En højtidsprædiken til Allehelgen.
Søndag den 1. november fejres Allehelgen. Messelæsninger: Åb 7, 2-4, 9-14; Sl 24, 1bc-2, 3-4ab, 5-6; 1 Joh 3, 1-3; Mattæus 5, 1-12a.
Nedenfor bringes et uddrag af en prædiken af den hellige Bernhard af Clairvaux, som bruges i læsningernes tidebøn på Allehelgen.
Hvorfor skulle vores lovprisning og forherligelse, ja selv fejringen af denne festdag, betyde noget for de hellige? Hvad betyder jordisk hæder for dem, når deres himmelske Fader ærer dem ved at opfylde Sønnens trofaste løfte? Hvad betyder vores ros for dem?
De hellige har ikke behov for hæder fra os, og vores hengivenhed føjer heller ikke det mindste til det, der er deres. Det er klart, at hvis vi ærer deres minde, er det til gavn for os, ikke for dem. Men jeg siger jer: Når jeg tænker på dem, mærker jeg en vældig længsel flamme op i mig.
At mindes de hellige indgiver os – eller rettere vækker i os – frem for alt en længsel efter at nyde deres selskab, som i sig selv er så eftertragtelsesværdigt. Vi længes efter at få del i det himmelske borgerskab, bo sammen med de saliges ånder og slutte os til patriarkernes forsamling, profeternes rækker, apostlenes råd, martyrernes store skare, bekendernes ædle selskab og jomfruernes kor.
Kort sagt længes vi efter at blive forenet i lykke med alle de hellige.
Men vores sindelag skifter. Kirken med alle Kristi første disciple venter på os, men vi gør intet for at slutte os til den. De hellige ønsker, at vi skal være hos dem, men vi er ligeglade. De retfærdiges sjæle venter på os, men vi ænser dem ikke.
Kom, brødre, lad os omsider anspore os selv. Vi må opstå sammen med Kristus; vi må søge den verden, der er ovenfor [Kolossenserbrevet 3, 1], og rette vores sind mod det himmelske.
Lad os længes efter dem, der længes efter os, skynde os til dem, der venter på os, og bede dem, der ser frem til vores komme, om at gå i forbøn for os.
Vi bør ikke blot ønske at være sammen med de hellige; vi bør også håbe på at få del i deres lykke. Mens vi ønsker at være i deres selskab, må vi også ihærdigt stræbe efter at få del i deres herlighed. Tro ikke, at en sådan stræben rummer noget skadeligt; der er ingen fare ved at lade vores hjerter hige efter en sådan herlighed.
Når vi mindes de hellige, flammer en anden længsel op i os: at Kristus, vores liv, også må åbenbare sig for os, sådan som han åbenbarede sig for dem, og at vi en dag må få del i hans herlighed. Indtil da ser vi ham ikke, som han er, men sådan som han blev for vores skyld. Han er vores hoved, kronet ikke med herlighed, men med vores synders torne. Som lemmer på dette hoved, der er kronet med torne, bør vi skamme os over at leve i luksus; hans purpurklæder er snarere til spot end til hæder.
Når Kristus kommer igen, skal hans død ikke længere forkyndes, og vi skal vide, at også vi er døde, og at vores liv er skjult sammen med ham [Kolossenserbrevet 3, 3]. Kirkens herlige hoved vil åbenbare sig, og Kristi herliggjorte lemmer vil stråle i glans sammen med ham, når han omskaber dette ringe legeme til den herlighed, som tilhører ham selv, dets hoved.
Derfor bør vi stræbe efter at nå denne herlighed med en helhjertet og besindig længsel. For at vi med rette kan håbe på og stræbe efter en sådan salighed, må vi frem for alt bede om de helliges bønner. Så vil det, som ligger uden for vores egen formåen, blive skænket os gennem deres forbøn.
Af NC Register · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
