Broder Francesco Piloni forklarer sammenhængen mellem Frans og fattigdom i verden i dag.

»›Herren er dog hans tilflugt‹ (Sl 14,6). Salmistens ord viser den vej, vi er kaldet til at gå frem mod den 10. Verdensdag for de fattige. Endnu en gang må vi vende tilbage til Guds ord for at erkende den betydning, de fattige har i Kirkens liv. Salmens formulering bliver et kriterium for bedømmelsen af den kristne tilværelse, fordi den åbenbarer Guds ansigt og anerkender menneskets fattigdom. I en dramatisk historisk stund som ødelæggelsen af templet i Jerusalem følte folket sig berøvet Guds nærvær og oplevede en hidtil uset materiel og moralsk elendighed.« Budskabet til den 10. Verdensdag for de fattige, som finder sted søndag den 15. oktober (»Herren er dog hans tilflugt), tager udgangspunkt i et vers fra Salme 14 og fordømmer den »hovmodige korruption«, der skaber social uretfærdighed og stiller mennesker »over hinanden under herredømmets og undertrykkelsens fortegn«.
For at forstå dette pavelige budskab har vi mødt formanden for fonden Sankt Frans, broder Francesco Piloni, som også er formand for Konferencen for Sydeuropa (CEM) i franciskanernes orden: Er det sandt, at Herren er de fattiges tilflugtssted?
»Ja, det er sandt, netop fordi den hellige Paulus i brevet til Korintherne siger, at Gud, som var rig, blev fattig for vores skyld. Derfor er han de fattiges tilflugtssted: Et fattigt menneske føler sig taget imod af en fattig Gud, som ikke er bange for at betro sig til et fattigt menneske, der blev korsfæstet, men opstod igen. Når vi ønsker os noget, henvender vi os normalt til en, der står over os. Men i virkeligheden føler vi os især på bølgelængde med den, der kan forstå os. Den fattige føler sig forstået af en fattig Gud, som kan løfte ham ud af fattigdommen.«
Hvordan kan vi være et tilflugtssted for de fattige?
»At tage imod uden straks at dømme, men ved at give plads til den andens værdighed; altså ikke blot at tage imod, men også at lytte til de fattiges historier. Derfor har Gud givet os to ører og én mund: at lytte til et menneske er at give tid og værdighed tilbage. Men ud over at tage imod og lytte er det nødvendigt at give plads til ’andre’ veje og nye muligheder. At få dem til at forstå, at veje ikke er uigennemtrængelige, som Sankt Frans gjorde med røverne fra Montecasale (nær Sansepolcro), hvor han åbnede nye muligheder for dem, og disse vil blive nye lejligheder til at mødes igen, fordi de følte sig taget imod og lyttet til gennem åbningen af nye muligheder. Ingen er så fattig, at vedkommende ikke har noget at give, og ingen er så rig, at vedkommende ikke har brug for den anden”.
Hvad betød fattigdommen for den hellige Frans?
»For den hellige Frans bliver fattigdom synonym med frihed. Fattigdom er aldrig elendighed eller de yderligheder, som franciskanismen har måttet gennemleve gennem århundrederne. For den hellige Frans er fattigdom synonym med frihed, fordi den er resultatet af en ›ablatio‹ (at fjerne): Den hellige Frans taler sjældent om fattigdom; han taler om ›sine proprio‹, det vil sige uden noget eget. Han taler om ›sine glossa‹, det vil sige uden fortolkninger. For ham er det præcis det modsatte af vores kultur, hvor vi føjer resultater, succeser og titler til CV’et. Vi føjer hele tiden noget til. Han opdagede derimod, at det afgørende er at fjerne (›ablatio‹), sådan som Michelangelo gjorde. Når Michelangelo fortalte om sine værker, sagde han, at han kun havde gjort lidt, fordi han blot tog mejslen og fjernede al den overflødige marmor, så værket kunne træde frem i sin smukkeste form. For den hellige Frans betyder fattigdom altså at nå ind til det væsentlige i det mesterværk, vi hver især er. Derfor kender den hellige Frans sandhedens hemmelighed: For ham handler det om at fjerne alle de lag, der har dækket vores oprindelige egenart, for dybest set behøver vi kun få ting for at leve.«
Men kan man leve i den hellige Frans’ glæde, eller er det en illusion?
