Et kort overblik over skikkelser fra Perus hellighedshistorie, som er født eller har levet i det land, hvor pave Leo XIV udførte sin pastorale tjeneste som augustiner.
Kirkens historie i Peru rummer en usædvanlig åndelig rigdom. Alene i det 17. århundrede var Lima et sandt centrum for hellighed, hvor store skikkelser lærte hinanden at kende, og deres liv blev flettet sammen. Gennem deres forsvar af den oprindelige befolkning, omsorg for de syge og vidnesbyrd helt til martyriet afspejler Perus helgener og salige det dybe møde mellem evangeliet og sårene i Latinamerikas sociale historie. Pave Leo XIV kender selv disse helgener og salige godt, eftersom han udførte en stor del af sin tjeneste som augustiner i det latinamerikanske land. Lad os derfor give et kort overblik over disse skikkelser, som udgør det åndelige væv i et af verdens mest fascinerende lande.
Vi må begynde med skytshelgenen Rosa af Lima (1586–1617), der blev født i Lima som Isabel Flores de Oliva i en familie af spansk oprindelse. Hun var den første helgen fra Amerika, der blev helligkåret (1671), og er kontinentets skytshelgen. Som dominikansk tertiar valgte hun ikke at træde ind i et klausurkloster, men at leve et kontemplativt liv i haven ved sit hjem. Her helligede hun sig i et lille rum, der var indrettet som sygestue, fuldstændigt til de fattige, den oprindelige befolkning og syge slaver. Mystiske oplevelser og tjeneste for de fattige er de vigtigste kendetegn ved hendes liv.
På vores vej møder vi dernæst den hellige Martin de Porres (1579–1639). Han trådte ind hos dominikanerne i Lima som tertiar og blev senere lægbror. Han huskes som »kostens helgen« på grund af den ydmyghed, hvormed han udførte enhver opgave. Som selvlært læge og urtekyndig grundlagde han et børnehjem og et hospital for fattige, hvor han uden forskel behandlede spaniere, oprindelige folk og afrikanske slaver.
En anden skikkelse i Perus hellighedshistorie er den hellige Toribio de Mogrovejo (1538–1606), Limas anden ærkebiskop, som regnes for den store organisator af Kirken i Sydamerika og Perus »Bartolomé de Las Casas«. Han var uddannet jurist, og efter sin ankomst til Peru tilbragte han en stor del af sin tid som biskop med at rejse gennem et enormt område til fods eller til hest. Han lærte de lokale sprog (quechua og aymara) for at prædike for de oprindelige folk og arbejdede desuden for, at katekismer for første gang blev trykt på de lokale sprog.
En anden kvindelig skikkelse er den ærværdige moder Antonia Lucia del Spirito Santo (1640–1700), der blev født i Guayaquil, som dengang var en del af vicekongedømmet Peru. Hun flyttede til Lima, hvor hun grundlagde Beaterio de Nazarenas og gav ophav til andagten til Señor de los Milagros (Miraklernes Herre), den største og mest dybtfølte andagt i Peru.
Til sidst følger to skikkelser: den hellige Francesco Solano (1549–1610) og den hellige Giovanni Macías (1585–1645). Den første var en spansk franciskanerpræst, der tilbragte mere end tyve år som missionær i Sydamerika, før han bosatte sig i Lima. Han var kendt for sin smittende glæde, sit musikalske talent (han spillede violin for at opmuntre de syge og prædike) og sin iver for at missionere. Den anden, den hellige Francesco Solano, var en spansk dominikanerbroder, der udvandrede til Peru. Ved klostret San Domenico i Lima tjente han som portner i mere end tyve år og gjorde portnerlogen til et centrum for uddeling af mad og hjælp til hundredvis af trængende hver dag.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
