KOMMENTAR: Kong Haralds død den 28. august faldt midt i en række festdage, der kalder på katolsk refleksion over kongedømmet.
Kirkeklokkerne ringede over hele Norge, da kong Harald V døde sidste fredag. Klokkerne signalerer »Guds nærvær på jorden og håbet om livet efter døden«, sagde Olav Fykse Tveit, præsiderende biskop i Den norske kirke (luthersk).
Kong Harald V’s død gav biskop Erik Varden anledning til en vigtig refleksion over den kristne forståelse af kongedømmet. Hans bispedømme i Trondheim omfatter domkirken, hvor kongen søgte Guds velsignelse ved begyndelsen af sin regeringstid i 1991.
Der er langt færre konger i dag end i tidligere århundreder, men kongedømmet er fortsat en del af den kristne tradition. Der findes ingen fest for Kristus som præsident eller Kristus som statsminister. Kong Haralds død den 28. august faldt midt i en række festdage, der kalder på katolsk refleksion over kongedømmet. Det gælder festen for Jomfru Maria som dronning (22. august) og festen for kong Ludvig af Frankrig (25. august). Johannes Døbers martyrdød (29. august) viser, hvordan Herodes fordærvede kongedømmet, og varsler samtidig Jesu egen lidelse, hvor kongedømmets væsen drøftes for Pontius Pilatus.
»Den fysiske død er en overgang fra liv til Liv,« skrev biskop Varden, der tidligere på året blev udpeget til at prædike ved fastetidsretræten for pave Leo XIV. »I dag har vores elskede konge, Harald V, gennemgået denne overgang. … En dag skal vi alle gennemgå denne overgang. Det er det eneste sikre i vores liv. Alligevel berører en konges bortgang os på en enestående måde. Pludselig føler vi os forældreløse, omgivet af et rungende fravær.«
At være forældreløs vil sige at have mistet en far. Konger kan i højere grad være fædre for deres nationer, netop fordi de ikke vælges ved folkevalg. Ingen vælger sin egen far; det forhold er givet på forhånd.
»På forbilledlig vis legemliggjorde kong Harald nationen,« fortsatte biskop Varden og beskrev den afdøde monark som en god far. »Vi vidste, at han så os, kendte os og værdsatte os. Vi mærkede hans omsorg og blev omsluttet af den varme, han udstrålede. Han gav os et storslået eksempel på hengivenhed. Han var fuldt og helt vores konge, viet til sit folk. Intet ego syntes at stå i vejen. Dermed kom han os nær på en måde, der var helt igennem god.«
Harald havde levet i eksil under Anden Verdenskrig og vendte siden hjem, hvor han fulgte Norges bemærkelsesværdige udvikling efter krigen. Som kronprins deltog han for Norge i sejlsport ved OL i 1964, 1968 og 1972.
Efter Hendes Majestæt dronning Elizabeth II’s død i 2022 var kong Harald V Europas længst regerende monark. På fædrenes side var dronning Elizabeth tipoldebarn af dronning Victoria. På mødrenes side var Harald tipoldebarn af Victoria. Blandt de nuværende europæiske monarker er kong Carl XVI Gustaf af Sverige den sidste af Victorias tipoldebørn, der fortsat regerer, selv om kong Felipe af Spanien også er en direkte efterkommer af Victoria (tip-tip-tip-oldebarn). Monarkiet er et familieanliggende.
Da Harald V besteg tronen i 1991, skulle han hurtigt træffe en beslutning. Norge havde afskaffet kroningen af konger i 1908. Alligevel havde Haralds far, kong Olav V, der regerede fra 1958 til 1991, ved begyndelsen af sin regeringstid valgt at afholde en religiøs ceremoni, hvor han modtog en velsignelse til sin tjeneste.
Harald valgte at gøre det samme og tog derfor sammen med dronning Sonja til Nidarosdomen i Trondheim for at modtage en formel velsignelse. Han knælede foran biskoppen af Nidaros, som bad, mens han lagde hænderne på ham. Ligheden med en ordination var umiskendelig. Det var blevet en »indvielse« snarere end en »kroning«.
Ved kroningen af kong Charles III i London i 2023 fandt der en salvelse sted, endnu et traditionelt led i ordinationsritualet. Det kristne kongedømme er tænkt som noget gudfrygtigt.
Norge er et luthersk land, selv om det er stærkt sekulariseret. Kong Harald holdt sin kristne tro meget privat, men understregede ikke desto mindre sin kongegernings kristne karakter ved to vigtige lejligheder. Den første var beslutningen om at blive »indviet« ved sin tronbestigelse; den anden var hans indgriben for at bevare forfatningens krav om, at kongen skal være (luthersk) kristen.
I 2012 ændrede Norge forfatningen, så den evangelisk-lutherske tro ikke længere var landets officielle religion, mens den lutherske kirke fortsat var »folkekirke«. I 2017 var kongen ikke længere overhoved for den nationale lutherske kirke.
Det var forventet, at kravet om, at kongen skulle være kristen, også ville blive fjernet, men kong Harald V greb ind for at bevare forfatningskravet: »Kongen skal til enhver tid bekende sig til den evangelisk-lutherske religion.«
Harald mente, at anerkendelsen af religiøs pluralisme og religionsfrihed ikke burde indebære, at Norge vendte sig bort fra sin kristne arv. Tværtimod argumenterede han for, at Norges kristne identitet var et sikrere grundlag for at respektere andres værdighed. Fordi kongen personificerede nationen, var det vigtigt, at også Norges religiøse identitet blev legemliggjort i ham.
Biskop Varden skrev om, hvordan en konge – især en, der tjener frem til sin død – formidler en stabilitet, som folkevalgtes skiftende embedsperioder ikke kan give.
»Det gamle udråb ›Kongen er død, længe leve kongen!‹ vækker genklang hos os i dag,« sagde biskop Varden. »Monarkiet udgør en stabil akse i samfundet. Det står for en selvsagt kontinuitet. I vores usikre tider giver det trøst.«
At tabet af en konge følges af hans efterfølger, er et udtryk for forsynets virke i historien.
»Vi, Norges katolikker, beder inderligt for kong Harald. Vi beder for Hendes Majestæt dronningen og for kongefamilien. Ikke mindst beder vi om, at Gud må skænke kong Haakon VIII visdom og særlige velsignelser,« skrev biskop Varden om kongefamilien og den nye konge. Samtidig bemærkede han, at »kong Harald sammen med dronning Sonja har givet Norge en enestående form for stabilitet«.
Kong Haakon VIII aflagde sin ed den 1. september for det norske parlament. En indvielsesceremoni i Nidarosdomen var endnu ikke blevet bekendtgjort.
I sin bøn for den nye kristne konge lovede biskop Varden at »stå loyalt ved kong Haakons side, så arven kan leve videre, næret af den tillid, der gennem tiderne har bundet folket og dets regent sammen i dette land«.
Af pastor Raymond J. de Souza · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
