Kristne i Det Hellige Land frygter at »miste deres hjem og levebrød«, ifølge pavelig organisation

Jerusalems latinske patriark, Pierbattista Pizzaballa, under et besøg i Taybeh på Vestbredden.

Kardinal Pierbattista Pizzaballa forsikrede de kristne i Det Hellige Land om, at de »ikke vil blive svigtet«, sagde Michael LaCivita, kommunikationsdirektør for Catholic Near East Welfare Association.

Kardinal Pierbattista Pizzaballa besøgte kristne menigheder på Vestbredden. Her fejrede han messe på højtideligheden for den salige Jomfru Marias optagelse i himlen og forsikrede de lokale kristne om, at Kirken ikke vil svigte dem.

Hans besøg i Taybeh og Jenin fandt sted efter en israelsk ordre udstedt i juli, som erklærede »Taybeh- og Rimon-området« for en lukket militærzone og forbød israelere og udenlandske statsborgere at komme ind i eller opholde sig der. Det udpegede område omfatter en del af Taybehs bebyggelse, landbrugsarealer samt religiøse og historiske steder.

Taybeh »er et sted, hvor Jesu tilhængere – kristne – har boet i 2 000 år«, sagde monsignore Peter Vaccari, præsident for Catholic Near East Welfare Association (CNEWA), en pavelig organisation, der yder humanitær og pastoral støtte til kristne i hele Mellemøsten.

Taybeh »vidner om den oprindelige kristne befolkning og er den dag i dag den eneste egentlige kristne landsby, der er tilbage på hele Vestbredden«, sagde Vaccari i et interview den 24. august, hvorfra et uddrag blev sendt i »EWTN News Nightly«.

Forfølgelsen af den kristne befolkning er »taget til«, fordi »radikale bosættere på eget initiativ enten skænder religiøse symboler eller blander sig i Taybehs indbyggeres virksomheder« eller »blander sig på enhver måde, de mener at have ret til – hvilket er en overtrædelse af folkeretten«, sagde Vaccari.

Midt under konflikten fejrede Pizzaballa den 15. august messe i den latinske kirke Kristus Forløseren.

I sin prædiken omtalte Pizzaballa Taybehs befolkning som »den kristne stemme, der taler for retfærdighed og giver stemme til ønsket om dialog med alle mennesker«, sagde Vaccari.

»Han opfordrede Taybehs befolkning til at vogte deres hjerter … mod enhver form for fortvivlelse. Til at vogte deres hjerter mod enhver form for besmittelse. Til at vogte deres hjerter, så de kunne kæmpe for retfærdighed og for retfærdighedens principper«, sagde Vaccari.

»Jeg har måske ikke svar på det menneskelige og verdslige plan, men jeg tror på Gud«, sagde Pizzaballa. »Og jeg er sikker på, at vi i ham fortsat kan bringe liv til verden, selv her i Taybeh.«

»Vi vil fortsætte med at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bevare den kirkelige tilstedeværelse her på alle niveauer i hele Det Hellige Land«, sagde han.

Forfølgelsen af kristne tiltager fortsat

I et særskilt interview med »EWTN News Nightly« den 21. august redegjorde Michael J. L. LaCivita, kommunikationsdirektør for CNEWA, nærmere for betydningen af Pizzaballas besøg.

De kristne i Det Hellige Land »føler, at de er i fare for at miste deres hjem og deres levebrød«, og Pizzaballa kunne »forsikre dem om, at de ikke vil blive svigtet« og »at vi ikke har glemt dem«, sagde LaCivita.

Taybeh er »historisk set en landbrugsby«, sagde LaCivita. »Den er omgivet af landbrugsjord, olivenlunde, appelsintræer og den slags. Det er et ret livligt sted.«

Nu er de imidlertid »under belejring«, og der er »vold«, sagde LaCivita.

»Deres marker bliver sat i brand«, sagde han. »Selv en ældgammel kirke viet til St. Georg, som var en meget populær helgen i det palæstinensiske samfund blandt både muslimer og kristne … blev sidste år udsat for hærværk [og] sat i brand.«

»De er derfor meget bekymrede for deres levebrød, især nu, hvor IDF reelt har omringet landsbyen og sagt, at landsbyen er militært afspærret, og at IDF hverken vil tillade folk at komme ind eller ud«, sagde han.

Kardinal Pierbattista Pizzaballa og den græsk-ortodokse patriark Theophilos III
Kardinal Pierbattista Pizzaballa og den græsk-ortodokse patriark Theophilos III besøger Gaza fredag 18. juli 2025, hvor de giver trøst til mennesker som blev skadet i angrebet 17. juli. Foto: Foto: Caritas Jerusalem.

Mens konflikten fortsætter, kan katolikker »bede, for som vi ved, flytter bøn bjerge, og derfor må vi bede og bede for alle mennesker af god vilje«, sagde LaCivita.

»Vi må arbejde for retfærdighed, så der kan være fred og enhed. For uden retfærdighed kan vi ikke have fred«, sagde han.

De troende kan også støtte indsatsen hos organisationer som CNEWA, der arbejder på at »skaffe de forsyninger, den mad og det vand, der er brug for« i området, sagde han.

Af Tessa Gervasini · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Gustave Dorés illustration af Mika, der formaner israelitterne til at omvende sig

Hele det kristne liv ifølge profeten Mika

Profeten Mika sammenfatter hele det kristne liv med enkle ord: Gør det rette, elsk det gode og vandr ydmygt med Gud. Regis Martin reflekterer over Skriftens kald til discipelskab.

Watch Live