KOMMENTAR: Den gammeltestamentlige profet sammenfatter vejen til hellighed i nogle få enkle ord: gøre det rette, elske det gode og vandre ydmygt med Gud.
Ud over alle de sædvanlige grunde til, at jeg ikke underviser i Skriften på det universitet, hvor jeg arbejder – ikke mindst at jeg ikke kan så meget som et ord aramæisk, hebraisk eller græsk – er der også den åbenlyse og ubestridelige kendsgerning, at jeg er omgivet af teologiske sværvægtere, som allerede behersker disciplinen til fulde. Hvorfor skulle jeg så føle behov for at konkurrere? Hvad skulle formålet være?
Med andre ord nærer jeg ingen som helst ambitioner om at have eneret på Skriften. Det har for øvrigt givet mig den velsignede frihed ganske enkelt at læse den og fyldes af undren og begejstring over de fortællinger, den rummer. Hvis hele Skriften – for at citere koncilsteksten om den guddommelige åbenbaring, Dei Verbum (nr. 9) – »er Guds tale, sådan som den er blevet nedskrevet under Helligåndens indblæsning«, så bringer hvert eneste ord, jeg læser, mig i direkte kontakt med Gud selv, som er dens ophavsmand, hver gang jeg tager Bibelen frem, uanset hvilken af dens bøger jeg vælger. Det er, som om man overhører en samtale, Gud fører med sig selv og derefter deler med enhver, der er åben for at høre ham tale sit eget Ord.
Derfor må det i sidste ende være livet som discipel, ikke lærdommen, der betyder mest. Det betyder ikke, at lærdommen er uvigtig eller en suspekt beskæftigelse for enhver, der ikke allerede er helgen. Ideelt set er det nemlig meningen, at de to skal følges ad, selv om kun den ene af dem vil føre dig sikkert til himlen. Lærdom uden kærlighed bliver en snare og et selvbedrag for den lærde, som ikke har Gud for øje. Étienne Gilson brugte en analogi til at forklare, hvordan så mange katedraler blev opført i højgotikkens tid: De var resultatet af den lykkelige forening af fromhed og geometri. Uden denne forening var de aldrig kommet op fra jorden, langt mindre blevet til de mange spir, der rækker mod Guds hjerte. Men fromheden kommer først, så geometrien får noget overnaturligt at stille sig i tjeneste for.
Hvor er Skriften dog vidunderligt opbyggelig for dem, der læser den med ærbødighed! Helt anderledes er det med den lærde, men vantro ekseget, der kaster sig over siden som en løve, der skal til at fortære sit bytte. »At myrde for at dissekere«, sådan udtrykte digteren Wordsworth det med tanke på kritikere, som, når de først har flået det hele fra hinanden, ikke kan finde mere liv i det end i et lig på et lighus. Hvis Gud havde en hensigt med den tekst, som han inspirerede den menneskelige forfatter til at nedfælde – en tekst, der ikke blot skulle opbygge, men også ramme samvittigheden – må vi opdyrke et modtageligt sind, når vi læser den. »Kundskaben opblæser«, advarer den hellige Paulus, »men kærligheden opbygger« (Første Korintherbrev 8, 1). Det oppustede er hult, mens det, vi bygger op, består.
Må jeg give et eksempel? Mød Mika, en af de tolv små profeter fra Det Gamle Testamente. Han voksede op i en lille landsby otte århundreder før Kristus – den Kristus, hvis uforudsete, ja ufattelige, komme blandt os Mika allerede havde set og forestillet sig på sin egen profetis vinger. Det var trods alt Mika, der forudsagde, at den lovede Messias med sikkerhed ville komme. På en for denne verdens herskere aldeles uforklarlig måde skulle han træde frem fra en lille by ved navn Betlehem, »liden til at være blandt Judas tusinder« (5, 1 og 3), men fra al evighed bestemt til at føre Israel til frelse.
Han skal stå og vogte i Herrens kraft, i Herren sin Guds høje navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans storhed nå jordens grænser.
Alligevel er Mika en person – hvor gør det mig ondt at indrømme det! – som jeg næsten intet vidste om før i den forgangne uge, da jeg under messen hørte førstlæsningen, som var hentet fra hans bog. Bagefter blev jeg både forbløffet og belært af det, præsten fik ud af teksten i sin prædiken.
Her er det relevante afsnit fra kapitel 6, 8 i Mikas Bog, som siden har givet mig meget at tænke over og meget at være taknemmelig for:
Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.
Hele det kristne liv, fastholdt præsten i sin prædiken, findes lige her, klart sammenfattet i en enkelt sætning hos en ellers lidet kendt profet fra Det Gamle Testamente. Det er muligvis den mest kortfattede og dækkende formulering, vi sandsynligvis vil finde, udbrød han – nedskrevet 800 år før selve begivenheden.
Når vi vælger at elske det gode (her gengiver jeg præstens ord med mine egne ord) og gøre det rette, kan vi vandre med Gud i fuldkommen ydmyghed. Det er den eneste visdom, vi overhovedet kan håbe på at besidde, for den har rod i erkendelsen af vores fuldstændige afhængighed af Gud. Den samme Gud har ved at sende sin Søn, Jesus Kristus, som blev kød, skænket verden selve godheden i menneskeskikkelse. Og når vi følger ham, vil vi altid gøre det rette.
Hvad kunne være enklere? Findes der en lettere måde at sikre sig ikke blot visdom, men også hellighed?
Jesus forsikrer os om, at kun de enfoldige, ikke de lærde og kloge, får lov at forstå dette. Er det ikke derfor, han udtaler de frygtindgydende ord om møllestenen, der skal hænges om halsen på dem, som bringer de små til fald – en trussel, der ligeledes gælder de »blinde vejledere«, som smækker dørene til Himmeriget i? De ønsker ikke selv at gå ind, men nægter samtidig dem adgang, som længes efter at komme ind (Matthæusevangeliet 23, 13).
Skriften er ikke kun for den lærde, der kan læse den på originalsprogene, men også for dem af os, der kun kan læse den i oversættelser, som den lærde har udarbejdet. Denne ordning fungerer tilsyneladende bedst, når begge parter forelsker sig i ham, som alle ordene peger på.
Af Regis Martin · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