»Selvfølgelig kan man leve i denne glæde, for hos den hellige Frans udspringer glæden aldrig af en illusion. Konkret betyder det, at glæden for ham altid er det smukke ved en sand og ærlig relation. Det er altså muligt at leve i glæden, når vi værner om de møder, hvor ægte relationer opstår. Det er muligt, fordi personbegrebet er interessant i den hellige Frans’ erfaring: Han oplever ikke den anden som en begrænsning, der skal udholdes, men som en begivenhed, der forvandler, fordi den flytter mig fra min plads. Den anden kommer ikke for at bekræfte mig i min verden, men for at slå revner i den. Det ses tydeligt i mødet med den spedalske og med sultanen. Glæden er frugten af, at man selv fylder mindre, så relationen kan vokse.«
»Fra den 9. til den 15. november finder Missionen for de fattige sted i Rom på initiativ af franciskanerne. Jeg ønsker den hellige Frans’ sønner tillykke med dette initiativ, hvor de sætter de fattige i centrum, ligesom Herren Jesus gjorde, og ligesom den hellige Frans af Assisi gjorde. Og jeg takker de civile institutioner og ordensmagten, som har ydet deres fulde støtte.« Sådan hilste pave Leo XIV ved afslutningen af Angelus-bønnen søndag den 1. november.
Hvorfor arrangere en uge med de fattige?
»Vi markerer jubilæet for den hellige Frans’ bortgang, og man kan ikke fejre et sådant jubilæum uden at mindes det enestående forhold, som helgenen fra Assisi havde til de fattige brødre. De førte ham til en stadig dybere, sand erkendelse af Gud. Vi må derfor huske episoden med den 20-årige Frans, som endnu ikke havde gennemgået sin omvendelse. Da han kom til Peterspladsen i Rom og så de mange fattige dér, klædte han sig af og bad en fattig mand tage imod hans klæder, mens han selv fik den fattige mands tøj. Med denne handling, der bebuder mange senere afkald, ville han sætte sig i den andens sted. Det er grunden til en uge med de fattige: at samle alle de romerske foreninger under den hellige Frans’ navn, lytte til de fattige og værdsætte det, der allerede bliver gjort, så vi sammen kan gøre endnu mere.«
Hvad betyder det at være missionær blandt de fattige?
»Det betyder at sætte tempoet ned og give sig selv mulighed for at lære det sted i evangeliet at kende, hvor der står, at de fattige altid vil være hos os. Det betyder at lade sig forstyrre og gøre urolig og holde op med at give hurtige svar, når man står over for de ›synlige‹ og ›usynlige‹ fattige, som oplever stadig større nød. Det betyder at lade sig berøre af mennesker, hvis ansigter er såret af en nedbrydning af deres værdighed. Det betyder at give institutionerne ›nøgler‹, der er mindre sociologiske og mere menneskelige, og som gør dem i stand til at se med øjnene hos den, der er standset op og har åbnet sine sanser for disse brødres virkelighed – uden at lade nogen berøve os vores menneskelighed.«
»800-året for den hellige Frans af Assisis død tilskynder os til at huske, hvordan han blev grebet af medfølelse med tiggerne, da han kom til Rom som pilgrim ved apostlen Peters grav. For at forstå og opleve deres lidelse tog han sit eget tøj af og byttede det med det lasede tøj fra en af dem. Han satte sig ned for at tigge og tilbragte hele dagen blandt de fattige med glæde i sindet.« Paven mindede om denne episode i budskabet.
Hvordan tager denne uge med de fattige konkret form?
»Det er en vigtig uge, for vi bliver 170 missionærer med hovedkvarter i Gregorio VII-sognet, og vi vil tage ud til yderområderne (Acilia, San Basilio, Corviale, Bastogi og Primavalle), hvor sognepræsterne har gjort opmærksom på familier, der har brug for besøg. Dertil kommer fængslerne og hjemsendelsescentret i Ponte Galeria. Vi tager hen til dem for at anerkende dem som en del af dette jubilæum. Den hellige Frans sad selv i fængsel og formåede midt i sit personlige nederlag at finde en ny retning ved at lytte til dybe spørgsmål. Til disse steder, hvor håbet kan opstå, vil vi bringe den hellige Frans’ ord om at møde nederlaget og være i stand til at begynde på ny.
Dertil kommer gaderne omkring stationerne og folkekøkkenerne, hvor mange brødre samles. På gaden vil der stå to store telte, hvor man kan lytte og bede under eukaristisk tilbedelse i ›gadekapellerne‹ – det ene på Peterspladsen og det andet ved Termini-stationen. Det bliver steder, hvor man kan standse op, lytte til hinanden og tilbede Herren, som blev fattig for vores skyld. Vi vil også rette opmærksomheden mod hele de unges virkelighed – en anden enorm form for fattigdom, der råber sin nød til os. Hver morgen vil vi give de studerende plads på Teatro Ghione og se på, hvad fattigdom betyder i dag, ikke kun sociologisk, men i lyset af evangeliet.
Lørdag den 14. november vil vi desuden holde ›et lys i natten‹ i Trastevere og på Piazza Trilussa, hvor mange unge mødes, mens de venter på svar, der giver mening. Vi vil opsøge dem, fordi de er vigtige for Gud. Vi vil gerne hjælpe dem med at lytte til deres uro og fortælle dem, at der er Én, som har levende vand til dem, for alle længes efter kilder med frisk vand og ikke efter kloakvand.«
Af Simone Baroncia · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark





