For den hellige Nikolaus af Tolentino blev den katolske pligt til at bede for de døde meget konkret, da en afdød ven viste sig for ham og bad ham om at bede.
Den katolske Kirkes lære om skærsilden – den »rensende ild«, der forbereder de udvalgte til himlen – kan være vanskelig at forstå. Men for én helgen blev den katolske pligt til at bede for de døde meget konkret, da en af hans afdøde venner ifølge beretningen viste sig for ham og bad ham om at bede.
Den hellige Nikolaus af Tolentino, hvis festdag fejres i Kirken den 10. september, blev født i 1245 i byen Sant’Angelo i det centrale Italien. Allerede som ung følte han sig tiltrukket af augustinerordenen, efter at han havde hørt en prædiken af den lokale ordensforstander om verdens forfængelighed. Ordenen holdt til i den nærliggende by Tolentino, og efter syv års studier blev Nikolaus præsteviet.
Han var en næstekærlig og hellig mand, som ofte fastede og praktiserede legemlig bod, og han tilbragte lange timer i bøn. På en særlig måde gav han de fattige, han mødte, noget at spise: Han gav dem velsignet brød dyppet i vand. Det gjorde han, fordi han engang havde haft et syn, hvor Jomfru Maria sagde, at han skulle dyppe brød i vand og spise det for at genvinde sit helbred.
Blandt andet takket være disse »panini benedetti« (velsignede sandwiches) blev Nikolaus kendt for at udvirke helbredelser for mange af de syge, der boede i Tolentino – og endda for at oprejse nogle mennesker fra de døde.
I Nikolaus’ levetid definerede Den katolske Kirke formelt læren om skærsilden på det andet koncil i Lyon i 1274. Ifølge læren kommer et menneske, der dør i Guds nåde, enten direkte i himlen eller gennemgår en renselsestilstand, der kaldes skærsilden, inden det kommer i himlen.
Hvordan blev Nikolaus så forbundet med denne lære?
Ifølge augustinerne i det amerikanske Midtvesten lå Nikolaus en nat og sov, da han hørte stemmen fra en afdød ordensbroder, han havde kendt. Ordensbroderen fortalte Nikolaus, at han befandt sig i skærsilden, og opfordrede ham til at fejre eukaristien for ordensbroderen og de andre sjæle dér, så de ved Kristi kraft kunne blive befriet. Da Nikolaus havde gjort det i syv dage, talte ordensbroderen igen til ham, takkede ham og forsikrede ham om, at et stort antal sjæle nu var hos Gud.
Der findes også talrige legender om Nikolaus – nogle af dem er temmelig bizarre. Et maleri fra det 16. århundrede skildrer en fortælling om Nikolaus, der lå syg i sengen og nægtede at spise, men velsignede to tilberedte agerhøns (han var vegetar). De døde agerhøns fløj derefter væk.
Nikolaus døde af sygdom i 1305 eller 1306, og pave Eugenius IV – som også var augustiner – helligkårede ham i 1446 efter at have anerkendt omkring 300 mirakler, der blev tilskrevet Nikolaus. Ud over at være skytshelgen for sjælene i skærsilden regnes Nikolaus også for skytshelgen mod epidemiske sygdomme og brande.
Denne artikel blev første gang offentliggjort den 10. september 2022 og er siden blevet opdateret.
Af Jonah McKeown · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
