansigt og betroede apostlene opgaven at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Denne mission ophørte imidlertid ikke med apostlenes forkyndelse, men føres videre gennem Kirken op gennem historien.«
Dokumentet minder også om ordene fra pave Benedikt XVI, som i en prædiken i 2007 på ny bekræftede, at »den mest autentiske kraft i den evangeliserende mission, som fællesskabet af Herrens disciple varetager, fortsat er tiltrækningskraften«.
Familiens og kirkefællesskabets rolle
Familiens rolle er central for denne videregivelse; familien er »det første og vigtigste sted for troens videregivelse«. I familien findes »den primære ramme, hvor troen [blev] givet videre fra den ene generation til den næste«, hedder det i dokumentet.
Fra familien går vejen videre til kirkefællesskabet: »Det, et menneske har modtaget fra sine forældre – nemlig vidnesbyrdet om troen på Jesus, som fuldt ud åbenbarede Guds uendelige kærligheds ansigt, befriede menneskene fra mørket og åbnede dem for livets sande lys – finder i Kirken midlerne og mulighederne for at blive rettesnor for dette menneskes syn på verden,« hedder det.
Dokumentet tilføjer: »Gennem katekese, fejringen af sakramenterne, de forskellige sammenhænge, der fremmer aktiv deltagelse i fællesskabets liv (som den nuværende synodale proces lægger op til), indsatsen for de dårligst stillede og søndagens samling i Herrens hus når man frem til den modenhed i troen, som i sidste ende består i at se alt ›med Jesu øjne‹.«
I vores tid er der stadig mennesker, som konverterer eller vender tilbage til at praktisere den katolske tro. Ikke desto mindre »er der også en tilsvarende vanskelighed med, at neofytter [nye katolikker] holder fast, fordi de ofte kort efter dåben vender tilbage til en tilstand af praktisk ligegyldighed«, hedder det i dokumentet. Troslæredikasteriet advarer derfor om, at det er nødvendigt at genopdage »fællesskabets betydning for at tage imod og ledsage nye troende«.
Nye teknologier og ideologi
Om nye digitale teknologier og kunstig intelligens siger dokumentet: »Invitationen til tro risikerer at miste sin legemlige forankring, blive løsrevet fra det konkrete liv eller knyttet til ideologier, som højtråbende mindretal fremmer. Det kan føre til forvrængninger af selve troen eller af samvittigheden, eller få mennesker til at konstruere en såkaldt ›gør-det-selv-tro‹, der er formet af deres egen smag og deres egne præferencer frem for af Kirkens lære.«
Samtidig åbner denne situation nye horisonter for evangelisering og viser ifølge dikasteriet, hvor nødvendigt det er »at videregive troen med ›kerygmaet‹ som udgangspunkt«.
»Det forekommer helt naturligt, at de troende går ind i en fornyet fase med forkyndelse af evangeliet,« fortsætter dokumentet. Derfor »opfordres de kristne fællesskaber kraftigt til – i tide og utide – at arbejde for en fornyelse af forkyndelsen af ›kerygmaet‹.«
Liturgien
I dokumentet tillægges liturgien særlig betydning for troens videregivelse: »Hvis hjertet i den kristne forkyndelse er mødet med Guds frelsende kærlighed i Kristus, er liturgien det privilegerede sted, hvor dette mysterium fejres og formidles sakramentalt. Derfor spiller den en central rolle i videregivelsen af troen som kirkelivets bankende hjerte, hvor fællesskabet næres af Guds ord og det evige livs brød.«
»I den forbindelse må vi lægge et indsnævret syn bag os, der blot betragter liturgien som en rituel ramme om kirkelivet. Liturgien er i virkeligheden først og fremmest en erfaring af tro, allerede inden den er en form for undervisning, fordi den lader de troende deltage i handlinger, ord, stilhed og symboler og dermed erfare Kristi mysterium på en levende måde,« fortsætter dokumentet.
Dokumentet understreger desuden, at der i hvert bispedømme må gøres en særlig indsats for, at både de troende og de, der nærmer sig eller vender tilbage til det troende fællesskab, kan stifte bekendtskab med de forskellige liturgiske sensibiliteter, som findes i Den katolske Kirkes tradition.
Med respekt for de gældende liturgiske normer opfordres Kirkens hyrder til at værdsætte den katolske liturgiske arvs rigdom, så de kan imødekomme de forskellige sensibiliteter i deres hjord. »Det kristne fællesskab vokser og bygges op gennem rituelle praksisser, og i den forbindelse udgør Kirkens rige åndelige arv en kostbar og uudtømmelig ressource,« hedder det i dokumentet.
Inkulturation
Endelig rummer dokumentet et afsnit om inkulturation. Det er vigtigt at minde om, hedder det, »at troens inkulturation er et nødvendigt skridt i videregivelsen af den, fordi evangeliets budskab må gøres forståeligt for mennesker, som deler værdier og kategorier, der ikke fuldt ud svarer til de hellenistisk-semitiske værdier og kategorier, som den bibelske tekst oprindeligt blev formuleret inden for.«
»Når troen berører et folks kulturelle rødder og udtryksformer, bliver den virkelig lettere og mere frugtbar at videregive,« hedder det.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Stampa, den italiensksprogede søstertjeneste under EWTN News. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Marco Mancini · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
