Leo XIV: Begrænsning er ikke en fabrikationsfejl, men en betingelse for menneskelig storhed

Pave Leo XVI på det katolske universitet i Chicalyo

Pave Leo XIV besøger det katolske universitet Santo Toribio de Mogrovejo i Chiclayo.

Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo
Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo | | Daniel Ibanez/ EWTN
Pave Leo XVI på det katolske universitet i Chicalyo
Pave Leo XVI på det katolske universitet i Chicalyo | | Vatican Media
Pave Leo XVI på det katolske universitet i Chicalyo
Pave Leo XVI på det katolske universitet i Chicalyo | | Vatican Media
Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo
Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo | | Daniel Ibanez/ EWTN
Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo
Pave Leo XIV på det katolske universitet i Chicalyo | | Daniel Ibanez/ EWTN

Af Angela Ambrogetti

Det er ikke let for Europa at skildre Latinamerika, et område med store ambitioner og dyb nød. Derfor er den nordamerikanske paves rejse særlig betydningsfuld: Han blev peruaner gennem sin mission og vender nu tilbage til sit andet hjemland. Det gælder ikke mindst mødet med universitetsverdenen i Chiclayo. På det katolske universitet Santo Toribio de Mogrovejo bliver Leo XIV modtaget af storkansleren, Chiclayos biskop Edinson Edgardo Farfán Córdova, og rektor Patricia Julia Campos Olazábal. Her genkalder han sig sine år i landet. Midt i den ekstreme fattigdom og stærke økonomiske udvikling lytter paven til de unge studerende, der taler med ham om tro, omvendelse og behovet for at forene studier med familieliv.

Omkring 6.000 mennesker var samlet på det katolske universitet Santo Toribio de Mogrovejo for at overvære mødet med paven. Leo XIVs bil kører gennem kvarterer, hvor fattigdom og forsømmelse tilsyneladende er den eneste virkelighed. Mere end 50.000 mennesker hilser ham langs vejen. Det står fast, at Leo XIV vækker oprigtig begejstring hos alle, fordi det er tydeligt, at han søger balance frem for konfrontation. »Leo, bror, du er fra Chiclayo!« råber de unge.

På universitetet minder paven om skytshelgenen, den hellige Toribio de Mogrovejo: »Denne berømte jurist og ærkebiskop af Lima gjorde sit eget liv til en lærestol i visdom, næstekærlighed og retfærdighed.« Frem for alt udstikker paven dog retningen for det katolske universitets arbejde: »Et sted, hvor forstanden ikke bøjer sig for nyttehensyn, men trofast tjener sandheden. Først og fremmest Sandheden med stort S, som er Kristus, verdens frelser. Sådan arbejder det katolske universitet for at gøre mødet mellem tro og fornuft, mellem religion og videnskab, frugtbart: ved at gå ydmygt i dialog, undersøge grundigt og altid søge det fælles bedste.«

Der er ikke brug for arbejdskraft til »et eksklusivt og meget konkurrencepræget marked«, siger Leo XIV og berører dermed et spørgsmål, der står centralt i et af Latinamerikas dramaer: »En udvikling, der er ligeglad med retfærdigheden og arbejdernes værdighed, bliver nemlig til en mekanisme for undertrykkelse og udstødelse.«

Der er brug for samvittighed såvel som videnskab, og »teknik uden sjæl forbedrer ikke virkelig livet«.

Paven fortsætter: »Teknologien, kære venner, er aldrig neutral. Enhver form for teknologi bærer præg af dem, der udvikler og kontrollerer den, og af deres interesser og ambitioner. Derfor må den studeres med et klart sind og et rent hjerte. Den mest snigende risiko er her underkastelsen under det teknokratiske paradigme, som reducerer virkeligheden til materielle data og gør effektivitet til den højeste værdi. Både som akademikere og som studerende er I kaldet til at bruge jeres kritiske sans: Søg altid den visdom, som hverken maskiner eller computerprogrammer kan besidde.«

Paven gennemgår den hellige Toribio de Mogrovejos liv: »Hans pastorale virke vidner om, hvordan inkarnationens logik fortsat bærer frugt til alle tider og på alle steder gennem Kirkens mission.«

For de ørkener, der må overvindes, »er de nye former for moralsk og civil analfabetisme, som udelukker de fattige«, mens universitetet »er kaldet til at bruge videnskabelig innovation til at mindske de sociale skel og læge samfundets sår«.

Her er kernen i pavens budskab. Som matematiker kender han teknikkens farer. Det handler om menneskets begrænsning. Der er brug for »mennesket som grænse«, forklarer paven. Over for løfterne fra »transhumanismen og posthumanismen«, som ser teknologien som løsningen på det onde, må man tydeliggøre risikoen for, at »fremskridtet inden for videnskaberne« – selv om det er »et fremragende resultat af den menneskelige intelligens« – forveksles »med et privilegium for millionærer, der gør krav på udødelighed, mens hele folk lider under nød og undertrykkelse. Vi får dermed solgt illusionen om mennesker, der er optimeret gennem kybernetik og bioteknologi. Over for dette fatamorgana minder den kristne antropologi om, at begrænsningen ikke er en fabrikationsfejl, men betingelsen for menneskelig storhed.«

For at forstå det kræves tro. Den er ikke magi, men et levende bånd til Gud, der giver »mening til vores kors, som Herren Jesus bærer sammen med os«.

Tro og studier får os til at forandre vores liv. Sandheden bliver et valg, mens bøn og studier bliver »en forpligtelse, der søger og finder glæde i alle livets faser«.

Med udgangspunkt i en kvindelig professors vidnesbyrd tager paven ordet »offer« op. Det er et ord, der »betyder at gøre helligt: en handling, hvorved hele vores eksistens – også det, verden forkaster – får værdi. Forenet med Kristi offer, som åbenbarer denne erfarings sande betydning, åbner vi vores liv med dets møje og håb for Guds virke. Han forvandler altid det, vi lægger i hans faderlige hænder, til noget godt.«

Den afsluttende opfordring til professorerne lyder: »Giv hver enkelt et helstøbt vidnesbyrd gennem jeres liv. Vær frie tænkere, for hvem sandheden kommer før meningen og retfærdigheden før egeninteressen. Søg sammen med de studerende ihærdigt efter visdommen, så I kan give den videre som en gave i jeres daglige miljøer, blandt kolleger og i det peruvianske samfund. Når I udvikler jeres videnskabelige kompetencer, skal I omsætte dem i konkrete handlinger for social retfærdighed, især til gavn for de fattigste og i omsorgen for skaberværket, der i dag er så hårdt såret af spekulationer, som foragter folkets bedste.«

De unges sang og dans ledsager begivenheden, som slutter, da dagen går på hæld.

Paven tog derefter til Collegio Santo Toribio de Mogrovejo for at spise middag med præsterne i bispedømmet Chiclayo.

Af Angela Ambrogetti · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

GRAV IKKE DINE TALENTER NED, BRUG DEM!

Prædiken til 33. søndag i almindelig tid, år A (Matt 25,14–30): Herren kommer tilbage – og vil spørge, hvad vi gjorde med det, han betroede os. Om trofasthed, tro der gives videre og det gode, vi ikke må udskyde.

Watch Live